Hvis a-kasserne trues af opløsning, er vejen åben for, at private forsikringer skal løse problemerne med arbejdsløshed. Jo svagere en person står på arbejdsmarkedet, jo højere vil forsikringspræmien blive

af Jens Jørgen Nielsen, konsulent, medlem af Den Alternative Velfærdskommission
Pisken er et urgammelt instrument. Og et symbol. Tidligere i historien har man opfattet pisken som et nødvendigt redskab til at styre individer, der overladt til sig selv ville fordærve sig i ladhed og kortsigtet nydelsessyge, hvad enten det drejede sig om dyr, slaver eller kvinder.
'Den man elsker, tugter man', hedder det i et gammelt ordsprog. Efter den opfattelse er menneskenaturen ond. Uden straf og tugt ville mennesket ikke arbejde. Derfor hører rangorden, hierarki og fysisk straf og disciplinering til for at frembringe orden i det kaos, den utøjlede natur ellers vil bringe os i.
For de fleste af os er den måde at tænke på for længst tilbagelagt historie, som vi smiler af. Men noget kunne tyde på, at forestillingen spøger hos økonomerne i Regeringens Velfærdskommission (RVK). Vi arbejder for lidt. Vi skal arbejde mere, lyder budskabet fra den længe ventede rapport fra RVK. Vi skal være meget længere tid på arbejdsmarkedet, efterlønnen skal fjernes og pensionsalderen sættes op. Og dagpengeperioden skal sættes ned fra fire til to et halvt år. Ungeindsatsen skal gælde til man bliver 30 år. Nu skal det være slut med at drive den af.

De dovne ledige
Hvem er det der skal have pisk? Det er seniorerne, der i slutningen af 50`erne overvejer at gå på efterløn, fordi de er nedslidte, ikke kan følge med, eller synes at arbejdet er blevet så stresset, at de er bange for at blive syge af det. Det er indvandrerne med mørk hud og fremmedklingende navne, som måske har opgivet at komme ind på det regulære arbejdsmarked og vælger det sorte. Det er dem på starthjælp, som ikke har penge til at blive integreret, og hvis børn heller ikke bliver det. Det er nyuddannede, der må vente længe på at få et arbejde. Det er langtidsledige i et arbejdsløshedsområde! Fortsæt selv listen.
Det disse mennesker har til fælles er, at de modtager en form for overførselsindkomst. Bortset fra det er deres situation meget forskellig. Jeg vil ikke udelukke, at man kan finde nogle dovne arbejdsløse, hvor en nedsættelse af dagpengeperioden måske vil virke. Men for langt de fleste skal der en særlig indsats til i form af uddannelse, fleksjob, seniorordning, bedre arbejdsmiljø, mindre stress og så videre. Med andre ord - at forklare hvorfor nogle vælger at blive på arbejdsmarkedet, når de bliver ældre, eller hvem der kommer i arbejde og hvem ikke, er en ret kompliceret opgave. Men ikke for RVK.
Man leder hos RVK forgæves efter nogle nuancerede forklaringer på, hvorfor folk går på efterløn, hvorfor så mange er ledige, på førtidspension med mere. Den eneste forklaring, som RVK synes at tilbyde, er, at der eksisterer for lukrative ordninger for arbejdsløse, ældre, indvandrere og andre, der ikke er på arbejdsmarkedet.
Accepterer man den forklaring, ja så er der naturligvis kun ét instrument i værktøjskassen til at øge beskæftigelsen, nemlig at straffe de arbejdsløse, indvandrere, efterlønnere og andre på overførselsindkomster. Ja RVK nærmest antyder, at de arbejdsløse og de ældre skal være taknemmelige for, at deres ydelser bliver sat ned, så de får et incitament til at forblive længere på arbejdsmarkedet. På den måde bliver de revet ud af deres selvvalgte men skadelige driverliv.
Det turde dog ellers være andre mere nærliggende forklaringer. For det allerførste, at der simpelthen ikke eksisterer job. Jeg har endnu ikke hørt eller læst nogle overvejelser fra RVK, om hvilke job de arbejdsløse, dem i efterlønsalderen og andre på overførselsindkomster vil blive tilbudt.
Medlemmerne af RVK tilhører den teoretiske skole inden for den økonomiske videnskab, som mener, at det eneste afgørende er at øge udbuddet af arbejdskraft. Så vil der automatisk blive efterspørgsel efter den. Men hvilke arbejdspladser der reelt er til stede, er underligt uinteressant for dem. Af den grund vil RVK`s forslag gøre arbejdsløshedskøerne længere, det vil hurtigere sende arbejdsløse ned på kontanthjælp.
En anden forklaring på at i hvert fald nogle grupper på omkring 60 år vælger at gå på efterløn, kunne være, at der er store problemer med arbejdsmiljøet. Alt for få arbejdspladser har en seniorpolitik, der rummer mulighed for gradvis tilbagetrækning.
Det har også undret mig, at RVK ikke forholder sig til de næsten eksplosivt stigende udgifter til sygedagpenge. Siden midten af 1990`erne er udgifterne næsten fordoblet. Og hvis vi lægger de offentlige udgifter sammen med arbejdsgivernes udgifter (to uger + løn under sygdom) så er dette beløb på godt 22 milliarder kroner, lidt større end statens udgifter til efterløn. Der er endvidere meget der tyder på, at mange af sygdommene er forbundet med stress.

