06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cuba-strudse i Folketinget

Cuba-strudse i Folketinget

Lørdag, 22. oktober, 2005, 00:00:00

Hvordan kan en cubansk ordre til et dansk selskab annulleres imod cubanerens ønske? Er der ikke en vigtig sag at diskutere for udenrigsministeren og for partierne i Folketinget

af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening
Partierne i det danske folketing har ikke lyst til at stille op ved et offentligt møde, som Dansk-Cubansk Forening og Fagligt Cuba Forum arrangerer i dag for at diskutere politiske spørgsmål, som indtager en central plads på den globale politiske dagsorden, og som stats- og regeringsledere rejser tusindvis af kilometer for at rådslå om.
At Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre omvendt ikke prioriterer at tage ud til kulturhuset på Kapelvej for at diskutere blokaden mod Cuba, sagen om terroristen Posada Carriles og en række andre spørgsmål, er en stor skuffelse for foreningens hovedbestyrelse.
22 stats- og regeringsledere fra Mellem- og Sydamerika samt fra Portugal og Spanien syntes lørdag den 15. oktober, at det var vigtigt for dem at diskutere Cuba. De vedtog en resolution, som henstiller til USA at opfylde en række FN-resolutioner om at ophæve blokaden mod Cuba.
Lula, Uribe, Chavez, Fox, Lagos, Zapatero og hvad de nu hedder alle sammen diskuterede også terrorisme. De vedtog en særlig resolution, som fastslår, at Panamas tidligere præsident Moscoso uretmæssigt gav amnesti til terroristen Luis Posada Carriles.

Partier takker nej
Eksilcubaneren Posada Carriles sidder nu i amerikansk fængsel, men dommeren i Texas har besluttet, at han ikke kan udleveres til Venezuela på grund af påstande om, at han der risikerer tortur. Hvis ikke der sker andet vil myndighederne i USA blot lade terroristen Posada - der af nogen kaldes den vestlige verdens Osama bin Laden - forlade fængslet i december som en fri mand.
Stats- og regeringslederne fra Mellem- og Sydamerika opfordrer USA til at udlevere Posada til Venezuela, så han kan blive retsforfulgt for anklagen om, at han stod bag bombningen af et civilt cubanske fly ved Barbados i 1976. 73 mennesker omkom. Posada levede i Venezuela i 1976 og Venezuela har krævet ham udleveret.
To af partierne i Folketinget takkede nej, da vi sendte invitationen i juni. De tre andre takkede nej, da vi rykkede for et svar i september - en måned før mødet i dag den 22. oktober.

Dansk blokadeé
Danmark har ikke nogen blokade mod Cuba, har udenrigsminister Per Stig Møller udtalt. Den danske regering har da også stemt for FN-resolutionerne, der opfordrer USA til at ophæve blokaden. Men længere rækker den gode vilje ikke.
Cuba har i sin nyeste rapport til FN`s genralforsamling påpeget, at blokaden, som har kostet Cuba omkring 82 milliarder dollars, også rammer Cubas handel med Danmark. Cuba havde i 2004 købt 14 store kølekompressorer til en værdi af 339.389 dollars hos Sabroe i Danmark. Da Sabroe blev købt at amerikanske York blev handelen annulleret!
Men Yorks selskab (Sabroe) i Danmark er et dansk selskab, som skal efterleve danske love. Og Danmark har med udenrigsministerens ord ikke nogen blokade mod Cuba. Hvordan kan en cubansk ordre til et dansk selskab annulleres imod cubanerens ønske? Er der ikke en vigtig sag at diskutere for udenrigsministeren og for partierne i Folketinget.
Der er dokumentation for en tilsvarende sag, som handler om virksomheden Radiometer.

Andre gør noget
Cuba har den 25. april bedt FN`s Sikkerhedsråd om at sikre, at Luis Posada Carriles retsforfølges for veldokumenterede anklager om terrorisme. Danmark sidder i Sikkerhedsrådet. Danmark har formandsskabet i Sikkerhedsrådets Anti-terror komite.
I juni svarede Per Stig Møller Enhedslistens Rune Lund, og sagde, at han mener USA opfylder Sikkerhedsrådets ultimative pålæg om at sikre retsforfølgelse af terrormistænkte... USA havde jo arresteret Posada og rejst sag mod ham, lød det fra udenrigsministeren. Nu er sagen imidlertid den, at retssagen mod Posada løber ud i sandet og terroristen er på vej mod straffrihed.
Er der ikke en vigtig sag at diskutere for udenrigsministeren og partierne i Folketinget?
I det irske parlament har 43 medlemmer på tværs af partierne underskrevet en henvendelse til USA`s præsident i sagen om Cuba og bekæmpelse af terrorisme. Over 100 medlemmer af det britiske Underhus har underskrevet en appel rettet til USA og et flertal i Underhuset har tilkendegivet, at de ikke vil støtte et eventuelt amerikansk angreb på Cuba. Politikere i mange lande diskuterer disse vigtige spørgsmål og tager stilling.
Her i Danmark kan vi ikke komme i dialog med politikerne. Hvorfor ikke?
Spørgsmålene forsvinder ikke fordi politikerne stikker hovedet i et hul som strudse.
Mødet gennemføres under alle omstændigheder med repræsentanter fra Enhedslisten, DKP, DKP/ML samt KPiD og SF. Det er i dag lørdag den 22. oktober klokken 13-17 i Kulturhuset, Kapelvej 44, København N. Du er meget velkommen til at deltage.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. okt. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp