Virkeligheden viste, at arbejdsløsheden ikke skyldes de arbejdsløses modvilje mod arbejde. Når der var arbejdspladser nok, foretrak stort set alle beskæftigelse frem for forsørgelse

af Bent Rold Andersen, forhenværende overvismand og socialminister i Anker Jørgensens seneste regering
Jeg tror ikke, at Velfærdskommissionen ønsker at bane vej for nedskæringer. Jeg ved heller ikke, om Anders Fogh ønsker at bruge kommissionen på den måde. Egentlig finder jeg det ganske uinteressant.
Netop nu er der god grund til at reflektere grundigt over det danske velfærdssamfunds udvikling, også om forholdet mellem den tid hvor vi producerer og den tid hvor vi forsørges.
De fleste i min generation - 1929-årgangen - forlod skolen og gik ind i arbejdslivet i 14-års alderen. De fortsatte til de fik folkepension som 67-årige. To tredjedele af livet producerede de, en tredjedel blev de forsørget.
I dag nærmer vi os den modsatte situation: Uddannelsen varer til man er nær de 30, og arbejdslivet slutter når man er 60: En tredjedel af livet i arbejdslivet, hvor man skal producere nok til at forsørge sig gennem et helt livsforløb. Intet under at produktionsræset er umenneskeligt på mange arbejdspladser og at mange længes efter den lange ferie efter de tres og klynger sig til efterlønnen. Men er det en klog indretning af vores livsforløb? Er det velfærd?
Når hertil kommer, at antallet af producerende om nogle år falder, mens antallet af forsørgede stiger, ja så er der faktisk god grund til eftertanke. Jeg synes det er fint, at der er nedsat en kommission til at analysere forsørgelsesproblemerne i forbindelse med den demografiske udvikling.
Det er bare et alt for snævert grundlag for en velfærdskommission. Demografien og indsnævringen af tiden i arbejdslivet er et væsentligt problem. Men der er andre og langt større problemer!

Fokus på sparevejen
Kommissionen nævner at der er to veje til at gøre velfærdssamfundet mindre sårbart: Sparevejen og beskæftigelsesvejen. Og den siger udtrykkeligt at beskæftigelsesvejen er langt at foretrække. Men den gør mest ud af at analysere sparevejen.
Og beskæftigelsesvejen handler stort set kun om, hvordan man får flere til at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet, mens der næsten ikke er analyser af, hvordan man får skabt flere arbejdspladser. Dette er grundskavanken i kommissionens hidtidige rapporter.
Det er nærmest utilgiveligt, at Velfærdskommissionen lukker øjnene for det faktum, at Danmark faktisk har haft fuld beskæftigelse i 15 år, fra 1960 til 1975. I den periode var arbejdsløsheden ikke 150.000, som visse moderne økonomer kalder 'den naturlige arbejdsløshed'! Nej der var under 50.000 arbejdsløse, i enkelte år helt ned på 20.000.
Det kunne altså lade sig gøre at opretholde fuld beskæftigelse over halvandet årti! Og ikke nok med at arbejdsløsheden forsvandt. Manglen på arbejdskraft pressede virksomhederne til at tilpasse arbejdsbetingelserne til de hidtidige marginaler. 400.000 kvinder og et ukendt, men stort antal personer med erhvervsbegrænsninger blev suget ind i den aktive arbejdsstyrke.
For at gøre det muligt blev der indført deltid og fleksibel arbejdstid i overenskomsterne, der blev indført barselsorlov, og der blev bygget børneinstitutioner og ansat omsorgsmedarbejdere i kommunerne.

Ikke lavere ydelser
Man kunne tro, at dagpengene og kontantydelserne måtte sænkes for at motivere husmødrene og de handicappede til at modtage erhvervslivets tilbud om arbejde. Men nej, tværtimod! dagpengene og kontanthjælpen blev hævet, og revalideringsloven blev gennemført.
Devisen var ikke 'det skal kunne betale sig at arbejde', men 'ordentlige ydelser skal forhindre, at arbejdsløsheden fører til varig social deroute'. Virkeligheden viste, at arbejdsløsheden ikke skyldes de arbejdsløses modvilje mod arbejde. Når der var arbejdspladser nok, foretrak stort set alle beskæftigelse frem for forsørgelse. Og de rigelige forsørgelsesydelser skabte ikke finansieringsproblemer. Tværtimod var der overskud i statskassen under hele forløbet.
Bagsiden af medaljen var at efterspørgselspresset førte til inflation, fald i den private opsparing, underskud på betalingsbalancen og rekordhøj rente. Den fulde beskæftigelse blev sårbar. Og da oliekrisen flyttede købekraft fra industrilandene til oliestaterne, brød den sammen. Fra 1975 til 1994 steg arbejdsløsheden fra to procent til 12 procent.
Mange økonomer tolker dette som et bevis på, at fuld beskæftigelse ikke kan opretholdes i det lange løb. Det bedste, der kan opnås, er en arbejdsløshed på fem til seks procent, den såkaldte 'naturlige arbejdsløshed'. Dette er også Velfærdskommissionens standpunkt.
Hvis dette var rigtigt, ville den svageste del af arbejdskraften til stadighed være udelukket fra arbejdsmarkedet i Danmark. Hvem skulle de 150.000, som ikke er i arbejde, ellers være? Det ville stort set henvise os til at løse velfærdsstatens finansieringsproblemer ad sparevejen. Her har vi Karl Marx`s industrielle reservearme i liberal forklædning.

