Afrika er verdens matchgruppe 5. Vi har egentlig ikke noget imod dem. Det er bare så håbløst

af Mattias Tesfaye, lærlingekonsulent i 3F
Vi har egentlig ikke noget imod dem. Det er bare så håbløst. Velkommen til Match 5
Få minutter efter at tsunamien i Asien havde trukket sig tilbage og efterladt alt i et ragnarok, stod de der igen. De altid hjælpsomme thailændere, der tilbød at hjælpe turisterne med at finde deres Samsonitekuffert, H2O klip-klapper og den uerstattelige udgave af Lonely Planet, hvor blegfede kragetæer havde understreget netop de markedspladser, hvor det var lettest at prutte forhandleren endnu 35 øre ned i pris for en håndlavet træfigur.

Tjenere og syersker
Turisten er dækket af rejseforsikring og kan vende trygt hjem til Ballerup, efter 48 timers brok over, at den danske ambassade ikke straks organiserede fælles rundkredsterapi. Mens thailænderne har mistet deres hus, deres arbejdsplads og børnenes skole, der vil tage år at få genopbygget.
Alligevel, i en situation hvor alle i princippet burde være lige, alle har lige lidt, tsunamien har taget det hele. Alligevel, optræder thailænderen som tjener. Det er jo trods alt deres rolle her på planeten.
Og kineserne? De syr på livet løs i de systuer, der engang lå i Herning. For i Herning må de ikke sy, her skal de være kreative og innovative og så tilpas videnstunge i røven, at de ikke brokker sig når fabrikkerne flytter.
Det er nu engang deres rolle. Og østeuropæerne, de skal være mobile, flytte sig med årstiderne, og affinde sig med underbetalte job i Vesteuropa.

Danske vatpikke
Det er meget smart. En slags global arbejdsdeling, hvor hudfarve og nationalitet bestemmer, hvad man skal arbejde med.
Globaliseringen skaber ét stort samfund, der strækker sig over alle kontinenter. Problemet er blot, at sammenhængskraften ikke følger med, tværtimod.
Gad vide hvad en kinesisk syerske tænker, når hun har færdiggjort plysbamse nummer en million. Og hun samtidig ved, at hendes eget barn må undvære, fordi bamsen vil koste hende hele ugelønnen?
Jeg må indrømme, at det provokerer mig at tænke på den opdeling af verdens produktion, der foregår med fuld skrue for tiden.
Jeg frygter at alle lande bliver kulturelt fattigere, når jobmulighederne bliver færre. Jeg frygter for eksempel, at vi indfødte danskere bliver en omgang vatpikke, når vi alle sammen sidder og designer dag ud og dag ind. Og dem, der gør lokummerne rene i vores smarte …restads-virksomheder, de er fra Filippinerne og har fået opholdstilladelse, hvis de lover at skride igen, når de er færdige. Ama`r, halshug!
Og moralen renser vi ved, at alle fire millioner danskere en gang om året holder aflads indsamlingsshow i Radiohuset til støtte for ham thailænderen, der hjalp os med at pakke kufferten.
Jeg siger med vilje kun fire, for den sidste million regner vi ikke med i Danmark. Det er de 900.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, der holdes uden for arbejdsmarkedet. Dem er der desværre ikke blevet plads til - andre steder end i den ministerskuffe, hvorpå nogen har skrevet matchgruppe dit og dat.

Afrika i Match 5
På den måde er lille Danmark er et meget godt billede på den store verden. Her har vi nemlig besluttet, at et helt kontinent skal holdes uden for.
Afrika er verdens matchgruppe 5. Vi har egentlig ikke noget imod dem. Det er bare så håbløst. Lad os sende lidt ris og en langhåret nødhjælpsarbejder fra Mellemfolkeligt Samvirke.
Her midt i Uganda, har de hverken tsunamier, plysbamser eller radiohuse. Her handler livet om noget helt andet, og vi finder aldrig ud af hvad.
For vi snakker ikke med matchgruppe 5. Vi snakker kun om dem.
Er det sært, at vi er mange, der prøver at forandre?