Skattestoppet udhuler den offentlige sektors indtægtsgrundlag, hvilket over tid gør det umuligt at fastholde en række universelle velfærdsydelser i den offentlige sektor

af Preben Etwil, økonom og ekstern lektor på SAXO-Instituttet, tilknyttet Den Alternative Velfærdskommission.
Der kan ikke herske tvivl om, at Regeringens Velfærdskommission består af nogle af Danmarks dygtigste økonomer, og at de anvender Danmarks mest avancerede økonomi-model (DREAM).
Men inden at man falder på halen for det, er det vigtigt at fastslå, at deres analyser er og forbliver økonomisk ingeniørarbejde. Ingen fremskrivning er bedre end de forudsætninger, der forlods er lagt ind i modellen. Deres analyser og deraf følgende anbefalinger er begrænset af regeringens eget kommissorium, der kun ser på det fremtidige finanspolitiske råderum, eller mangel på samme.
Velfærdskommissionen vil forventelig komme med en række reformforslag den 7. december, der højst sandsynlig vil foreslå, at man dropper eller reducerer efterlønnen, at man hæver pensionsalderen, at man øger incitamenterne til at forsikre sig, at man hæver brugerbetalingen, at man reducerer de indkomstoverførsler, der specielt er knyttet til arbejdsmarkedet og så videre. Alle samme reformforslag der er solidt funderet i en superliberal tankegang.
Ingen, absolut ingen, kan sige hvordan verden ser ud om 35 år. Alligevel peger alt på, at der i fremtiden bliver flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder, og de indtræder senere på arbejdsmarkedet. Herom hersker der ikke den store uenighed. Den Alternative Velfærdskommission er dog ikke enige med Regeringens Velfærdskommission om de økonomiske konsekvenser af denne udvikling. Det har den forsøgt at redegøre for i bogen: 'Velfærdsstatens fremtid' fra Socialpolitisk Forlag.

Ulven kommer - ikke
I kort form kan man sige, at Regeringens Velfærdskommission er for pessimistiske på en række centrale velfærdsområder:
-Den tidlige tilbagetrækning er for overdrevet.
-Pensionsbomben er allerede i dag afmonteret.
-Udgifterne ved fremtidens ældrepleje/service er sat for højt.
-Arbejdsmarkedet randområde kan minimeres langt mere end forudsat.
-Der er politisk mulighed for skattereformer, der omlægger skat fra indkomst til kapital.
-Velfærd for de fattige giver fattig velfærd for de mange.
Når man læser Velfærdskommissionens forskellige rapporter, får man det indtryk, at mennesker kun er styret af såkaldte økonomiske incitamenter (noget for noget).
Fjerner eller forringer man de sociale sikringsordninger øges arbejdskraftsudbuddet, hvilket automatisk forøger efterspørgslen efter arbejdskraft. Denne sammenhæng, at udbuddet skaber sin egen efterspørgsel, har man ellers forladt i økonomkredse helt tilbage i 1930`erne, da teorien vil kræve at lønningerne er fleksible nedadtil - og at der ikke findes en politisk vedtaget fattigdomsgrænse.

