Jo længere tid vi har gået til den tier mere, desto mere umuligt vil det blive for firmaet at få os til at æde et senere samlet lønudspil, der er ringere end den tier!

af Kjeld Stenum
Nogle uger tilbage handlede Skærveknuseren om, at det entreprenørfirma, jeg arbejder for, havde givet os kulier et særdeles fordelagtigt tilbud om medarbejderaktier. I modsætning til de allerfleste af mine makkere sagde jeg nejtak. Det havde jeg det bagefter ikke udelt godt med, for tilbuddet var så godt, at man tog sig ud som noget af en idiot, hvis man sagde nej. Og jeg ved ikke, om det virkelig var for at hæve klassekampens flossede fane, eller det blot var en forfængelig trang til at rette lidt op på mit eget mindst lige så flossede image, der fik mig til at reagere med at forsøge at fyre lidt op under et krav om lønforhøjelse.
I hvert fald gik jeg ned i fagforeningen og fik Opmålerforeningens seneste lønstatistik. Opmålerforeningens lønstatistik er et udmærket instrument i den slags sammenhænge, for sagt i al fortrolighed så er det ikke de ringeste akkorder i byen, Opmålerforeningen har med at gøre.

Nå, men hvordan gik det så med de lønforhandlinger? Jo, der er jo ikke så mange, der ikke gerne vil have mere i løn, heller ikke selv om de lige har fået medarbejderaktier og er blevet medejere af firmaet. Så vi var nogenlunde enige om, at det var en god ide at forsøge. Nu skriver jeg nogenlunde enige, for én gik ind for individuelle fedterøvstillæg, én var ligeglad med lønnen, bare han havde arbejde, og én var bange for, at hvis vi begyndte at røre ved det med lønnen, så ville det ende med, at vi blev sat ned på samme niveau som jordfolkene. Men flere sagde også, at vi måtte stå sammen, alt andet var enden på alting.
Og en dag, entrepriselederen var ude på pladsen, gik jeg ind og forelagde ham sagen, medbringende Opmålerforeningens lønstatistik samt en længere tale, jeg havde forberedt inde i mit eget hoved. Pointen var, at det jo ikke var til for en kuli i arbejdstøj at gå forbi en byggeplads i disse tider, uden at formændene kom rendende ud til porten og spurgte, hvor meget man fik der, hvor man var, og hvor meget man skulle have for at flytte over til dem. Om man skulle have 190 kroner i timen? 200 kroner i timen? Han studerede Opmålerforeningens papir, mens jeg snakkede, og da jeg nåede til pointen, så han op og sagde helt koldt og roligt: 'Jamen Kjeld, hvis du har tilbud om bedre arbejde, så synes jeg da helt bestemt, at du skal flytte!'

Æh buh bæh, der tabte jeg sgu tråden. Han fortsatte i en faderlig tone, at han ikke bare kunne give os mere i løn, selv om han gerne havde villet, det var jo ikke ham, der bestemte, han var bare lønnet medarbejder ligesom os andre, og så videre. Jeg fik sagt et eller andet om, at så måtte vi jo have at vide, hvem det var, vi skulle forhandle med. Og så var det alligevel ham. Jo, han skulle nok tage det med for os. Men han måtte forelægge sagen for sine overordnede, og så videre. Og der endte den i første omgang. Jeg havde lidt et psykologisk nederlag, og nu kunne jeg ikke forhindre ham i at tærske langhalm.
Så måtte vi gå og vente og prikke lidt til entrepriselederen indimellem. Os, der var mest opsatte på, at der skulle ske noget, skiftedes lidt. Det var ikke for godt. Entrepriselederen tærskede på sin langhalm, tog ikke telefonen, når vi ringede, og blev væk fra pladsen for ikke at møde os.
En dag kom en stor kleppert og skulle assistere os, fordi der midlertidigt ikke var mere at lave, hvor han plejede at være. Vi kender ham ret godt, har alle sammen gået sammen med ham indimellem. Til pausen fortalte han mig, at han et par aftener tidligere var blevet ringet op af én af vores tidligere kolleger, der nu var blevet formand i et andet firma, og havde fået et tilbud om arbejde til 15 kroner mere i timen, end hvad vi fik. Men han skulle ikke have noget af at flytte derover, han brød sig ikke meget om vedkommende tidligere kollega.
Det gjorde jeg heller ikke. Men jeg greb den alligevel i flugten, og da vi kom ind i skuret til pause, fortalte jeg straks alle de andre, at vi kunne flytte derover og få 15 kroner mere, hvis vi ville. Det var der ikke nogen, der ville. Det kom ikke bag på mig. Men jeg sagde til dem, at det jo ikke kunne gøre så meget at komme til at nævne tilbuddet for vores entrepriseleder.
Omgående greb sikkerhedsmanden sin mobil og ringede entrepriselederen op og fortalte, at jeg havde skaffet hele sjakket arbejde ved vedkommende formand, der ville give os 15 kroner mere i timen.

Så gik der pludselig hul på lønforhandlingerne. Og et par dage senere kunne entrepriselederen meddele os, at han havde fået frie hænder til at give os en tier mere i timen. Formelt set skulle det hedde en bonus, indtil firmaet senere ville komme med et samlet lønudspil til hele betonafdelingen. Der står den så nu. Og det var vel en slags sejr.
Vi har sådan set ikke noget imod at lade den stå der lidt. For jo længere tid vi har gået til den tier mere, desto mere umuligt vil det blive for firmaet at få os til at æde et senere samlet udspil, der er ringere end den tier.
Men om morgenen, når jeg cykler på arbejde, spekulerer jeg alligevel lidt over, om jeg nu også virkelig har fået rettet lidt op på både mit eget og klassekampens flossede image, eller det hele bare var konjunkturjusteringer. Jo, lidt skub i retning af sammenhold giver det da. Men er det skub nu stærkt nok i længden, eller vil medarbejderaktiernes kurser veje tungere og tungere i folks hoveder, jo mere vi nærmer os den dag, hvor de bliver givet fri og kan sælges? Fremtiden må vise det.
Er jeg stadig i firmaet til den tid, ved jeg godt, hvilken vægtskål jeg skal kaste mit lod i.