10 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sandholm venter

Sandholm venter

Fredag, 02. december, 2005, 00:00:00

Det minder mig om et stykke beskidt politisk arbejde, hvor man bevidst er gået efter en, som i løbet af fem måneder ville have nemmere ved at få en midlertidig opholdstilladels

af Lars Mose, tillidsmand Danish Crown Horsens
Så er tiden ved at rinde ud for min arbejdskammerat Robert Khadida Jaco, det endelige afslag på hans humanitære opholdstilladelse kom den 22. november. Han står sammen med sine kone og to børn til hjemsendelse den 1. december.
Nu er der bare det problem, at man på nuværende tidspunkt ikke sender irakere hjem. Så deres nærmeste fremtid bliver nok i Sandholmlejren. Hvor de kan vente i årevis på en hjemsendelse, hvilket ikke gør deres psykiske tilstand et hak bedre, end den var da de flygtede fra Irak.
Det undrer mig meget, at man fra Venstres side kan acceptere, man har en integrationsordfører, Irene Simonsen, som mener, at et ophold i Sandholmlejren på ubestemt tid gør folk mere parate til hjemsendelse. Hvis man spørger sagkundskaben indenfor området, forholder det sig stik modsat, hvordan kan en politiker tro på at fire mennesker stuvet sammen på ti kvadratmeter, som på ubestemt tid går og venter på at blive sendt til det land, som de flygtede fra, kan klare det rent psykisk
Apropos sagkundskaben, undrer det mig endnu mere, at når man tager den endelige stilling om en hjemsendelse, heller ikke her vil lytte på sagkundskaben, så som psykologer, psykiatere, arbejdspladser og skoler.
Desværre tror jeg det forholder sig sådan, at hvis man havde valgt at forlænge Roberts humanitære opholdstilladelse, så han om fem måneder havde arbejdet mere end to år på Danish Crown, ville man næste gang Robert skulle have forlænget sit ophold, ikke kunne se bort fra den arbejdsgivererklæring om, at slagteriarbejde er et hårdt fysisk arbejde, som kun de sejeste kan klare.
Det er den samme lov, der gjorde sig gældende, da man for cirka et år siden valgte at forlænge nogle af mine kosovoalbanske kollegers opholdstilladelse. Den eneste forskel på dem og Robert er, at Robert ikke har arbejdet for samme arbejdsgiver i to år.
Dette minder mig mest om et stykke beskidt politisk arbejde, hvor man fra ministeriets side bevidst er gået efter en, som i løbet af fem måneder ville have nemmere ved at få en midlertidig opholdstilladelse på grund af hans arbejdsplads tilknytning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp