I årtier har vi protesteret mod sociale nedskæringer, vi har argumenteret for deres asocialitet og unødvendighed, mens vi klamrede os til det, der var tilbage. Tiden er inde til at tænke stort og anderledes

af Hanne Reintoft, socialrådgiver
Ingen med analytisk og politisk sans i behold kan tvivle om, at statsministerens langsigtede mål er at indføre sin berygtede minimalstat. I denne strategi anvender han velgennemtænkte metoder.
Mens han ved valgene bedyrede, at der ikke ville ske såkaldte velfærdsreformer, nedsatte han en velfærdskommision (RVK) bestående af fortrinsvis økonomer af anerkendt borgerlig observans.
Denne kommission skal afgive betænkning den 7. december, men ingen er i tvivl om, at den har opfyldt sit kommissorium - nemlig at dokumentere, at det danske samfund ikke længere har råd til den hidtidige - forøvrigt efterhånden ret pauvre -velfærd, at der bør indføres brugerbetaling, at overførselsindkomsterne skal yderligere forringes og først og fremmest, at de ældre skal arbejde længere (selv om arbejdsmarkedet ikke vil have dem) og at det i det hele taget er en besværlig og omkostningskrævende gruppe, der skal sættes på plads. Overordnet anfægtes vort universelle sociale princip, og der plæderes for et snævert socialt ydelsessystem kun for de fattige.
'Du puslingland, der hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge', digtede Jeppe Åkjær. Hele verden brænder unægtelig nu omkring os, mens RVK sidder og beregner skattetrykket om 40 år. Man kunne slå sig på lårene af grin, hvis ikke man alt for klart mærkede hensigten.
Statsministeren er fikseret på meningsmålinger. I den anledning har han indført et ganske smart 'prøveballonsystem'. Socialministeren anfægter lighedsbegrebet, Dansk Folkeparti strammer deres for os alle dybt anstødelige ordvalg om mennesker af anden etnisk herkomst, og nu kommer på RVK med truende meldinger om, at vort eksisterende sociale system vil føre os ud i uoverskuelige skattestigninger. Analysen af bruttonationalproduktets stigning er svagere. Hvorfor mon?
Socialpolitisk Forenings alternative velfærdskommision har udgivet en glimrende betænkning med svært modsigelige argumenter. Snart kommer også Ældresagens velfærdstænketank med en imødegåelse af RVK`s profetier.
Mit spørgsmål er, om det er nok. I årtier har vi protesteret mod sociale nedskæringer, vi har argumenteret for deres asocialitet og unødvendighed, mens vi klamrede os til det, der var tilbage. Indimellem har vi gjort det med stor entusiasme, til andre tider nærmest jamrende med vægt på småborgerlig forargelse.

Genskab respekten
Tiden er inde til at tænke stort og anderledes.
Vi befinder os ikke længere i det gamle industrisamfund, men i et højteknologisk videnssamfund.
Lige meget om vi kan lide det eller ej, er vi inde i globaliseringens tidsalder, og selv om fagbevægelsen på dette område kæmper energisk, vil vi antagelig få stor tilgang af udenlandsk arbejdskraft, der på grund af fattigdom ikke vil respektere det danske arbejdsmarkeds vilkår. Foran os ligger et servicedirektiv fra EU, der vil anspore denne udvikling.Den allerførste store opgave vil være at genskabe respekten for hvert enkelt menneskes livsskæbne og velfærd. I øjeblikket går vi den modsatte vej med diskrimination og stigmatisering. Den seneste opdeling af vore mest udsatte medborgere i 'matchgrupper' er et ubehageligt eksempel herpå.
Vi må og skal få befolkningen til at forstå nødvendigheden af at fastholde vort universelle system, hvor alle i et progressivt skattesystem yder for derefter at nyde, når sygdom, ulykke, arbejdsløshed og alder melder sig. Det er en ganske stor opgave at skabe forståelse for at bevare denne model, da ideen om kun fattigforsorg har grebet mange -også velmenende mennesker, der synes, at vi først og fremmest skal hjælpe de svage.
Som led i regeringens fritvalgsprogrammer og som følge af for eksempel dagpengenes ringe indkomstdækning vil private forsikringsselskaber i modsat fald se frem til store, nye indkomster.

