Den reelle dagsorden er slet ikke en truende ældrebyrde, men derimod kapitalens ønske om at få skabt en særlig lavtlønszone

af Karen Sunds, DKP/ML.
I dag offentliggør Velfærdskommissionen sine forslag til et opgør med grundlæggende principper i det danske velfærdssamfund.
Én ting er vigtigt at gøre sig klart: Velfærdskommissionen er ikke en kommission af uvildige fagfolk og eksperter, hvis analyser og konklusioner er sagligt begrundede og uantastelige. Tværtimod.
I kommissionen er der ganske vist dygtige fagfolk. Men de har fra starten accepteret at operere indenfor en meget snæver dagsorden. De har nemlig fået den bundne opgaver at komme med forslag til reformer, 'der kan øge arbejdsudbuddet og beskæftigelsen'. VC`s Velfærdskommission skal sikre, at 'det kan betale sig at arbejde'.
Som det er påvist af flere forskere fra Den Alternative Velfærdskommission, bryder Velfærdskommissionens arbejde med helt elementære principper for saglig forskning. Som for eksempel det yderst tendentiøse valg af analysemateriale og forskning, der er grundlaget for de forudsigelige konklusioner.
Og det er faktisk ikke så mærkeligt, at kommissionen har været nødt til at sno sig, for at nå frem til nogle konklusioner, der kunne underbygge det facit, som de på forhånd skulle nå.
Sagen er nemlig, at den danske velfærdsstat faktisk har det meget godt. Selv hvis man tager de neoliberale briller på, og anerkender den givne dagsorden, er det uhyre svært at forklare, hvorfor store dybtgående ændringer skulle være nødvendige.
Eller som forskeren Jørgen Goul Andersen udtrykker det: 'Regeringens Velfærdskommission har et problemunderskud: der er ganske enkelt ikke økonomiske problemer i den danske velfærdsstat, der kan begrunde større ændringer af velfærdsordningerne.'
For blot at nævne et par ting:
Staten har i øjeblikket 50 milliarder kroner i overskud på budgettet om året. Og som VC-regeringen selv indrømmer, så sent som i 2002 i en rapport til EU: finansieringen af det danske pensionssystem er ikke sårbar overfor en aldring af befolkningen.
Hvorvidt man indretter et pensionssystem på en måde, så det finansieres via skattebilletten, eller man indretter det, så det finansieres via folks individuelle indbetalinger til en pensionsfond, er et rent politisk-ideologisk valg. Rent samfundsøkonomisk er det ét fedt, om pengestrømmen fra borgerne til pensionen går ad den ene eller den anden kanal. Det er - uanset metoden - penge, der ikke kan bruges til andre former for forbrug.
Man kan altså ikke på nogen måde argumentere for, at det rent nationaløkonomisk er dyrere at have en folkepension, end individuelle opsparinger.
Kun hvis det bruges til at tvinge folk til at blive længere tid på arbejdsmarkedet, end de egentlig magter, fordi de ikke har sparet penge nok op til deres alderdom.
Til gengæld gør det pokkers til forskel i forhold til ligheden i samfundet, men det er en anden historie, som vi skal vende tilbage til.

Flexicurity og velfærd
Dertil kommer, at det danske samfund faktisk får ros internationalt for en række forhold, som er direkte resultater af vores kollektive velfærd.
Det gælder blandt andet den såkaldte flexicurity-model: selv VC`s Velfærdskommission kommer ikke udenom at indrømme, at det danske arbejdsmarked kun er så fleksibelt, med hurtige jobskift og tilpasninger til nye situationer, i kraft af, at vi har et dagpengesystem, der sikrer, at folk kan overleve, hvis de fyres.
Eller lad os tage beskæftigelsesgraden, som jo er 'succeskriteriet' i EU: Danmark har EU`s højeste beskæftigelsesgrad, med 72,6 procent.
Hvorfor? Fordi kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. Men det er igen alene muligt, fordi der - endnu da - findes offentlige daginstitutioner, der er både tilgængelige og til at betale. I det omfang, daginstitutioner bliver for dyre, eller dækningen for dårlig, vil flere kvinder trække sig ud af arbejdsmarkedet igen.
Eller lad os til slut tage det danske sundhedsvæsen: Danmark er et af de ganske få lande, hvor sundhedsudgifterne ikke er løbet helt løbsk, i de sidste par årtier. I de lande, hvor der er åbnet op for private virksomheders profitinteresser, er udgifterne reelt ude af kontrol. Årsagen er, at der skabes en masse kunstig aktivitet med det simple formål at tjene penge.
Trods alle disse eksempler, kommer VC-velfærdskommissionen ud med et helt forudsigeligt resultat: velfærdsstaterne kan ikke overleve, som de er nu.

