Hvis det lykkes at få 140.000 flere ud på arbejdsmarkedet, vil de betale så meget i skat, at vi kan modstå presset fra befolkningsudviklingen - og sikre, at der bliver råd til velfærdssamfundet

af Hans Jensen, formand LO
I LO lukker vi ikke øjnene for, at velfærdssamfundet vil blive udfordret i fremtiden.
Vi ved i dag, at de tre vigtigste udfordringer er:
- Danmark bliver multietnisk.
- Der bliver langt flere ældre.
- Ny teknologi og lavtlønslande koster ufaglærte job.
Udviklingen betyder, at der bliver flere ældre, der skal forsørges, og færre i den erhvervsaktive alder til at forsørge dem. Samtidig bliver der flere indvandrere og efterkommere af indvandrere. Det er et problem, fordi langt færre blandt de etniske minoriteter er i job. Endelig betyder ny teknologi og udflytning af arbejdspladser til lavtlønslande, at mange ufaglærte risikerer at blive arbejdsløse.
LO`s beregninger viser, at udviklingen vil betyde et hul i statskassen på omkring 25 milliarder kroner om året. Det svarer til at sætte skatten op med fire procentpoint eller fyre 75.000 offentligt ansatte. Begge muligheder er helt uacceptable for LO.
Derfor har LO lavet en rapport, der viser en tredje vej. Nemlig arbejdsvejen.
Hvis det lykkes at få 140.000 flere ud på arbejdsmarkedet, vil de betale så meget i skat, at vi kan modstå presset fra befolkningsudviklingen - og sikre, at der bliver råd til velfærdssamfundet i fremtiden.
LO`s analyser viser, at det kan lade sig gøre. I vores nye rapport 'I arbejde for velfærd' er der en række forslag, der kan skaffe mindst 160.000 flere i arbejde. Det er nok til at bevare velfærdssamfundet. Det er endda nok til at forbedre velfærdssamfundet.

Bedre integration
LO vil over de næste 35 år skaffe job til mellem 60.000 og 90.000 indvandrere og efterkommere. Den klart vigtigste indsats drejer sig om bedre uddannelse. Vores analyser viser, at næsten hele forskellen mellem erhvervsdeltagelsen blandt indvandrere, efterkommerne og danskere skyldes mindre uddannelse.
Det skal en folkeskole med tidligt og stærkt fokus på de svageste elever og uddannelsesgaranti for erhvervsskoleelever hjælpe på. Uddannelsesgarantien er især nødvendig for de etniske minoriteter, som har meget vanskeligt ved at finde praktikpladser. På de tekniske skoler falder seks ud af ti indvandrerbørn, som påbegynder uddannelserne, fra i dag.
Blandt indvandrerne i første generation er for ringe uddannelse også et stort problem. Men forhold som krigstraumer blandt flygtninge, tradition for hjemmegående kvinder og store vanskeligheder ved at lære dansk, spiller også en vigtig rolle. Vi kan ikke nå samme erhvervsdeltagelse som blandt danskerne, men styrket sprogundervisning og mere åbne arbejdspladser er en del af løsningen.

Højere pensionsalder
Hvad angår de ældre, er LO indforstået med, at længere levetid og bedre helbred skal betyde en forhøjelse af tilbagetrækningsalderen. Men hele stigningen i levetid skal ikke tilbringes på arbejdsmarkedet. Jeg tror, det er nok, hvis man fastholder samme andel af livet på arbejdsmarkedet, som i dag. Det betyder for eksempel, at hvis 60-årige fremover kan forvente at leve tre år mere end i dag, så bør tilbagetrækningsalderen i løbet af de kommende 35 år hæves med to år.
Derfor kan jeg ikke pege præcist på, hvordan pensionsalderen skal udvikle sig de kommende år. Men jeg opfordrer til, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter vurderer udviklingen for eksempel hver femte år og så annoncerer, om pensionsalderen på den baggrund skal stige med et par måneder de næste år.
Det bliver de små skridts politik, men det giver den enkelte tryghed til at disponere.

Bevar efterlønnen
Der er imidlertid stor forskel på, hvor lang tid vi lever, og hvilket helbred man har. Kortuddannede har som 60-årige en forventet levetid, der er væsentlig kortere end eksempelvis akademikere. Samtidig har kortuddannede mindst pensionsopsparing til at finansiere en tilbagetrækning før den officielle pensionsalder. Derfor er der fortsat brug efterlønnen.
Jeg mener også, at betalingen for efterlønnen forsvinder eller reduceres. I stedet bør det være længden af ens arbejdsliv, som afgør, om man skal have ret til efterløn.

Bedre efteruddannelse
Det er nødvendigt, at de som allerede er kommet ud på arbejdsmarkedet, får mulighed for at lære nyt og udvikle sig. En sådan udvikling vil også kunne give bedre job med mindre nedslidning og større indflydelse på arbejdet.
Udfordringerne forstærkes af globalisering og ny teknologi. Udviklingen de sidste mange år har betydet, at ufaglærte job i titusindvis er blevet flyttet til udlandet eller erstattet af maskiner. Den udvikling vil formentlig fortsætte.
Der vil ganske vist stadig være brug for mange ufaglærte i serviceerhvervene, men der er næppe tvivl om, at samlet set vil antallet af job for denne gruppe falde de kommende årtier. I hvert fald hvis vi skal fastholde lønnen for de kortuddannede. Og det skal vi.
Kort sagt: Vi skal opkvalificere arbejdsstyrken, hvis alle skal have ordentlige lønninger.

Bedre seniorpolitik
En stor del af seniorerne ønsker at blive lidt længere på arbejdsmarkedet og samtidig have en mindre brat overgang fra arbejdsmarked til pensionistliv, for eksempel på nedsat tid eller i mindre krævende arbejdsfunktioner. Derfor skal alle arbejdspladser have en aktiv seniorpolitik.

Ingen lette løsninger
En del er skeptiske over for LO`s strategi med at udvide arbejdsstyrken, når der i forvejen er 150.000 arbejdsløse. De forstår ikke, hvorfor løsningen ikke bare er at skaffe arbejde til de 150.000 og så lade de andre være i fred.
Det kan desværre ikke lade sig gøre. Af de 150.000 arbejdsløse, der er i dag, er omkring trefjerdedel allerede på vej til et nyt job. Det kan være sæsonledige eller en ledig ægtefælle, når familien flytter til en anden landsdel. Det kan være dimittender fra en uddannelse, som skal finde sig til rette på arbejdsmarkedet. Korttidsledighed berører over 500.000 lønmodtagere hvert år, og det er en uundgåelig del af vores fleksible arbejdsmarked, hvor lønmodtagere skifter job hyppigere end i andre lande.
De mindst 160.000, som LO vil have ud på arbejdsmarkedet, er kun delvist med i den officielle ledighedsstatistik. Seniorerne og indvandrerne er overrepræsenterede blandt de langtidsledige i dag, og de er selvfølgelig mål for LO`s forslag.
Men LO`s forslag drejer det sig i høj grad om at inddrage de personer, der i dag er helt uden for arbejdsstyrken: At få færre personer på langvarig kontanthjælp og starthjælp, at mindske udstødningen fra arbejdsmarkedet til førtidspension og efterløn.
Det er de mennesker, der skal gives en reel chance på arbejdsmarkedet, når arbejdsstyrken i Danmark blive mindre de kommende år.

Bedre velfærd
LO`s indsats skal som nævnt ikke blot bevare velfærden. Den skal forbedre velfærden.
LO foreslår derfor at udvide åbningstiderne til børnepasning, så forældre med skæve arbejdstider eller lang transport mellem hjem og arbejde får en lettere hverdag.
Vi vil sikre, at alle børn i skoler og pasningsordninger får et sundt måltid hver dag. Det giver mindre stress i børnefamilierne, færre fedmeproblemer og gavner indlæringen. Og så er det mit håb, at det giver arbejdspladser til kvindelige indvandrere fra ikke-vestlige lande, der har meget lav erhvervsdeltagelse i dag.
I den offentlige sektor skal ressourcerne bruges til medarbejder- og kvalitetsudvikling. Servicen skal i højere grad tilpasses den enkelte borger.
Samfundets velfærdsydelser skal fortsat være attraktive for alle grupper, så vi undgår et opsplittet samfund, der ikke kan dække de behov, vi faktisk har.
Vi ønsker også, at skatten på arbejde skal ned. Det skal betales ved at hæve skatten på boliger, forurening og hæve arve- og gaveafgiften.
LO ønsker, at debatten om fremtidens velfærdssamfund kommer væk fra Christiansborgs tykke mure. Derfor har vi sendt 25.000 eksemplarer af vores pjece 'Vejen frem er flere i gang' ud til tillidsrepræsentanter i LO-forbundene.
En stor del af løsningen ligger nemlig i deres hænder. Hvis de kan overbevise kolleger og ledelse om nødvendigheden af at udvikle seniorpolitikker, give indvandrere en chance og få udviklet livslang læring som en naturlig del af arbejdslivet, er der taget det første - og vigtigste - skridt mod et bedre samfund.