11 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Velfærdsspildet

Velfærdsspildet

Lørdag, 10. december, 2005, 00:00:00

Sømmet blev ramt på hovedet, da det blev fastslået, at den afgørende trussel mod velfærden er den private tilegnelse i produktionen

EN VELFÆRDSKOMMISSION - ih du milde hvor storslået en idé.
Endelig et initiativ der åbner vide perspektiver for alle. En sådant forslag sætter utroligt mange tanker i gang. Nu skal verden gøres bedre.
Første kapitel ville være om alle de muligheder vores moderne samfund har. Produktionen er udviklet, og vi har masser af viden og uddannelse. Tilmed har vi mange gamle med erfaring og god tid.
Indvandrerne er en værdifuld gruppe, når det gælder udviklingen af det globale netværk. Økonomien er af forskellige grund ganske solid og kan bære nogle virkelig radikale tiltag.
Kommissionen gjorde især et stort nummer ud af at beskrive de enorme ressourcer, som samfundet har, når det frigør den store viden, der er på arbejdspladserne, i institutioner og i byerne og boligområderne. Og sømmet blev ramt på hovedet, da det blev fastslået, at den afgørende trussel mod velfærden er den private tilegnelse i produktionen.
Det er den, fordi den strukturerer alle processer i samfundet, så de i forhold til velfærd og livskvalitet bliver destruktive og hæmmende. Alt er forvandlet til byggeværdier.

Andet kapitel rummer visionerne om det folkelige velfærdssamfund.
Det viste sig, da det blev nærmere undersøgt, at de helt almindelige mennesker havde masser af bud på hvordan samfundet i hverdagen kunne gøres meget sjovere.
Det der skulle til, var en vekselvirkning mellem et løbende dynamisk demokrati og praktisk handling. Kommissionen fastslog, at det det kom an på var, om man politisk turde lukke op for denne proces, fordi det meget vel kunne betyde radikale ændringer i det politiske landskab.
Faktisk var man meget tæt på at skrive direkte om magtens byrde, som det egentlige problem.

Tredje kapitel var stedet, hvor der blev foreslået en lang række konkrete tiltag, der kunne gennemføres via koordinerede politiske beslutninger.
Lofterne blev afskaffet. Kontanthjælp og så videre blev løftet markant, fordi det ikke længere skulle føre til udstødelse af samfundet, blot fordi man var havnet i en uheldig situation.
Kommissionens folk erklærede deres tillid til, at mennesker i et velfærdssamfund stræbte mod et lykkeligere liv. Det var selvfølgelig en over næsen til den gamle regerings opfattelse af mennesket som et dyr, der skulle lokkes med brødkrummer og drives med pisk.
Men det er ikke kun loftet i bunden der skal afskaffes. Top-loftet skal fjernes og give mulighed for at hæve skatten, især for de højeste indtægter og spekulationsgevinsterne.
Det betyder selvfølgelig ikke, at skatten også kan hæves for mindre indtægter - faktisk er ideén om mere samfund ikke nødvendigvis dum.

Sandhedens time kom imidlertid i onsdags, dagen hvor Velfærdskommissionen lagde sin rapport på bordet. Den var mere forudsigelig end en solopgang.
Fuldstændig gennemsyret af liberal tankegang. Imidlertid afslørede den også Fogh regeringens - og neoliberalisternes i det hele taget - udemokratiske praksis.
Som det var tilfældet med terrorkataloget, skete det også med velfærdskommissionens rapport. Fogh tog afstand fra en række ting og profilerede dermed sig selv som landsfaderen. Hans projekt er at holde på magten, og at lade den liberale kurs cementere sin magt via markedet og andre mere anonyme magtnet. Fogh-foreningen er ansvarlige for et gigantisk velfærdsspild.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2005 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp