Når man står i den virkelige verden og skal træffe sine valg, så er man nødt til at tage bestik af verden, sådan som den rent faktisk er, og ikke som den fremstilles i politikerretorik eller i det offentlige systems sagsbehandlinger

af Kjeld Stenum
De, der er blevet så nedslidte som tresårige, at de ikke længere kan tjene deres løn på traditionel vis på arbejdsmarkedet, skal have efterløn. Det er i hvert fald ifølge politikerne kernen i efterlønstanken. Det var det, da den i sin tid blev indført, og tanken i senere reformer og også i debatten om endnu en reform er angiveligt at målrette den endnu mere til dette formål.
Forleden kom vi til at snakke om det i skuret. En af mine makkere hører helt klart til ovennævnte kategori af netop dem, som er for nedslidte til at kunne lade sig udsuge på arbejdsmarkedet på traditionel vis indtil pensionsalderen, og som efterlønsordningen derfor er målrettet imod. Han har dårlig ryg. Det er der en del jord- og betonere, der har, selv om det ikke er så mange som i gamle dage. Han havde fraværsdage ind imellem, så var han hos lægen for at få at vide, at han skulle finde sig et andet arbejde.
Men det er ikke nemt, når man er på den anden side halvtreds. Man er ikke specielt motiveret for at omskole sig i den alder. For det er jo meget unge mennesker med meget stor erfaring og ikke meget gamle mennesker med slet ingen erfaring, der efterspørges på arbejdsmarkedet, og beskæftigelseschancerne efter en omskoling er jo reelt nul. Og et andet ufaglært arbejde, som skåner en ødelagt ryg, ja, hvor finder en seksoghalvtreds år gammel stodder sådan noget? Altså, det er ikke for at male situationen sort. Men når man står i den virkelige verden og skal træffe sine valg, så er man nødt til at tage bestik af verden, sådan som den rent faktisk er, og ikke som den fremstilles i politikerretorik eller i det offentlige systems sagsbehandlinger. Så min makker - jo, på grund af sin ryg burde han jo holde op. Det ville ryggen have bedst af, og en kynisk økonomisk betragtning ville vel også sige noget i retning af, at det var samfundsmæssigt bedre, om en ung kom ind og blev lært op på hans plads, end at han gik og blev dårligere og dårligere til selv at fylde den ud for så til sidst at være helt ødelagt og behandlingskrævende, når han nåede efterlønsalderen.
Men hvis han valgte denne den rationelt set rigtigste løsning, så røg efterlønnen, og det så han jo meget berettiget som en stor uretfærdighed. Han havde gået og betalt til den i mange år, og alle sagde jo, at den var beregnet til netop sådan nogle som ham. Så han valgte at forsøge at ride krisen af indtil efterlønsalderen, selv om det betød, at han måtte tillade sig at være syg ind i mellem.

Det blev imidlertid værre og værre med ryggen, og nu er han langtidssygemeldt. Det er ikke længere firmaet, men det offentlige, der betaler hans sygepenge, men formelt set er han stadig ansat. Og så længe tingene står sådan, er han efterlønsberettiget, og alt er o.k. Det får jo imidlertid en ende, man får ikke lov til at gå sådan i fire år. På et tidspunkt bliver man fyret, og så skal der tages stilling til, om man stadigvæk er arbejdssøgende, eller om man skal førtidspensioneres. Og er man førtidspensionist, så er der nul efterløn. Så han var nødt til at foretage sig noget.
Jeg er faktisk heller ikke sikker på, at han ikke under sit lange sygefravær var kommet til at savne den daglige gang røg fra makkerne en smule. Så han ringede ind til formanden og spurgte, om han ikke kunne få et eller andet skånejob med at gøre skure rene og køre efter værktøj og den slags og med lidt færre timer, så han kunne bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet bare de fire år endnu, som han havde tilbage. Og dagen efter kom formanden og forelagde det i sjakket. Nu har vi jo kendt ham i mange år, og selv om han måske ikke har været så meget bevendt som makker i de senere år set ud fra et rent produktionsmæssigt synspunkt, så betyder han faktisk en del for sjakkets trivsel, fordi han har en god humor, der straks i starten afvæbner de tilløb til konflikter, som et stresset arbejdsklima ustandseligt afføder. Så vi mente bestemt, der var plads til ham i sådan et arbejde.

Det mente de imidlertid ikke fra firmaets side. Eller - de ville da godt være åbne overfor at oprette sådan et skånejob. Men det kunne ikke gøres, uden at det ville have konsekvenser. Som det stod nu, var han sygemeldt, men fuldtidsarbejdssøgende. Skulle stillingen oprettes, kunne han imidlertid ikke blive ved med at være fuldtidsarbejdssøgende. Og hvis han ikke var fuldtidsarbejdssøgende, når han nåede efterlønsalderen, så var der alligevel nul efterløn. Så den udvej ville de bestemt fraråde ham. Jeg er ikke inde i detaljerne omkring de bestemmelser, men det lyder jo reelt nok fra firmaets side.
Så konklusionen på hele historien, nu hvor efterlønsordningen står foran at skulle strammes op, så kun de virkeligt nedslidte kan få den: Sørg for at blive slidt så meget ned, at du reelt ikke kan arbejde mere, for ellers kan du ikke få efterløn! Men sørg samtidig for at time din nedslidning, så du lige nøjagtigt ikke kan arbejde længere den dag, hvor du bliver efterlønsberettiget! For sker det før, så kan du heller ingenting få!
Det nåleøje bliver det nok meget få, der kan slippe igennem. Og mon ikke det lige netop er det, de vil opnå?