Der er ikke behov for og slet ingen fornuft i drastiske velfærdsreformer nu. Vi har råd til velfærd, det er indlysende. Vi har endda råd til at udvikle vores model

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund, Den Alternative Velfærdskommission
Regeringens Velfærdskommission (RVK) har gjort diskussionen om velfærd til først og fremmest et spørgsmål om økonomi: Har vi råd til velfærden i fremtiden?
Denne ensidige fokusering på økonomiske forhold var en af grundene til, at Socialpolitisk Forening nedsatte Den Alternative Velfærdskommission (DAV). En anden grund var kommissionens sammensætning af hovedsagelig neoliberale økonomer.
De neoliberale økonomiske teorier reducerer det komplekse, moderne blandingsøkonomiske samfund til en forestilling om en ren, simpel markedsøkonomi, hvor velfærdssystemet i grunden repræsenterer et fremmedlegeme. Og analyserer man velfærdssamfundet gennem en sådan optik, så er det jo ikke overraskende, hvis det munder ud i neoliberale løsningsmodeller.
Det har RVK da også længe varmet op til gennem sin fokusering på at øge beskæftigelsen gennem økonomiske incitamenter = økonomisk tvang og pisk og gennem sin kredsen om indførelse af brugerbetaling og forsikringsordninger.
Og i forlængelse af sit nyliberale udgangspunkt har RVK baseret sine beregninger på den lige så forenklede, neoklassiske DREAM-model.

Et bredere sigte
Heroverfor har DAV et bredere sigte og er funderet i en bredere social og økonomisk tilgang. Til forskel fra RVK inddrager DAV ikke blot økonomiens udbudsside, men også dens efterspørgselsside (Keynes). RVK fokuserer for eksempel konsekvent på at øget arbejdsudbuddet og forudsætter, at hermed vil beskæftigelsen også stige. Men der er ikke nogen automatik her. RVK`s recept på forringelse af dagpenge, kontanthjælp og integrationsydelser fører blot til øget arbejdsløshed, hvis der ikke er modsvarende øget efterspørgsel efter arbejdskraft.
DAV`s bud på finansiering af velfærdssamfundet handler derfor om en økonomisk vækst- og beskæftigelsesstrategi med skabelse af arbejdspladser i centrum.
Med sådan et teoretisk og modelmæssigt udgangspunkt er det måske ikke så underligt, at resultatet af RVK`s analyser af velfærdssamfundets fremtidige udfordringer er blevet stærkt misvisende udover at det er højst usikkert.
RVK har som bekendt regnet sig frem til, at det stigende antal ældre vil medføre et underskud på de offentlige finanser på 60-70 milliarder kroner frem til 2041, eller at beskæftigelsen skal øges med 270.000 personer.
Men Velfærdskommissionens beregninger er helt forkerte, idet de systematisk bygger på alt for pessimistiske forudsætninger, herunder navnlig at stigende levealder kun betyder flere år på plejehjem. Hvis vi kommer til at leve længere, er det fordi vi er raske længere op i livet: 'Skranteperioden' bliver også udskudt. Derfor er skrækscenariet på det punkt uden realitet.
Andre alt for pessimistiske forudsætninger hos RVK er blandt andet, at erhvervsfrekvensen for indvandrere og deres efterkommer fortsætter uændret på det aktuelle lave niveau de næste 35 år.
Den Alternative Velfærdskommission har korrigeret Velfærdskommissions beregninger: Den reelle udgiftsstigning er kun mellem halvdelen og en tredjedel af det, som Velfærdskommission har opgjort den til.