Lønpres.
Tilbage står spørgsmålet: hvad er det da for en reel dagsorden, der driver disse reformer? Svaret skal findes på arbejdsmarkedet, i den klassiske kamp om merværdiens fordeling mellem løn og profit.
Velfærdsstater med et bredt spekter af universelle rettigheder for alle, uanset ens placering i samfundet og ens tilknytning til arbejdsmarkedet virker som en slags buffer, der forhindrer, at folk synker ned i så dyb fattigdom, at de er villig til at sige ja til et hvilket som helst underbetalt job, der måtte blive tilbudt. Dermed er de med tilat lægg een bund under lønnen. Det er logik, at spørgsmålet om, hvor lav en løn, du er villig til at arbejde for, hele tiden vil afhænge af, hvad alternativet er til det lavtlønnede job: er det sult eller er det en social ydelse, som man kan overleve på ?
Derfor hænger nedbrydningen af velfærdsstaterne snævert sammen med kapitalens ønske om at få et særligt gråt arbejdsmarked, en arbejdskraftsreserve, eller The Working Poor, som det kaldes i USA.
Det siger Velfærdskommissionen naturligvis ikke med rene ord. Men det fremgår flere steder i analyserapporterne, at de udmærket kender den reelle dagsorden.

Uligheden vokser
I det omfang, man skyder bunden ud af den kollektive velfærd, vil den sociale ulighed stige. Det sker ad flere veje.
For det første er det umiddelbart logisk, en alderdomsforsørgelse, der bygger alene på de indtægter, man har haft som erhvervsaktiv, vil føre den ulighed, som i forvejen er på arbejdsmarkedet direkte med over i alderdommen. Og man kan langt fra afvise, at der vil være folk, der på grund af sygdom, arbejdsløshed eller barsler ikke har sparet nok op til, at de kan leve anstændigt i alderdommen, og derfor måske vil være billig til salg på arbejdsmarkedet.
Men dertil kommer, at det naturligvis skaber stor social ulighed at slå bunden ud af løndannelsen på arbejdsmarkedet.
Per Jensen, der er forsker ved Ålborg Universitet og medlem af Den Alternative Velfærdskommission formulerer det således:
'Hvis det i højere grad skal kunne betale sig at arbejde, er der logisk tre veje at gå. Man kan hæve lønningerne eller sænke skatterne og velfærdsydelserne, og det ligger i RVK`s (Velfærdskommissionens) argumentationsfigurer, at velfærdsydelser og skatter skal sænkes. Dermed bliver opgaven relativt at forringe livsvilkårene for de mest marginaliserede og dårligst stillede befolkningsgrupper i samfundet. Når RVK argumenter for, at det skal kunne betale sig at arbejde, så argumenter man indirekte for en samfundsmodel, der indeholder større afstand fra top til bund i økonomisk og social henseende. Sentensen 'det skal kunne betale sig at arbejde' er blot et politisk statement og en moraliserende eufemisme for, at et samfund med større økonomiske og sociale uligheder er ønskværdigt.'
Man kan overbevise sig selv om, at den sociale ulighed vokser, ved at se på erfaringerne fra de lande, som er gået forest med afvikling af velfærden.
Således er den sociale ulighed i New Zealand steget med 34 procent i perioden fra 1976 til 90. Og i Storbritannien er det endnu værre: Her er den sociale ulighed steget med 38,6 procent. Til sammenligning er den sociale ulighed i OECD-området i samme periode steget med 2,4 procent.

Modstanden er der
Overalt i EU-landene er der linet op til et stort angreb på velfærden, på de sociale ydelser og dermed også på lønniveauet.
Men samtidig ser vi også, at den folkelige modstand rejser sig i land efter land. De europæiske befolkninger accepterer ikke, at velfærdsordningerne bliver smadret.
Der er for alvor gået hul på modstanden med de franske og hollandske befolkningers nej til EU-forfatningen i maj-juni. Dermed mistede det europæiske borgerskab et stærkt politisk redskab, og det har svækket det markant.
Det er i hele denne sammenhæng, vi skal se den politiske kamp, som åbnes i dag, når VC-velfærdskommissionen lægger sine forslag til nedskæringer og omlægninger i den kollektive velfærd på bordet.
Erfaringerne fra de andre lande viser, at der er et kæmpe potentiale i at rejse denne modstand. Men det er helt afgørende, at bevægelsen ikke bliver fedtet ind i taktisk spil, ud fra hvad der foregår på Christiansborg. Den kan kun organiseres på det klare grundlag: fingrene væk fra den kollektive velfærd.
Velfærdskommissionen står med en ganske dårlig sag. Der er stillet alvorlig spørgsmålstegn ved, hvor habile deres analyser er, der er ingen opbakning i befolkningen til at røre ved velfærden, det danske velfærdssamfund udviser ingen symptomer på, at det er på vej ud i en finansieringskrise.
Der er al mulig grund til at gå i offensiven, og få fejet dette angreb af bordet. Og det er faktisk muligt, hvis fagbevægelsen kaster sig ind i kampen.
Vi har en god sag. VC-Velfærdskommissionen har en rigtig dårlig sag.