06 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Region Sjælland skal satse på kollektiv trafik

Region Sjælland skal satse på kollektiv trafik

Onsdag, 09. november, 2005, 00:00:00

Der skal ensidigt satses på udbygningen af den kollektive trafik, herunder en kraftig opprioritering af den regionale togdrift, samt busser og lokalbanerne som fødelinjer til det regionale jernbanenet

af Svend Erik Christensen, kandidat for Enhedslisten til Region Sjælland
Trafikkaos er dagligdag for pendlerne på Sjælland. Togene er stærkt forsinkede og motorvejene lider af forstoppelser. 25 procent af de erhvervsaktive i Region Sjælland pendler dagligt til Københavnsområdet. Gennem de sidste 20 år er pendlingen fra Region Sjælland til Storkøbenhavn steget fra daglig under 60.000 til mere end 100.000 pendlere.
Det er ikke kun pendling til og fra København, der er udbredt i regionen. Sjælland er det sted i landet, hvor befolkningen har de længste rejser mellem arbejde og hjem. Hver femte har mere end 30 kilometer hver vej til og fra arbejde, og i gennemsnit tilbagelægger pendlerne på Sjælland 20 kilometer om dagen til og fra arbejde og uddannelse.
En yderlig udbygning af regionens motorveje vil ikke løse problemet. Alle erfaringer viser, at større kapacitet på motorvejene vil trække flere biler til. Og når hovedparten af motorvejstrafikken ender i København, så kan man jo spørge sig selv om, hvor københavnerne vil gøre af alle de biler.

Regionalt selskab
Der skal tænkes anderledes. Der skal ensidigt satses på udbygningen af den kollektive trafik, herunder en kraftig opprioritering af den regionale togdrift, samt busser og lokalbanerne som fødelinjer til det regionale jernbanenet. Til gavn både for pendlerne til København og for pendlerne internt i regionen.
Det bliver en af opgaverne for den nye Region Sjælland. Den skal sammen med kommunerne i regionen etablere et regionalt trafikselskab. Det skal samarbejde med Hovedstadsregionens trafikselskab for at få en sammenhæng i den kollektive trafik på Sjælland. En bedre løsning vil være et samlet regionalt trafikselskab for hele Sjælland og Storkøbenhavn, der får ansvar for drift af al kollektiv trafik, lige fra bybusser over metro og S-tog til regionaltrafikken. En lignende løsning fungerer godt på den anden side af Øresund, hvor Skånetrafikken står for al den kollektive trafik. Men sådan en løsning for Sjælland ønskede regering ikke.
Regionen får ansvar for den overordnet trafikplanlægning og driften af de regionale busruter og lokalbanerne, som vi har tre af i Region Sjælland. Kommunerne skal drive bybusser og andre lokale ruter. Staten skal stadig stå for regionaltogene. Det bliver en stor opgave at få det til at hænge sammen. Derfor er der behov for nogle visionære tænkende folk i det kommende sjællandske trafikselskab. Nogle der vil satse på den kollektive trafik.
Kun syv procent af transporten i den nye Region Sjælland foregår med kollektiv trafik. Hele 73 procent bruger bilen. Det skal ændres. Vi skal have færre biler og flere tog og buser. Det vil kun ske, hvis den kollektive trafik både bliver udbygget og billigere.
Der har gennem årene været mange forslag på bordet. Forslag der både vil opprioritere den kollektive trafik og udbygge motorvejene. Men intet er sket! Det gode forslag til forbedringer af togtrafikken på Sjælland er endt i mølposen.

Udbygning af banen
Enhedslisten støtter en udbygning af banen mellem Ringsted og København H. Der er nu fremlagt en strategiplan. Det ene forslag med et 5. spor mellem Høje-Tåstrup og Hvidovre vil give væsentlig mere kapacitet og flere tog mellem Roskilde og København. Det vil også, sammen med det 2. spor mellem Vipperød og Lejre, give væsentlig flere og hurtigere tog mellem Kalundborg/Holbæk og København. Den forøgede kapacitet vil også give mulighed for at genindfører den direkte forbindelse mellem Roskilde og Lufthavnen, samt en regionalstation ved Danshøj, der vil forbinde regionaltrafikken med S-togene på den nye ringbane.
Det andet forslag med en helt ny banestrækning mellem København og Ringsted over Køge har også sine fordele. Det vil give bedre forbindelse fra Køge/Faxe og Stevns til København. Og det vil betyde kortere rejsetid fra det øvrige Vest- og Sydsjælland til København. Hvis der etableres nye stationer ved Ny Ellebjerg, Greve, Køge Nord og øst for Borup, vil det være med til at flytte folk fra biler over i toget.
De to løsninger bør ikke ses som to alternativer. Lad os både få det 5. spor mellem Høje-Tåstrup og Hvidovre og en ny bane mellem København og Ringsted over Køge. Der er penge nok til en kraftig udbygning af jernbanenettet, hvis vi skrotter de store motorvejsprojekter og Femer Bælt Broen.

Det haster
Men vigtigst af alt. En løsning kan ikke vente længe. De to store udbygningsprojekter må sættes i værk hurtigst muligt.
Men det er ikke nok, at udbygge hovedbanerne på Sjælland. Hvis vi skal have flere passagerer over fra bil til tog, så skal den kollektive trafik også effektiviseres i Københavnsområdet Her skal der satse bredt: Busser, letbaner, sporvogne, S-tog og metro.
De lokale banelinier, der har tilslutning til de store hovedbaner, skal opprioriteres. Lille Syd mellem Roskilde og Næstved og lokalbanen mellem Køge og Fakse Ladeplads/Rødvig skal forbedres og have større kapacitet, så der bliver direkte forbindelse fra disse baner til den nye station Køge Nord på den kommende banestrækning mellem København og Ringsted.
Enhedslisten går ind for Vestsjællands Lokalbaners forslag om direkte forbindelse mellem Nykøbing Sjælland og Roskilde og mellem Nykøbing Sjælland og Slagelse. Herudover bør banestrækningen mellem Næstved og Kalundborg reetableres.
Alt i alt må det gennemtænkes, hvordan lokalbanerne og busserne kommer til at hænge bedre sammen med det regionale jernbanenet. Det bliver en af opgaverne for den nye Region Sjælland og det sjællandske trafikselskab. Her har Enhedslisten et klart bud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp