Det siges, at grønlænderne har 17 ord for sne. Jeg spekulerer på hvor mange ord for gråt beton, de har i Seine-Saint-Denis, og om bare et enkelt af dem, bærer en smule stolthed og håb i sig.

Læserbrev af Mattias Tesfaye, lærlingekonsulent i 3F
Francois Mitterand, den tidligere socialdemokratiske præsident i Frankrig, udtalte engang om arbejdsløse unge, der vokser op i ghettoerne: 'Hvad håb har en person, der er vokset op i et kvarter uden sjæl... fængslet mellem grå mure, i grå omgivelser og dømt til at leve et gråt liv?'
Ikke meget, kunne man svare. Men mennesket vil ikke bare overleve, vi vil leve. Og hvis omgivelserne er grå, giver vi selv det grå mening og håb. Præcis som livstidsfangen, der utrætteligt forsøger at gøre enecellen hjemlig.
Forstæderne nord for Paris er vildt fascinerende. Her levede de hundredetusinder af gæstearbejdere fra Frankrigs tidligere kolonier, der blev hentet op i de tre årtier, franskmændene kalder 'les trentes glorieuses' - de gyldne år, efter Anden Verdenskrig.
I samme år opstod begrebet 'det røde bælte', der blev brugt som betegnelse for kommunerne rundt om Paris. Rødt fordi borgmestrene var fra PCF, det franske kommunistparti. Det lykkedes derimod aldrig kommunisterne at vinde det fælles borgmestersæde over de tyve parisiske arrondissmenter.
Senere er forstæderne i det nordlige forstads département Seine-Saint-Denis, først og fremmest blevet kendetegnet ved apati, håbløshed og opgivenhed. Kommunisterne sidder stadig på et par enkelte borgmesterposter, nord for motorringvejen der adskiller Paris fra forstæderne, men stemmeprocenterne har foretaget et bungeejump fra Eiffeltårnet og nedad.

Ikke deres by
I øvrigt betyder Frankrigs tradition for en voldsomt centraliseret statsmagt, at det slet ikke giver mening at snakke om kommunalt selvstyre, som vi kender det i Danmark. Borgmesterkæder er groft sagt mest til pynt.
De unge der vokser op i Seine-Saint-Denis, ved godt at lufthavnen Charles De Gaulle, ligger i området. Men generalen er ikke deres landsfader. De har set flyene lette, men får aldrig selv råd til at være passager. De kender Frankrigs nationalstadion, Stade de France, der blev bygget op til VM i 1998, men har aldrig selv stået på tribunerne, med en halv flaske god rødvin i baglommen, og sunget 'le Marseillaise'.
Jeg var engang på en forlænget weekend i Paris, hvor vi forsøgte at gå i Pariserkommunens fodspor. Rigtig god tur. Vores hotel lå faktisk i Seine-Saint-Denis, og herude mødte jeg en jævnaldrende fyr, der bildte mig ind, at han aldrig havde set Eiffeltårnet. Jeg mener, det siger vel alt.
Jeg kommer som turist og vil lære land, kultur og historie at kende. Men han genkender intet. Jeg spiser baguette på bakkerne op til Sacré-Coeur, smiler tilbage til Mona Lisa på Louvre og flirter med pigerne under de hundredvis af tricolore flag på Champs-Ellysees. Men fyren fra forstaden har aldrig set tårnet, der ellers kan ses fra ethvert 3. sals vindue i hele byen. Det er ikke hans land jeg besøger.

Forstædernes sprog
Til gengæld har de unge anden- og tredje-generationsindvandrere, skabt deres egen nation. Fransk historie, gastronomi, musik, litteratur, moral og anden kultur er skubbet til side. Og i stedet er der blandt andet kommet et helt nyt sprog, som det franske sprognævn, der nidkært våger over ethvert angreb, og tvangssynkroniserer Hollywood, nægter at anerkende. Et sprog flere hundrede tusinde unge snakker og forstår hovedsageligt i forstæderne til de største byer, Lille, Paris, Lyon, Marseille og så videre.
Det er også ligemeget, at statsmagten ikke anerkender livet i ghettoen, for forstæderne har sit eget sprognævn. Det består af en enorm underskov af rapgrupper, der ved at bruge de nye ord og den skæve grammatik aktivt, giver sproget street-credit. Og det er vel i sidste ende alt, hvad ord kan håbe på.
En ven fra Geneve forsøgte at forklare mig, hvordan sproget er opbygget. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod det hele. Men det skulle efter sigende være en blanding af flere forskellige arabiske dialekter, og en strengt forvrænget udgave af det han kaldte 'underklasse fransk'.
Det siges, at grønlænderne har 17 ord for sne. Jeg spekulerer på hvor mange ord for gråt beton, de har i Seine-Saint-Denis, og om bare et enkelt af dem, bærer en smule stolthed og håb i sig.