Vi hører næsten dagligt om ¤¤terrorangreb¤¤ i snart hele verden. Det virker som om, terror og terrororganisationer er blevet et ¤¤modebegreb¤¤. Eller et ord man bruger for at slippe godt fra tage stilling til hvad der ligger bag

af Helin Amed, Odense
Er vi blevet for hurtige til at udnævne voldelige begivenheder og almindelig opstand til terror? Eller er der virkelig blevet flere sådanne begivenheder?
Hvad er der sket med de gode gamle begreb som opstand, revolution, og krig. Disse begreber fortæller noget om hvad der ligger bag handlingerne.
Terror er et ord vi alle foragter stærkt og derfor er pressen nok tilbøjelig til at slynge om sig med dette ord. Det virker bedre og stærkere og derfor sælger det flere aviser. Når vi ser en voldelig handling, hvor uskyldige kommer til skade, så er det terror. Uden hensyntagen til hvilken desperation der ligger bag handlingen. Vi kan god slå fast, at jeg afskyr alle former for voldshandlinger, men der er jo en grund til at nogle mennesker, grupper eller organisationer tyer til disse handlinger. Hvorfor ikke fokuserer på disse ting?
Det er lige som et lille barn, der ikke får opmærksomhed nok. Barnet vil ty til mere og mere drastiske eller højlydte handlinger, for at få mulighed for at blive hørt. Hvad sker der med sådan et barn, når man gang på gang overhøre dets råb om måske hjælp? Barnet vil enten lukke sig ind i sig selv og opbygge en indre vrede, eller føle at det intet er værd. Eller barnet vil begynde på voldelige handlinger så som at bide og sparke.
Er det ikke nøjagtigt det samme der sker i verden i dag?

Eksempel Tyrkiet
Et land som Tyrkiet består af mange forskellige folkeslag og folk med forskellige traditioner. I Tyrkiet lever der omkring 25 millioner kurdere. Kurderne er blevet undertrygt og chikaneret og tortureret i generationer.
Disse kurdere har i årtier forsøgt at få verden til at forstå, at der foregår forfærdelige ting så som udryddelse af hele kurdiske landsbyer, næsten daglig drab af civile, og andre totalt umenneskelige forhold, som vi her i lille Danmark har så svært ved at forstå kan være sandt, at vi vælger ikke at tro på det, for det gør ondt på vores menneskelige sjæl, hvis vi tror at disse ting kan ske.
Det er ikke alle de kurdiske 'børn', der lukker sig inde i sig selv for at kunne overleve disse frygtelige behandlinger. Nogle af dem forsøger stadig at råbe om hjælp. De forsøgte at råbe så længe, at de til sidst brugte skrappere midler for at blive hørt.
Kurderne fik en politisk leder, som måske kunne råbe Tyrkiets regering og verden op. Men nejé I Tyrkiet findes ikke ytringsfrihed, så da kurdernes leder, Abdullah …calan, prøvede, satte de ham i fængsel på en fangeø. Her har han så i årevis styret de kurdiske oprørsstyrker, eller skal vi sige prøvet at bremse dem og stoppe dem fra voldelige handlinger. Ham kalder nogle dele af verden for en terroristleder.
Apropos …calan så vandt han en sag ved menneskerettighedsdomstolen i Haag, om at han var blevet umenneskeligt behandlet både i fangenskabet og ved tilfangetagelsen. Alle kurdere jublede. Og verden hørte det, men hvad verden ikke vil høre er, at Tyrkiet ikke vil følge menneskerettighedsdomstolens dom om at …calans retssag skal gå om. Regeringen i Tyrkiet har syltet sagen? Kunne det ikke være grunden til at kurderne har fået nok nu?
Frihedskamp eller terror
…calan og det kurdiske folk ønsker ikke at løsrive sig. Det er ikke det de prøver på. De vil bare have lov til at leve et fredeligt liv sammen med tyrkere i Tyrkiet. Uden daglig vold. Men nej nogle aviser kalder PKK for en kurdisk løsrivelsesorganisation, andre kalder den for en terroristorganisation.
Jeg vil påstå, at den ikke er nogen af delene. PKK er et politisk parti, der har prøvet længe at blive hørt. Og gang på gang er blevet kulet ned, så de til sidst er blevet voldelige. Og dog vil jeg ikke engang kalde dem for voldelige, for nok de har en hær af frivillige, men denne hær rykker kun ud for at forsvare uskyldige civile.
Men nogle af dem har så fået nok og er begyndt på bomber, selvmordsbomber og så videre. Disse kalder sig for TAK. Dette er terror. Men hvorfor? Jo, det er åbenbart det eneste der virker, for at få verdens øjne på for hvad der sker, for det er kun, når sådanne ting sker, at pressen skriver om det.
Det er faktisk så grelt, at i øjeblikket har civile kurdere besat tre af deres egne byer, for de har fået nok af drab, tortur og ydmygelse, men ingen i vesten skriver om det. Og det sidste er, at Tyrkiets hær skyder løs på civile mænd, kvinder og børn for at stoppe revolutionen. Jeg vil påstå det er en revolution. Det der udløste denne opstand var, at Tyrkiets militær igen ville sprænge en bombe for at give kurderen skylden, men nogle kurdere fangede dem. Er det ikke grotesk?
Hvad ville du gøre, hvis det var dig, der var kurder? Ville du prøve at gemme dig i mængden og lukke øjnene for, hvad der sker, og lade dine børn vokse op med daglig frygt og en følelse af at de intet er værd? Eller hvordan ville du prøve at ændre forholdene? Jeg tror vi skylder alle mennesker at have rigtig ytringsfrihed. Og apropos ytringsfrihed - den er vist ved at dø langsomt her i Danmark.
Nok kan man sige hvad men vil, men pressen eller hvem der nu styrer pressen, bestemmer hvordan ens historie skal ud, eller hvordan den bliver drejet. Prøv engang at følge alle nyheder angående Tyrkiet og kurderne skal vi sige det næste halve år. Det sidste halve år har den danske presse modsagt sig selv mange gange og undladt at trykke ellers vigtige nyheder. Meget vigtige nyheder. For det er liv der står på spil. Og for øvrigt så er Tyrkiet på vej ind i EU. Hvad sker der så?
Jeg har altid haft troen på at systemet virkede, og jeg håber, at jeg har ret (men jeg er begyndt at tvivle). Hvis det virker, vil der kun gå få år før verden finder ud af, hvad der virkelig er sket, og så vil vi blive en 'terroristorganisation' mindre og mindst 25 millioner mennesker vil blive lykkeligere og frie.
På menneskerettighedernes og ytringsfrihedens vegne takker jeg for at blive hørt.
Og til alle mennesker i verden; Opgiv aldrig håbet om at få et godt og fredeligt liv i frihed. Brug ikke vold, men bed til at nogen med indflydelse hører jer.