Der er råd
Den Alternative Velfærdskommission har anvist, hvorledes disse udgifter kan finansieres gennem dels en vækst- og beskæftigelsespolitisk indsats, der bringer 90-120.000 personer, af de 900.000 der i dag er uden for arbejdsmarkedet i beskæftigelse, og dels en aktiv og målbevidst integrationspolitik og - indsats, der øger erhvervsfrekvensen for indvandrere og efterkommere. Herigennem kan beskæftigelsen øges med 40-60.000 personer.
En sådan beskæftigelses- og integrationspolitik vil fra 2015 understøttes kraftigt af, at den fra det tidspunkt forstærkede afgang fra arbejdsmarkedet på grund af pensionering vil øge efterspørgslen efter arbejdskraft stærkt.
Endelig har DAV peget på supplerende finansiering af velfærdsordningerne gennem forhøjelse af skatterne på selektive områder: Genopretning af ejendomsværdiskatten, beskatning af kapitalgevinster på fast ejendom efter svensk model samt beskatning af formuerne i pensionskasserne (samlet provenu minimum ti milliarder kroner).
Og DAV har peget på, at RVK synes at have overset, at bruttonationalproduktet frem til 2040 vil blive mere end fordoblet og dermed tilsvarende indkomster og forbrugsmuligheder. Skulle det blive nødvendigt med mindre skattestigninger, vil de kunne gennemføres samtidig med, at forbrugsmulighederne for den erhvervsaktive del af befolkningen fortsat stiger stærkt.
DAV`s bud på velfærdssamfundets fremtid er således, at der er råd til velfærden. DAV afviser dermed også RVK`s nedskæringsforslag: Afskaffelse af efterlønnen og hævelse af pensionsalderen, forringelse af dagpengeordninger, kontanthjælp og integrationsydelser og andre ydelser til folk udenfor arbejdsmarkedet, brugerbetaling i sundhedssektoren og i de videregående uddannelser, forringelse af progressionen i skattesystemet og så videre.

Øget ulighed
Disse tiltag er ikke alene økonomisk unødvendige, de vil samtidig over en bred kam øge uligheden i samfundet ved at forringe omfordeling via skattesystemet fra højere til lavere indkomster; ved at øge uligheden mellem de på og uden for arbejdsmarkedet og ved at udbrede brugerbetalings- og forsikringsordninger, hvilket vender den tunge ende nedad.
Den Alternative Velfærdskommissions alternativ hertil er 'social integration' - i modsætning til Regeringens Velfærdskommissions klare sigte i retning af 'social disciplinering'. Der er for eksempel andre og væsentlige incitamenter til at være på arbejdsmarkedet end økonomiske: Identitet og mening, selvrealisering, socialt netværk.
Derfor er der ingen grund til at afskaffe efterlønnen: Vi skal i stedet styrke de incitamenter, der får folk til at blive længere på arbejdsmarkedet gennem for eksempel fleksible tilbagetrækningsordninger såsom deltids-efterløn og mulighed for opsparing af udskudt efterløn/pension.
Og der er ingen grund til at forringe overførslerne til indvandrere, ledige og socialt belastede. Der kommer ikke flere i arbejde af den grund og det straffer dem kun dobbelt: De er udenfor arbejdsmarkedet og derefter forringes deres indkomst- og levevilkår.
I stedet peger DAV på at styrke skabelsen af arbejdspladser gennem en vækst-, udviklings- og beskæftigelsespolitik og på at styrke disse gruppers muligheder for at opnå beskæftigelse navnlig gennem en intensiv efteruddannelsespolitik og -indsats, der sikrer dem de kvalifikationer, arbejdsgiverne i fremtiden vil efterspørge.
Endelig er der ikke nogen grund til at lette topskatten og frede ejendomsværdiskatten. De virkelige problemer ligger i bunden af skattesystemet, for de mange for hvem en lønfremgang i tilfælde af beskæftigelse langt hen ad vejen opvejes af reducerede offentlige ydelser. Her peger DAV på en lettelse af skatten for de laveste indkomster. Og skattestoppet skal selvfølgelig afskaffes.

Neoliberal model
Og dermed er vi fremme ved det, der er helt centralt for Den Alternative Velfærdskommission. Vi ser en sammenhæng mellem fastholdelse af et solidt og solidarisk velfærdssamfund - og vores produktive og innovative ressourcer og konkurrenceevne.
Den offentlige sektor er ikke en belastning for konkurrenceevnen, tværtimod er et velfungerede sundheds- og uddannelsessystem og en høj grad af indkomstsikring en forudsætning for Danmarks institutionelle konkurrenceevne. DAV vil derfor styrke disse sider af det danske samfund.
Hvor RVK er på vej væk fra den universelle model over mod en mere neoliberal samfundsmodel, vil DAV styrke og udvikle sammenhængskraften i samfundet og fastholde og udvikle den universelle, skandinaviske model.
Der er ikke behov for og slet ingen fornuft i drastiske velfærdsreformer nu. Vi har råd til velfærd, det er indlysende. Vi har endda råd til at udvikle vores model. Eller udtrykt skarpere: Det vil være at skyde sig selv i foden ikke at gøre.