den danske model
'Vi ønsker at bevare den danske model', sagde et storsmilende medlem af RVK i DR 2`s program: Deadline. Det var professor Nina Smith. RVK`s formand indledte også sit pressemøde med at understrege, at hele projektet handlede om at bevare den gode danske model med en skattefinansieret offentlig sektor og et organiseret arbejdsmarked. Men kigger vi nærmere på for eksempel forslagene om at reformere arbejdsmarkedet, så tegner der sig et andet perspektiv.
Én ting er, at forslagene på arbejdsmarkedsområdet ikke vil virke for de arbejdsløse bortset fra enkelte grupper. Vi vil få længere køer og flere på kontanthjælp. Det er slemt nok. Men der er en anden effekt, som på sigt også er alvorlig.
Hvis disse reformer føres ud i livet, vil de meget kraftigt svække a-kasserne. Hvorfor dog betale til et system, der giver så lidt og som virker i så få år, vil mange rimeligt berettiget mene?
Når RVK samtidig foreslår, at kontanthjælpen skal gives uafhængig af ægtefællens indkomst, ja så vil mange opleve, at der ikke er den store forskel mellem a-kassen og kontanthjælpen.
I forvejen er a-kasserne truet af, at de lidt højere lønnede får en meget lav dækning ved arbejdsløshed og at de lavere lønnede knapt har råd til kontingentet. Hvis a-kasserne trues af medlemsflugt og opløsning, ja så er vejen for alvor åben for, at private forsikringer skal løse problemerne med arbejdsløshed.
Hvad det vil betyde er ikke vanskeligt at forudse. Jo svagere en person står på arbejdsmarkedet, jo højere vil forsikringspræmien blive og omvendt. Det vil kraftigt øge uligheden i Danmark.

Dansk Flexicurity
Men der er også en anden effekt af de foreslåede dagpengeregler, som RVK tilsyneladende har overset. Danmark fik ros i det ret business venlige ugeblad The Economist. Vores flexicurity system viser sig at være et af de systemer, der er bedst egnede til at håndtere de store problemer, som globalisering udsætter os for. Det der får The Economist til at rose os er, at det er ret nemt at fyre folk. Til gengæld har vi en relativ god dækning ved arbejdsløshed og gode muligheder for efteruddannelse og andre ydelser.
Dette sættes op imod blandt andet nogle sydeuropæiske lande, hvor det er meget vanskeligt at fyre folk, mens der til gengæld eksisterer meget dårlige muligheder for støtte og uddannelse for de arbejdsløse.
Hvis RVK får magt som den har agt, vil den danske model svækkes og på sigt snarest forsvinde, og dermed de fordele som danske virksomheder har nydt. De faglige organisationer vil stille krav om meget længere opsigelsesvarsler med et stift arbejdsmarked til følge.
RVK`s forslag til nye dagpengeregler kan alvorligt bidrage til at svække det system, vi snart har haft i 100 år i Danmark. Det er ikke givet, at det vil føre til et mere effektivt system. Men vi vil får et forsikringssamfund, hvor medlemmer af a-kasser ikke solidarisk støtter hinanden i tilfælde af arbejdsløshed.
Vi vil få en stor gruppe af udstødte, hvis børn vil få en dårlig start på livet. Stigende kriminalitet og anden uro vil være noget som den offentlige sektor skal tage sig af. At undergrave den danske model er ikke en hurtig vej til økonomisk vækst. Den offentlige sektor er nemlig ikke en belastning for vores internationale konkurrenceevne. Det har historisk været en konkurrencefordel.