Ikke alle kan arbejde
Nye produktionsformer udvikler nye sygdomme. Vi fik kolera på grund af manglende kloakering i 1853. I dag angribes mennesker af andre lidelser. Kendt er stresssygdommene, stigningen i kræfttilfælde, internationalt udbredte epidemier, erhvervssygdomme med videre.
Der må gøres en stor indsats for at forebygge og helbrede. Men rent socialt må disse sygdomsramte mennesker sikres og beskyttes mod den diskrimination, som de nye sygdomme hidtil har været omgærdet med. Tænk blot på diskriminationen af fibromyalgi- og piskesmældpatienterne.
Dagpengesystemet var engang tænkt som et kompensationssystem mod indkomstbortfald. Den manglende satsregulering har udhulet dagpengene, og der skal udtænkes et helt nyt kompensationssystem for syge selvfølgelig suppleret med rehabilitering og eventuel pensionering. Ellers vælger de velbjærgede private forsikringer og mister interessen for fællesskabets socialpolitik.
Samtidig kommer vi til at se i øjnene, at der vil være mennesker, der ikke kan finde placering på et arbejdsmarked, hvor man ikke længere kan klare sig med sin hakke, sin skovl og sin spade. Dette har intet med den påståede mangel på arbejdskraft at gøre. Den kan eventuelt gøre sig gældende -vi vil se det, før vi tror det -uden at efterspørgslen løser de omtalte menneskers problemer.
Nedværdigende aktivering, kontrol og trusler må selvfølgelig ophøre. De mennesker, der kan placeres på arbejdsmarkedet via uddannelse eller oplæring må tilbydes den.
De andre - og her kommer det store problem - må have mulighed for et værdigt, respekteret og økonomisk forsvarligt liv uden arbejdsmarkedstilknytning.
Ethvert samfund har mange uløste opgaver. En del af dem kan løses af denne gruppe mennesker til normal løn. De andre må - stadig på et forsvarligt levegrundlag - have tilbud om en tilværelse i samspil med andre mennesker, for et fornuftigt aktivitetsniveau sammenkædet med en almen respekt og venlighed. Man kan vælge egentlig pensionslignende forsørgelsesformer eller finde nye modeller.
Samtidig må boligmarkedet omstruktureres, så adgang til sunde og betalbare boliger bliver tilgængelige for alle, ligesom det er helt nødvendigt, at samfundets transportsystem udbygges og forbedres, så mangel på bil ikke bliver en hæmsko.
De svageste grupper - tunge plejepatienter, psykisk syge og så videre vil i et sådant system have brug for ganske særlig opmærksomhed og stor omsorg. De vil for det meste ikke være i stand til at kæmpe for deres rettigheder. Kontrollen med deres velfærd bør udbygges kraftigt.

Her skal skatten stige
Ældregruppen vil fremover i endnu højere grad end i dag været en broget skare. Nogle vil foretrække lang tilknytning til et for dem behageligt og udfordrende arbejdsmarked. Andre vil have opsparet betydelige formuer og således være uden for farezone. Også i ældrepolitikken skal det universelle system fastholdes men indsatsen skal intensiveres for den ikke helt lille gruppe, der befinder sig omkring fattigdomsgrænsen. Det drejer sig om vore mest forslidte og dårligst lønnede ældre samt de allerældste.
Det sociale arbejde må undergå en ganske betydelig forandring. I de sidste årtier har de professionelle i (for) høj grad accepteret omstillingen til tvang, kontrol og mistænksomhed. Disse teorier -uanvendelige i ordentligt socialt arbejde -må skrottes, således at det sociale system igen i ordets bedste forstand bliver en servicevirksomhed med højt ansvar for menneskenes lykke og trivsel. Det bliver et stort arbejde både for de sociale uddannelsessteder og fagenes teoretikere.
De mange, der kan tilpasse sig og drage fordel af deres tilpasningsdygtighed til nye produktionsformer, må se i øjnene, at de ikke kan fredes skattemæssigt. De er i forvejen begunstiget med høje lønninger og stor formuetilvækst.
De kommer til at forstå, at der ikke skal indføres en minimalstat, men en maksimalstat -med maksimal trivsel for hvert eneste individ.
De klogeste vil indse, at det i høj grad medvirker til egen trivsel og tryghed.
Omsættes et sådant dansk system til den hele klode, ligger vel her den eneste overlevelsesmulighed på en jord, hvor konfrontationen mellem rigdom og fattigdom er nært forestående.