¤¤Krigen mod terror¤¤ er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den fremherskende globale økonomiske dagsorden.

af Patrick Mac Manus, Foreningen Oprør
Den såkaldte 'krig mod terror' kan føjes ind i rækken af trusselsbilleder, der i sidste og indeværende århundrede har bidraget til at legitimere og stabilisere bestemte magtforhold. Den er magtens nye fortælling. Og som altid en fortælling der hviler på frygt, en fortælling der nærer frygten.
Antiterroristisk lovgivning og indenrigspolitisk kontrol på den ene side, international krigsførelse på den anden, en samlet 'præventiv' krigsførelse, som dæmoniserer både den indre og ydre fjende, er tilstanden i nutidens stormagt. Og i afledt form er dette også tilfældet i krigsførende samfund som det danske.
Terrorlovgivningen og 'krigen mod terror' er den foreløbige slutsten i en proces, der har stået på i adskillige år. I stigende grad fortrænges den social-liberale stat af sikkerhedsstaten. Sociale og politiske løsningsmodeller bliver trængt i baggrunden af magtanvendelse, kriminalisering, øget strafudmåling, udvidede politimæssige beføjelser, og indskrænkninger i borgeres beskyttelse i forhold til den statslige myndigheds sikkerhedsmæssige interesser.
I takt med en vidtgående økonomisk og socialpolitisk deregulering både på nationalt og globalt plan øges den sikkerhedspolitiske regulering på alle niveauer. Social-liberale kontrolformer viger for åbenlys tvang og magtanvendelse og i sidste ende for militær magt, for krig og besættelse.
I sin globale rækkevidde er terrorlovgivning og den såkaldte 'krig mod terror' rettet mod den folkelige modstand mod en global økonomisk politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og modstand.
'Krigen mod terror' er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den fremherskende globale økonomiske dagsorden. Tvang er den globale markedsliberaliserings andet ansigt.

Tiltagende militarisering
Også i dansk udviklingsbistand vinder det sikkerhedspolitiske hensyn over politiske og sociale løsningsmodeller. En tiltagende militarisering præger bistandspolitikken. Det er ikke længere bekæmpelsen af fattigdommen, der står i forgrunden, men bekæmpelsen af de fattiges oprør. Denne forskydning i bistandspolitikkens formål er også fremhævet i regeringens seneste 'handlingsplan for terrorbekæmpelse'.
Den egentlige fare i verden er ikke de skyggeagtige figurer, der planlægger terroristiske attentater. Truslen mod verden er ikke skjult, ikke skyggeagtig. Den er der, så alle kan se den: Fattigdom, sygdom og sult. De er tidens masseødelæggelsesvåben.
Truslen i verden er den ydmygelse, svigt og tab, der rammer millioner og atter millioner i denne verden. Terrorisme er ikke en mørk gåde, gåden er måske endda, at den er så ringe i sit omfang. Terror har ofte været en desperat og magtesløs påmindelse til overmagten om dens sårbarhed.
Terrorens 'objektive' forudsætninger er i uformindsket omfang til stede i form af kronisk uløste konflikter i verden. Om dens 'subjektive' forudsætninger vil tage til i omfang vil afhænge af verdenssamfundets vilje til at løse disse konflikter, herunder de interne konflikter, som den parisiske 'intifada' blot er et enkelt udtryk for.

Ret til modstand
Foreningen Oprør har ved flere lejligheder gjort opmærksom på det modsætningsforhold der synes at bestå mellem et angiveligt formål om terrorbekæmpelse og en international anerkendt modstandsret mod illegitim magt i henhold til blandt andet FN`s Generalforsamlingsresolution A/RES/159, 1987.
At mennesker har ret til at yde modstand mod illegitime magtforhold, herunder væbnet modstand, er blevet overskygget og fortrængt under den såkaldte 'krig mod terror'.
Der er behov for et helt andet paradigme for international konflikthåndtering end den internationale 'krig mod terror', som udstøder modstandsbevægelserne fra det internationale samfund. En sådan udstødning og marginalisering uddyber blot konflikterne, og afskærer modstandsbevægelserne fra den dialog, der kan fastholde og videreudvikle demokratiske normer også i modstanden mod illegitim magt.
Bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed er i dag stemplet som terroristiske. En række stater har fået frie tøjler til at intensivere en intern undertrykkelse, der er blevet tilført ny international legitimitet. Foreningen Oprørs ærinde er også her at fastholde demokratiske rettigheder, herunder modstandsretten, i forhold til en nedbrydningsproces, der kun kan vække alvorlig bekymring.
'Terrorlisterne' er udtryk for samme nedbrydningsproces, og tilsidesætter væsentlige demokratiske og juridiske hensyn. Listerne er sammenstillet uden nogen form for offentlig indsigt og kontrol, og indeholder ingen anvisning på, hvordan en organisation eller person igen kan fjernes fra listen.
I en udtalelse til EU-kommissionen har uafhængige retseksperter fremhævet, at listerne skaber en retsstilling for individer, der ikke er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikler 6 og 13 om adgang til effektive retsmidler og retfærdig rettergang, samt at etableringen af sådanne lister burde være den dømmende myndigheds eksklusive område, og ikke være overladt til den udøvende myndighed. At etablering af listerne er overladt til den udøvende myndighed har medført en procedure, der er præget af uigennemsigtighed, vilkårlighed og statslig opportunisme. Og ikke mindst medfører proceduren en krænkelse af den uskyldsformodning, der er så centralt i ethvert retssamfund (EU Network of Independent Eksperts in Fundamental Rights, CFR-CDF, marts 2003).
At anfægte og udfordre terrorlisterne har været Foreningen Oprørs udtrykkelige ærinde, og foreningens beslaglagte internationale appel skal ses som udtryk herfor. Beslaglæggelsen er blevet opretholdt af Østre Landsret, og Forening Oprør søger nu procesbevillingsnævnet om at få sagen bragt for Højesteret.
I sit opgør med de internationale terrorlister har Foreningen Oprør valgt at fokusere på organisationer, der kæmper for sekulære, demokratiske og humanistiske mål. Men det er lige så oplagt at fremhæve, at også troende mennesker har ret til at yde modstand mod illegitim magtanvendelse, har ret til at tolke deres kamp i de termer, de finder egnede.
Modstandsretten har sin egen etiske standard, der skal overholdes også uanset statslig terror, uanset den forbitrelse som enhver borgerkrig må føre med sig. Enhver legitim modstand er besjælet af en kærlighed til det land og til den befolkning, der kæmpes for. Foreningen Oprør afviser enhver sekterisk vold, afviser drab på bygningsarbejdere der venter på at blive mønstret, drab på fattige fiskere og mennesker der går til bøn. Terror er tilintetgørende, den er nihilistisk. Frihedskamp er i grunden skabende.

Et krigsførende samfund
I krigsførende samfund som det danske sniger krigen sig ind i hverdagen som en næsten umærkbar omstilling af mentalitet og vaner, hvor hidtidige normer nedbrydes.
En folkeretsstridig krig underminerer ikke blot den internationale retstilstand, men angriber også retstilstanden i de krigsførende samfund. Krigstilstanden har allerede mærkbart svækket retssikkerheden i det danske samfund. Til syvende og sidste korrumperer krigen alle demokratiske institutioner. Under en sådan krigstilstand vil ingen i sidste ende kunne vide sig sikker. Krigen mod 'ydre fjender' munder oftest ud i en udpegning af 'indre fjender'.
Sigtelsen mod Foreningen Oprør for overtrædelse af 'terrorparagraffen' er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, der må rette sig mod hele det koncept, der ligger til grund for 'terrorlovgivningen', 'terrorlisterne' og den såkaldte internationale krig mod terror.
Foreningen Oprør vil forsvare ytringsfriheden, forsvare den rummelighed der bør kendetegne et demokratisk samfund. Uden en sådan rummelighed, hvor der også er plads til modstand, politisk konflikt og civil ulydighed over for begrundet tvivlsom lovgivning, nedbrydes demokratiet.
Også blandt dem, som ikke er enige i alle Foreningen Oprørs synspunkter, må modstanden mod den gradvise nedbrydning af retssikkerheden og ytringsfriheden give sig til kende. Det er nødvendigt, at flere og flere træder frem, at flere og flere fatter mod i en farlig tid.