06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Koreas Arbejderparti 60 år

Koreas Arbejderparti 60 år

Torsdag, 03. november, 2005, 00:00:00

DDF Korea var i 1967 blevet et samfund med en lang række velfærdsgode som gratis obligatorisk skolegang, gratis daginstitutioner samt næsten gratis mad og bolig til alle.

af Anders Kristensen, formand for Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea.
Den 10. oktober fyldte Koreas Arbejderparti 60 år. Koreas Arbejderparti er det regerende parti i det socialistiske Korea - Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Partiet blev stiftet i 1945 få uger efter Koreas befrielse fra 40 års brutal japansk besættelse.
Koreas Arbejderpartis historie er jo nærmest lig med DDF Koreas næsten 60-årige historie, som ikke kan skrives både kort og fyldestgørende. Nedenstående bliver kun mit korte rids. 60 år er ikke lang tid, men perioden har været de nok mest dramatiske, vanskelige og skelsættende år i Koreas historie. Præget af Koreakrigen og USA-imperialismens besættelse af Sydkorea og en brutal og kunstig deling af et land og folk, der har en 5000-årig historie som én samlet nation.

Partistiftelsen
Efter forgæves forsøg på dannelse af et koreansk kommunistisk parti under den japanske besættelse lykkedes dette i oktober 1945. Det kaldte sig arbejderklassens og de arbejdende massers parti - et parti af en helt ny type i Korea. Et marxistisk-leninistisk parti. Det skete lige efter Koreas befrielse, der fandt sted med hjælp fra Den Røde Hær og koreanske partisaner fra det nordlige Korea og i de nordlige grænseområder i nabolandene. Partiets første leder generalsekretær Kim Il Sung kom netop fra Den Revolutionære Anti-Japanske Befrielseshær, der blev stiftet i Manchuriet i 1932.
Det var således Koreas ArbejderParti (KAP) der blev udråbt som det ledende parti, da DDF Korea i 1948 blev grundlagt og den første forfatning vedtaget. Og KAP`s generalsekretær kammerat Kim Il Sung blev samtidig republikkens leder. Det skete efter mange forudgående forsøg på en genforening af Korea, som dog blev grundigt saboteret af USA. USA havde tropper i Sydkorea og indsatte samtidig et blodigt militærdiktatur, der blandt andet forbød et tilsvarende kommunistisk parti som KAP i Sydkorea og fængslede, torturerede og dræbte partimedlemmer og andre progressive mennesker.

Koreakrigen
Det var således også Syngman Rhee-regimet støttet af USA, der fremprovokerede Koreakrigen i 1950.
Ved hjælp af de gode relationer, der var opstået mellem KAP og Kinas Kommunistiske Parti og kinesisk interesse i at undgå et USA-kontrolleret Korea, kom cirka to millioner kinesiske soldater DDF Korea til undsætning og stoppede USA`s forsøg på at styrte det socialistiske Korea. Det skete desværre efter at USA`s militær maskine havde dræbt tre millioner koreanere og lagt DDF Korea i ruiner i bogstaveligt forstand.

Genopbygningen
I årene efter krigen stod KAP og dets generalsekretær kammerat Kim Il Sung i spidsen for en gigantisk og meget slidsom revolutionær genopbygning af den nordlige halvdel af Korea. Det var her KAP lancerede Chollima-bevægelsen, som er blevet sammenlignet med Det Store Skridt Fremad i Kina. Og De 3 Revolutioners Bevægelse - den ideologiske, tekniske og kulturelle revolution, der blandt andet skulle omforme folket til mennesker med arbejderklassemoral.
I 1967 udsendte kammerat Kim Il Sung værket 'Om spørgsmålet om overgangen mellem kapitalisme til socialisme og proletariatets diktatur', hvor han yderligere uddyber partilinien og definitionen på proletariatets diktatur. Samme år kunne KAP`s generalsekretær Kim Il Sung efter 14 års genopbygning erklære, at DDF Korea var genopbygget som en uafhængig socialistisk industristat. Det var noget af et mirakel, idet alle odds i det skarpt delte Korea var imod DDF Korea, hvor 85 procent af arealet er ufrugtbare bjerge. Dette skal ses i modsætning til Sydkorea, der traditionelt altid har været Koreas kornkammer. DDF Korea var blevet et samfund med en lang række velfærdsgode som gratis obligatorisk skolegang, gratis daginstitutioner, næsten gratis mad og bolig til alle, en uddannelse til alle, fuldt udviklet gratis sundhedsvæsen, fuld elektrificering af landet og økonomisk og kønsmæssig ligestilling for både arbejdere, bønder, intellektuelle osv. En socialistisk samfundsøkonomi ikke byggende på den sovjetiske model, men med en afbalanceret økonomi med både svær- og forbrugsvareindustri.