Diskussion af tilbagetrækning
Regeringens Velfærdskommission vil helt givet lægge op til at efterlønnen i sin nuværende form ændres, da den efter Velfærdskommissionens opfattelse betyder, at pensionsalderen reelt bliver sænket, og det har man ikke råd til i fremtiden, hvor 400.000 flere gamle skal forsørges af 400.000 færre på arbejdsmarkedet.
Den Alternative Velfærdskommission mener imidlertid, at færre i fremtiden vil trække sig tilbage blandt andet på grund af øget uddannelse, og at der ikke skabes flere arbejdspladser ved, at man ikke kan trække sig tilbage. Den fordelingspolitiske kamp består ikke i at begrænse adgangen til efterlønnen, men at skabe en økonomi, der frembringer flere arbejdspladser.
Hertil skal lægges, at en afskaffelse af efterlønnen og en forhøjelse af pensionsalderen navnlig vil ramme og forringe velfærden for de dele af befolkningen, som har været udsat for særlig kraftig nedslidning på arbejdsmarkedet. Ifølge undersøgelser af LO og A-kassernes Samvirke vælger mellem en tredjedel og halvdelen af de, som efterhånden går på efterløn, at gøre det på grund af nedslidning.
Den Alternative Velfærdskommission mener, at Regeringens Velfærdskommission overhovedet ikke har overblik over hvilke faktorer, der i realiteten styrer tilbagetrækningsmønstret på arbejdsmarkedet. Det er ikke alene muligheden for efterløn, der er afgørende for tilbagetrækningen, men en lang række andre faktorer, som Velfærdskommissionen bevidst undlader at bringe i spil, når der skal peges på fremtidige velfærdsreformer. Den Alternative Velfærdskommission peger både på, hvilke forhold der påvirker tilbagetrækningen, men også forhold der kan fastholde arbejdskraften på arbejdsmarkedet.
Tilbagetrækningsmønsteret er påvirket af:
-Pull-effekten: Det kan økonomisk betale sig at trække sig tilbage med en efterlønsordning.
-Push-effekten: Man bliver ufrivilligt presset ud af arbejdsmarkedet.
- Jump-effekten: Man springer frivilligt ud i den tredje alder.
Fastholdelsesmønsteret er bestemt af:
-Stay-effekten: Man bliver på arbejdsmarkedet, fordi man har et godt arbejdsmiljø, et attraktivt job og en god løn.
-Stuck-effekten: Man bliver på arbejdsmarkedet, fordi indkomsten er nødvendig for at opretholde sit leveniveau.
Den Alternative Velfærdskommission efterlyser derfor en debat om hvilket krav, der kan stilles til fremtidens arbejdsmarked, frem for hvilket krav der kan stilles til arbejdernes villighed til at gå ned i løn og sociale ydelser.
Det er nu engang sådan, at den manglende arbejdstilknytning ikke løses ved kun at sænke ydelsesniveauerne, da der nødvendigvis ikke skabes flere job ved at udbuddet stiger. Det vil samtidig lede til en fattigdoms-fælde.
Den øgede arbejdsmarkedstilknytning skal løses gennem social integration i stedet for social disciplinering: Det er ikke ydelserne, der er for høje, men kompetencerne og kvalifikationerne der er for lave. Behovsorienteret opkvalificering virker nu engang bedre end krav om tvungen arbejdspligt. Motivation er mere virkningsfuld end sanktioner.
Det er samtidig karakteristisk, at Regeringens Velfærdskommission underkender den danske 'flexicurity-model', der bygger på tre ben: Lav ansættelses- og jobgaranti, aktiv arbejdsmarkedspolitik og en relativ høj social beskyttelse.
Når Velfærdskommissionen kommer med deres endelige rapport til december, forslår de med stor sandsynlighed, at den sociale beskyttelse skal minimeres kraftigt. Dette vil betyde, at jobgarantien og den sociale beskyttelse vil blive indarbejdet som en del af de individuelle overenskomster, hvilket medfører et langt mere usmidigt arbejdsmarked til stor skade for danske arbejderes konkurrenceevne i en globaliseret verden.

Alternativet ligger lige for
Den Alternative Velfærdskommission har i kort form formuleret alternativet sådan:
- Udsæt drastiske reformer, men sæt ind her og nu med foranstaltninger der bidrager til at løse fremtidens udfordringer.
- Fjern skattestoppet - og invester i uddannelse, forskning og innovation.
-Forøg efteruddannelsen og eliminer aldersdiskrimination.
-Indret arbejdsmarkedet så man i højere grad end i dag undgår nedslidning, sygdom og social udstødning.
Der vil være milliarder af kroner at spare på fremtidig kontanthjælp (og integrationsydelser), sygedagpenge, efterløn og førtidspension, hvis man startede nu på at investere i fremtiden. Vi skal gå ad investeringsvejen i stedet for ad opsparingsvejen som foreslået af Velfærdskommissionen.
For Den Alternative Velfærdskommission betyder skattestoppet et diskret men meget virkningsfuldt angreb på det nuværende danske velfærdssamfunds grundprincipper:
-Skattestoppet udhuler den offentlige sektors indtægtsgrundlag, hvilket over tid gør det umuligt at fastholde en række universelle velfærdsydelser i den offentlige sektor. Dette betyder, at presset for reformer vil stige
-Skattestoppet nødvendiggør over tid privatiseringer, da det offentlige ikke længere kan levere den ønskede kvalitet
-Skattestoppet vil udhule skatteprogressionen
-Skattestoppet vil umuliggøre skatteomlægninger fra indkomst til kapital
-Skattestoppet vil over tid indlejre sig som en politisk rettighed, der vil blive svær at flytte. Hermed er vejen banet for den såkaldte 'minimalstat', hvilket bliver den nuværende velfærdsstats politiske død.
Så kultur- og værdikampen består ikke i at skælde ud på de fremmede, lægge de tidligere kommunister for had, latterliggøre de kulturradikale eller at rakke ned på folkeskolen. Kulturkampen består i at bevare den universelle velfærdsstat, at fastholde sammenhængskraften i samfundet mellem de forskellige grupper - socialt og aldersmæssigt. Den kamp begynder med kampen mod skattestoppet, og den er både konkret og fremadrettet.