¤¤Hvorfor er der så mange, der har brug for at få lindret nedtrykte sindstilstande her i verdens lykkeligste land? Forklaringen på det er samfundsmæssig, ikke individuel

af Kjeld Stenum
'Hvorfor er der så mange, der har brug for at få lindret nedtrykte sindstilstande her i verdens lykkeligste land? Forklaringen på det er samfundsmæssig, ikke individuelé
Udtrykket 'lykkepiller' stammer fra Aldous Huxleys klassiske berømte fremtidsvision Fagre Nye Verden. Lykkepillen var den medicin, folket spistes af med, så det lod sig slå til tåls med og endog kunne have lykkefølelse i et uretfærdigt kastesamfund. I dag betyder det omtrent det samme. Efter den såkaldte anti-psykiatriske bølge i halvfjerdserne og firserne, der gjorde oprør mod den medicinske psykiatri og vel nærmest havde det yderst fornuftige synspunkt at betragte den politiske handling som den eneste virkelige terapi, tog den medicinske behandling af sjælelige lidelser et fornyet opsving i begyndelsen af halvfemserne med fremkomsten af nye antidepressive midler, der var mildere i bivirkninger og mere målrettet mod at forhindre den forcerede nedbrydning af signalstoffer i hjernen, som man havde fundet ud af sker under depressioner. I dag er samfundet uhyre uudholdeligt og lykkepillen uhyre udbredt. Utrolig mange voksne får antidepressiv medicin.
Man begyndte også at give den til børn. På grund af mistanke om skadevirkninger har Sundhedsstyrelsen imidlertid udsendt en vejledning om, at almindelige praktiserende læger ikke må ordinere lykkepiller til unge under 18. Men unge mennesker skal ikke være ret meget mere end børn, før læger igen rask væk spiser dem af med lykkepiller, hvis de får ondt i sjælen. Hvilket mange mange unge får.

Mange læsere har måske oplevet, at lykkepiller har lindret, hvis enten de selv eller deres nærmeste har været nede med flaget, og synes derfor, det er groft, når jeg bruger udtrykket 'spiser af med'.
Det er det nok også. Men jeg er ikke ude på at hænge den enkelte læge ud. Lykkepillen er måske det bedste, han/hun kan gøre for et menneske, der har det ondt. For almindelige læger har ikke særlig godt greb om psykologi, selv om det vistnok er blevet en smule bedre end det har været, og den almindelige sygesikring dækker ikke psykoterapeutisk behandling, i hvert fald ikke medmindre der er tale om akut krisehjælp i forbindelse med for eksempel ulykker eller lignende. Så systemet favoriserer den medicinske terapi, ingen diskussion om den ting.
Men diskussion burde der være. For en depression kommer ofte ikke alene, men giver stor risiko for fremtidige nye depressioner. Og der findes undersøgelser, der dokumenterer, at mens antidepressiv medicin måske nok på kort sigt er omtrent lige så effektiv til at lindre depressions-symptomer som moderne kognitiv psykoterapi, så er den anvendt alene virkningsløs med hensyn til at forebygge fremtidige depressioner (nogle mistænker den endog for at være skadelig), mens en kombination af medicin og psykoterapi eller psykoterapi alene udstyrer den behandlingssøgende med redskaber til at håndtere fremtidige tilløb til depressioner.
I forbindelse med visse sjælelige lidelser (panikangst) synes undersøgelser dog ligefrem at dokumentere, at det at kombinere psykoterapien med medicinsk behandling er direkte skadeligt for psykoterapiens effekt.

Moderne psykoterapi, kaldet kognitiv terapi, har udviklet sig en del, siden gode gamle Freud gik og afslørede wienske overklassedamers hovedpiner som seksualangst. I dag diskuterer man, om Freud nogensinde fik helbredt én eneste af sine patienter.
Det diskuterer man ikke med den kognitive psykoterapi. Det dokumenterer man, at den gør, og dokumentationen siger, at den i næsten alle sammenhænge er bedre end medicin. Kognitiv psykoterapi eller adfærdsterapi går i grove rids ud på at afdække visse basale antagelser, som den deprimerede kan have, som fører til en uhensigtsmæssig adfærd. For eksempel antagelsen, at hvis jeg dummer mig, så vil alle andre håne eller knuse mig. Derfor må jeg for enhver pris undgå at dumme mig. Det fører til stor tilbageholdenhed hos mig, jeg bliver så bange for at dumme mig, at jeg kan blive socialt isoleret. Og dette er uhensigtsmæssigt, da andre måske kun kan slappe af sammen med mig, når jeg ikke er bange for at dumme mig indimellem.
Til dette har jeg kun det at tilføje, at ja, det er rigtigt, at den tilbageholdende adfærd er uhensigtsmæssig, når jeg er i selskab med ligestillede. Men mange steder i arbejdslivet er adfærden på sin plads. For i mange arbejdssammenhænge er det jo rent faktisk sådan, at du bliver knust, hvis du dummer dig.
Der hvor jeg vil hen er, at man skal passe på, man ikke altid gør alting til et problem i den deprimerede. Villy Sørensen skrev engang noget i retning af, at det er normalt at reagere abnormt på et abnormt samfund. Den bemærkning synes jeg i høj grad stadig har sin ret. Hvorfor er der så mange, der har behov for at få lindret nedtrykte sindstilstande i dag her i verdens lykkeligste land? Forklaringen på det er samfundsmæssig, ikke individuel. Og terapien hedder grundlæggende stadig politisk handling, som den gjorde det i Galebevægelsens dage.

Stiller man det samfundsøkonomiske regnskab op, har den kognitive psykoterapi så mange fortrin, at det uden tvivl bedre ville kunne betale sig for samfundet at satse på den end på medicinen.
Men vores samfund ser altså sådan på det, at det hellere vil hjælpe de store medicinalfirmaer med at skovle penge ind på salget af lykkepiller, end det vil betale til psykologer. Medicinalkoncernerne har sikkert råd til bedre lobbyisme end en bitte psykolog med en privat praksis.
Men er det en bevidst politisk prioritering - og hvorfor skulle det ikke være det? - så er det kynisk klassepolitik til fordel for koncernerne, og med de sindslidende som ofre. Og så er det helt på sin plads at bruge grove udtryk. De dækker over en grov samfundspraksis.