Det handler i dag udelukkende om at spille sorteper, og den helt elementære bekymring for arbejdernes liv og velfærd er forsvundet totalt ud af dagsordenen.

af Kjeld Stenum
Lad mig straks slå fast, at jeg går ind for, at vi har en arbejdsmiljølov. Bare så læseren ikke misforstår, hvor jeg vil hen med denne skærveknuser.
For det, jeg vil ind på, er, at jeg godt ved og godt vil indrømme, at ude på byggepladserne dér overtræder vi af og til sikkerhedsbestemmmelserne. Altså, du kan for eksempel sagtens komme ud for at se en jord- og betoner stå uden hjelm ved siden af et skilt, der netop påbyder hjelm overalt på byggepladsen, og tørre sveden af panden. Hvis ikke man kan sige, at vi en gang i timen overtræder sikkerhedsbestemmelser sådan i det små, så er det i hvert fald noget i den retning. Det er ikke særlig heldigt. For som den nuværende regering skriver loven, så skal vi nu kunne idømmes bøder, hvis vi overtræder bestemmelserne, og arbejdsgiveren kan dokumentere, at vi er blevet instrueret i at overholde dem.
Det er ikke det med bøderne i sig selv, der er uheldigt. Det er såmænd heller ikke så meget det, at vi skal bruge tid på at læse og underskrive meningsløse dokumenter, der kan gøre arbejdsgiveren i stand til at dokumentere, at vi er instruerede i dette eller hint. Det, som er det virkeligt dårlige i sagen, er, at kampen for et godt arbejdsmiljø flipper ud ad et helt galt sidespor. Hvor det skulle handle om helt grundlæggende at sikre, at arbejdet blev tilrettelagt sådan, at farlige situationer ikke opstår - for eksempel kunne man sætte ind mod de stedse strammere tidsplaner, så det ikke var nødvendigt at sende ti forskellige hold håndværkere ind på en plads på én gang - så er kampen for sikkerhed på byggepladserne nu forvandlet til et endeløst og for alle parter plagsomt paragrafrytteri, hvor alting handler om, hvorvidt bestemmelserne er overholdt eller ej, hvem der er ansvarlig for det, hvis de ikke er, og hvem der har ansvaret for det ene eller det andet særlige område.
Kort sagt, det handler i dag udelukkende om at spille sorteper, og den helt elementære bekymring for arbejderes liv og velfærd er forsvundet totalt ud af dagsordenen. Og byggepladsledere og sikkerhedsrepræsentanter kommer på endeløse kurser, hvor de lærer alt om paragraffer og alt om, hvordan man fortrænger almindelig sund fornuft.

Tæt til proceduren
Forleden morgen sad vores sikkerhedsrepræsentant i skuret ude ved kraftværket og fortalte fra foregående dags sikkerhedsmøde. Der var det kommet frem, at nogle nedbrydningsfolk i to dage havde været i gang med at hugge et gulv op, hvorunder der lå armtykke kabler, som man ikke helt var klar over om var strømførende eller ej. Men man havde mistanke om, at de måske var. Og hvis de var, var der ud fra kabeltykkelsen at dømme tale om mindst ti kilovoltskabler.
Sådanne spændinger kan trække gnister på tyve-tredive centimeter og er absolut livsfarlige. Jeg har selv været med til at rydde op efter en mand, der var kommet for tæt på en tredive kilovolts transformer, og hvor der blot var en skygge på væggen tilbage.
Nu viste det sig så senere samme dag om de her omtalte kabler, at de var døde. Men det havde man ikke vidst i de to dage op til sikkerhedsmødet, hvor man havde ladet nedbrydningsfolkene hugge. I stedet for omgående at gå ud og standse folkene, så snart man fik mistanke om faren, havde man ladet 'sagen' ligge i to dage, indtil der kom et 'relevant' møde, hvor man kunne tage den op. Opbrydningen af gulvet havde bare kørt videre så længe.
Jamen hvad fanden er det for noget? Behøver jeg at sige, at det skabte en lettere ophidset stemning i skuret?

Kafka
Et par dage senere skulle vi så støbe dæk over en tredivekilovolts transformer. Det var meningen, transformeren ikke skulle slås fra, medmindre der skete uheld under støbningen, så det blev nødvendigt.
Det er tilsyneladende meget dyrt og kompliceret at regulere på de højspændingskredsløb, for kraftværkerne er altid umådelig stive at have med at gøre i den slags ting.
Men det var ikke ufarligt at gennemføre støbningen på den måde. Uheld kunne for eksempel bestå i, at beton eller blot slamholdigt vand fra betonen trængte gennem en sprække og dryppede ned på transformeren. Enhver, der har prøvet at støbe, ved, at sådan noget sker let.
Vores formand kom under vejr med, at sådan et uheld, hvor der kom vand ned på transformeren, kunne føre til, at den eksploderede. Så forlangte han transformeren standset, mens vi støbte. Allerede det at det overhovedet skal være nødvendigt at forlange sådan noget er jo helt helt galt. Men det er det svar, han fik fra vores byggepladsleder, der får mig til at sige, at der er gået totalt Kafka i det med arbejdsmiljø.
Svaret var, at det jo ikke var nødvendigt at forlange transformeren stoppet, for det var værket, der forlangte den holdt i gang, og dermed havde værket også taget ansvaret for, at det kunne lade sig gøre på denne måde. Altså, sådan noget kan vi hitte på at fyre af i sjov, i et anfald af sort humor eller sådan noget. Men det her var sgu ikke sjov. Det syntes formanden heller ikke. Han blev ret sur. Hvis der skulle støbes, mens den transformer var i gang, så måtte de finde nogle andre til det, sagde han, for så blev det ikke os. Og så viste det sig, at det alligevel godt kunne lade sig gøre at få den slået fra.
Men sådan skal det lyde. Og der skal ikke være tvivl om, at det varmede helt ind i hjertekulen hos undertegnede, da jeg hørte, hvordan vores formand havde tacklet den sag. Nu er jeg bare lidt bekymret for hans fremtidige karriere. Det er ikke sikkert, han får lov til at være formand ret længe. Hvem der derimod nok skal have en strålende fremtid i firmaet, det er vores byggepladsleder. Det bekymrer mig også en hel del.