Koreas Arbejderparti - et uafhængigt parti
I denne genopbygningsfase var DDF Korea udsat for mange prøvelser udover blokade fra den vestlige verden. KAP og dets ledelse forstod at udvikle et reelt uafhængigt parti, der ikke kom i lommen på hverken det sovjetiske eller kinesiske kommunistiske parti. Kammerat Kim Il Sung kritiserede både den moderne revisionisme, som udviklede sig i Sovjetunionen efter SUKP`s 20. kongres i 1956 og Kulturrevolutionen i Kina. En partilinie, som KAP kaldte Juche-linien eller Juche-idéen, der står for at stole på og bygge på egne kræfter og erfaringer fra ens eget land.
KAP oplevede således i perioder stor utilfredshed fra både Sovjetunionen, der ind imellem straffede DDF Korea ved at stoppe samhandel og teknologisk samarbejde, og fra Kina, hvor man, da kulturrevolutionen var på sit højeste, kaldte DDF Koreas leder for en 'lille fed revisionist' og koreanere bosat i Kina blev forfulgt.
Selvom KAP og dets ledelse både kritiserede (dog uden at nævne navne) den moderne revisionisme og venstreudsving, så arbejdede KAP hele tiden for at holde sammen på enheden i den internationale kommunistiske bevægelse. Det kom blandt andet til udtryk på KAP`s partikonference i oktober 1966, hvor Kim Il Sung fandt det bydende nødvendigt, at den samlede internationale kommunistiske bevægelse aktivt kom Vietnams folk til hjælp efter at USA-imperialismen kraftigt havde optrappet aggressionskrigen imod Vietnam. Han kaldte det enhed gennem kamp.
KAP havde som det måske eneste parti i verden formået at udvikle en aktiv neutralisme i striden mellem SUKP og KKP. Nogle kritiserede i 1960`er og 70`erne KAP for at være 'principløse' og at 'sidde mellem to stole'. Til det har partiets daværende generalsekretær kammerat Kim Il Sung flere gange sagt: 'Vi sidder ikke mellem to stole. Hvorfor skulle vi dog sidde et så ubekvemt sted? Vi sidder altid på vores egen urokkelige marxistisk-leninistiske stol.'

Juche-idéen, filosofi og ideologi.
Siden hen har man i DDF Korea og i KAP videreudviklet Juche-idéen til også at omfatte en Juche-filosofi om at 'mennesket er herre over alting' - en såkaldt menneskecentreret filosofi - og i 1990`erne har KAP lanceret Juche-idéen som en videreudvikling af marxismen-leninismen. Man begrunder det med, at de to ismer er udviklet under andre historiske forudsætninger i Europa og Rusland. Man taler derfor i KAP om Juche-idéen som et nyt ideologisk fundament for den koreanske socialisme, men vel og mærke ikke et fundament, der står i modsætning til marxismen-leninismen. Tværtimod er det KAP`s officielle politik, at anerkende marxismen-leninismens universelle principper og historiske resultater. Et synspunkt, som ikke alle kommunistiske partier er enige i.
De store politiske omvæltninger i Østeuropa og Sovjetunionen i slutningen af 1980`erne og begyndelsen af 90`erne blev i Korea fulgt med den største opmærksomhed og bekymring hos KAP, men aldrig som en egentlig trussel - som en dominoeffekt. Generalsekretær Kim Il Sung kaldte allerede i 1986 SUKP`s politik (uden at nævne navn) en ny form for moderne revisionisme: 'Under navne som Glasnost og Perestrojka følger de moderne revisionister vejen til genetablering af kapitalismen og de dropper internationalismens principper. Det er derfor svært for os at tro på et samarbejde byggende på internationalisme i socialisme-opbygning. Hvad endnu værre er, de er begyndt at lægge økonomisk pres på os fordi vi ikke følger deres forkerte revisionistiske politik.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp