Nej, Anders Fogh, det her, som enhver arbejdsmand kan forstå i søvne og uden at anstrenge sin hjerne, det går uden tvivl over din forstand!

af Kjeld Stenum
Nu vil jeg skrive noget meget elementært om forskellen på socialisme og kapitalisme. Så vil jeg håbe, Anders Fogh for en gangs skyld også læser Arbejderen, for jeg tror, han sørgeligt forsømte at læse om det her, dengang han studerede statskundskab i Århus. I hvert fald har han aldrig forstået en pind af det. Men det kan forklares meget simpelt.
Lad os for eksempel tage et felt som arbejdsmiljø, som jeg kender særlig godt, fordi jeg som jord- og betoner daglig går midt i det. Arbejdsgiverne synes, de gør en masse for sagen. De investerer en masse penge i personlige værnemidler, sikkerhedskurser, kampagner, brochurer og mærkater. Og de bruger større og større dele af den kostbare planlægningstid på byggepladserne til at diskutere sikkerhed.
Alligevel går det dårligere og dårligere. For eksempel er antallet af dødsulykker i vores branche igen i stærk stigning. Og de kan ikke forstå det. De mener, det er vores, deres arbejdsfolks, egen skyld, vi tager for mange chancer og rydder for dårligt op, og vi glemmer at tage briller på, når vi skærer med vinkelsliber, eller vi glemmer at tage støvmasker på, når vi borer huller i betonen.
Inde i regeringen tænker de lige sådan. Når folk er instruerede i sikkerhed, skal det ikke være arbejdsgiveren, der er ansvarlig for reglernes overholdelse. Også de ansatte skal kunne idømmes bøder, hvis de begår overtrædelser.

Men det hjælper alt sammen ikke en skid. For det, der forringer sikkerheden på byggepladsen, har intet med dette at gøre. Det, som det handler om, er tidsplanerne. Selv om folk overholdt alle regler til punkt og prikke, ville ulykkesfrekvensen stige, når man strammer tidsplanerne mere og mere.
Bygherrerne lader entreprenørerne konkurrere på tidsplaner, når de giver tilbud. Det tidsproblem, entreprenørerne på denne måde får, 'løser' de ved at lukke flere folk ind på pladsen og ved at lade flere og flere forskellige hold håndværkere arbejde samtidig. Det svarer til, at du lukker for eksempel dobbelt så mange biler ind på én og samme motorvej. Så vil man også se, at antallet af ulykker vokser med mere end det dobbelte, jeg vil tro, at det vokser med fire gange.
Fortæller du det til din arbejdsgiver, så kan han godt forstå det. I teorien. Men, vil han svare, i praksis så kan der jo ikke gøres noget af betydning ved det, for hvis firmaet ikke havde accepteret tidsplanerne, så havde det slet ikke fået arbejdet. Tiderne er, som de er, og det er stadig bygherrens marked, selv om der er en del byggeri i gang for tiden. Det er det, blandt andet fordi tilbuddene nu om dage kan indhentes fra hele EU-området.
Til det synspunkt har vi en lang række svar. For det første, at det er menneskeligt forkasteligt at indordne sig så kritikløst under markedsbetingelser, der fører til unødvendige dødsfald, invaliderende skader og sygdomme. For det andet er det samfundsmæssigt set irrationelt og samfundsøkonomisk urentabelt. For det tredje kan det end ikke betale sig for den enkelte entreprenør. De eneste, der får noget ud af det, det er bygherrerne. Skal de virkelig have lov til at bestemme så meget?

Holder det virkelig vand? Ja, det gør. Det kan vi indse med et simpelt eksempel, som i hvert fald enhver makker, som jeg har nævnt det for, har kunnet forstå. Jeg ved godt, at dette har jeg skrevet før. Men ingen, der har noget at sige nogen steder, synes at have læst det, og så må jeg jo skrive det igen.
Altså: Hvis du har for eksempel tolv byggepladser med hver tolv forskellige håndværker-opgaver, som du skal have færdige alle sammen i løbet af et år, kan du gøre det på groft sagt to måder: Du kan holde alle pladser åbne hele året og nøjes med at lukke ét hold håndværkere ind på hver plads ad gangen. De vil så have god plads, der vil ikke ske mange ulykker, og deres arbejdstid vil være meget effektiv.
Eller du kan afslutte pladserne én efter én, holde hver af dem åben i en måned og lukke alle tolv håndværkerhold ind på én gang i denne måned. Det vil gøre arbejdspladsen meget stresset, ulykkesfrekvensen vil blive meget høj, og arbejdstiden vil alligevel blive meget ineffektiv, fordi alle hele tiden skal vente på hinanden for at komme frem.
Nu ved jeg selvfølgelig godt, der er mange småting, der nuancerer regnestykket. Men grundlæggende holder det stik. På begge måder får du tolv byggepladser færdige i løbet af et år. Ja, går du frem på den førstnævnte måde, vil du endda med mindre stress og færre ulykker være færdig med alle tolv projekter i løbet af ti måneder på grund af en mere effektiv arbejdstid.
Mens den sidstnævnte måde nok vil føre til forsinkelser, der vil gøre, at det hele først er færdigt i løbet af skal vi sige fjorten måneder, og så har der endda været mere stress og flere ulykker. Det er i enhver henseende mest fornuftigt at gå frem på den første måde, og helt klart også for de enkelte entreprenører. Og fra et samfundsperspektiv handler det udelukkende om en mere langsigtet planlægning.
Alligevel går man mere og mere frem på den sidstnævnte måde. Fordi det er bygherrerne, der har pengene, og vores samfund er grundlagt på at frede dem, der har pengene.
Nej, Anders Fogh, det her, som enhver arbejdsmand kan forstå i søvne og uden at anstrenge sin hjerne, det går uden tvivl over din forstand. For du har aldrig været på en byggeplads og kan ikke forestille dig, hvad det handler om, det ikke at kunne tage et bræt på nakken uden at risikere at knalde makkeren bagved én på låget.
Men det handler om at se tingene fra en samfundsmæssig vinkel. Og det evner du ikke, selv om lige netop dette er dit job. For du går ind for kapitalisme, og kapitalisme handler ikke om en usynlig hånd, men om en blind vinkel.