Hvad gik galt!
I stedet for at producere regneeksempler burde Velfærdskommissionens hovedopgave være at analysere, hvorfor det gik galt med den fulde beskæftigelse. Det overraskende er egentlig ikke, at den gik tabt, snarere at den kunne holde i 15 år, og at der skulle en verdenskrise til for at få den til at bryde sammen.
Kunne man ikke udnytte dette til at analysere, hvilke forhold i den danske økonomi, som gjorde det vanskeligt at forene en rimelig prisstabilitet med fuld beskæftigelse? Burde det ikke være hovedopgaven for en velfærdskommission?
Selvfølgelig er der mange strukturelle forhold, som skal ændres for at genskabe den fulde beskæftigelse og gøre den robust. Arbejdsmarkedets organisationer har over tid ændret deres rolle fra kamporganisationer til samarbejdsorganisationer. Det må fortsættes og speedes op, først og fremmest for at bane vejen for, at den solidariske lønpolitik erstattes af en solidarisk beskæftigelsespolitik, som modvirker udstødningen og gør arbejdsmarkedet virkelig rummeligt.
Medvirken fra arbejdsmarkedets organisationer er også nødvendige for at hjælpe til endnu større fleksibilitet i arbejdsstyrken, om end fleksibiliteten efter international målestok ikke er så ringe endda. Uddannelsesapparatet må nødvendigvis målrettes mod den fulde beskæftigelse, ikke blot de videregående uddannelser, som har rigelig bevågenhed, men især erhvervsuddannelserne og efteruddannelserne.
Uha, der er meget, der skal gøres, men selv om det ikke kan gå for stærkt, har vi god tid inden demografien gør det rigtig svært!
En robust fuld beskæftigelse forudsætter frem for alt, at staten har tilstrækkelig mulighed for at styre efterspørgslen, om nødvendigt gennem ekspansiv finanspolitik. Det hæmmes naturligvis af, at vi sammen med andre lande har måttet opgive en række redskaber, som beskyttede vores nationale økonomi mod konkurrence fra udlandet. Styringsmidler, som er rare for de rige lande, men som holder tredje verdens lande nede i fattigdom.
Derfor er det kun rimeligt, at de stille og roligt falder bort. Men det medfører naturligvis, at en stor del af efterspørgslen i et lille land som Danmark med en åben økonomi flytter udenlands, så den indenlandske beskæftigelsesvirkning hurtigt dør hen.
Selvom det lykkedes Nyrupregeringen at føre efterspørgselspolitik i halvfemserne gennem den såkaldte kick-start og Foghregeringen fik nedbragt arbejdsløsheden gennem skattelettelser, så er det svært for Danmark i det lange løb at føre sin egen konjunkturpolitik på tværs af verdenskonjunkturerne.

EU og beskæftigelsen
Helt anderledes ligger det for en stor økonomi som for eksempel USA, hvor størstedelen af produktionen afsættes i landet selv. Og helt anderledes ville det også være, hvis EU-landene udgjorde et fælles område med fælles valuta, fælles hjemmemarked og fælles økonomisk politik. Begyndelsen til dette er for så vidt gjort gennem fjernelsen af mange indre handelsrestriktioner og gennem Den europæiske Centralbank.
Problemet er, at der ikke er nogen koordinering af den efterspørgselsskabende vækst. Centralbanken styrer renten, men den er bedre til at bremse den økonomiske vækst end til at stimulere den. Kompetencen til at føre finanspolitik, som er det vigtigste instrument til at fremme produktion og beskæftigelse, ligger i de enkelte stater.
Den eneste koordination ligger i den såkaldte 'stabilitetspagt', hvis formål er at hindre inflation, ikke at stimulere beskæftigelsen. Dette illustreres blandt andet af, at Frankrig og Tyskland var nødt til at bryde stabilitetspagten for at bekæmpe deres alt for høje arbejdsløshed.
Danmark kan ikke genvinde den fulde beskæftigelse på egen hånd. Men Europa kan, hvis vi vil og vi står sammen. Kan det lade sig gøre?
Jamen tænk tilbage på, hvad der har kunnet lade sig gøre i det internationale samarbejde siden Danmark blev medlem af Fællesmarkedet for 33 år siden. Så nogenlunde det samme som tidsperspektivet for Velfærdskommissionens anbefalinger. Og bemærk at beskæftigelsesproblemerne i de fleste EU-lande er langt alvorligere end hos os. Det samme gælder den demografiske klemme.
Deres interesse i en fælles løsning af problemerne er langt større end vores, for nogle nærmest desperat. Og læg også mærke til, at netop Frankrigs og Tysklands problemer med at overholde stabilitetspagten har åbnet øjnene for forandringer i den økonomiske politik mange steder.
Det varer næppe mange år, før hensynet til beskæftigelsen kommer ind i pagten og åbner veje for en koordinering af beskæftigelsespolitikken. Sagen er ved at være moden. Hvorfor skulle Danmark ikke være initiativtager? Hvorfor skulle Velfærdskommissionen ikke levere analyserne og argumenterne?
Hvis Velfærdskommissionen virkelig er lige så engageret i beskæftigelsesvejen som i sparevejen, bør den finde det store fodtøj frem, og tage fat på en gennemgribende analyse af betingelserne for at genskabe den fulde beskæftigelse og gøre den robust. Det kan give et afgørende bidrag til bevarelse af velfærden.