Hvor mange mennesker skal man slå ihjel, inden man har gjort sig fortjent til titlen massemorder og krigsforbryder? Hundredtusind? Det skulle være mere end nok, ville jeg mene.

Den 7. december modtog den britiske dramatiker og forfatter Harold Pinter Nobels Litteraturpris. Arbejderen bringer her den tale, som Harold Pinter holdt i forbindelse med prisoverrækkkelsen. Talen er lettere forkortet.

af Harold Pinter
I 1958 skrev jeg følgende:
'Der findes ingen skarpe grænser mellem virkeligt og uvirkeligt, ej heller mellem sandt og usandt. Noget er ikke nødvendigvis sandt eller usandt; det kan være både sandt og usandt'
Jeg tror, at disse antagelser stadig har mening og stadig kan bruges på udforskningen af virkeligheden ved hjælp af kunsten.
Som forfatter vedstår jeg mig disse antagelser, men som medborger kan jeg ikke stå ved dem. Som medborger må jeg stille mig selv spørgsmålet: Hvad er sandt? Hvad er usandt?
Sandheden i drama er flygtig. Du finder den aldrig helt, men søgen efter sandhed er tvangsmæssig, uomgængelig. Søgen efter sandhed er ganske enkelt det, der driver værket. Ofte snubler man over den i mørket, støder ind i den eller får et glimt af et billede eller form, som synes at være sandheden, ofte uden at erkende, at man gjorde det.
Men den egentlige sandhed er, at man aldrig finder nogen enkelt sandhed i dramatisk kunst. Der er mange. Disse sandheder udfordrer hinanden, frastøder hinanden, genspejler hinanden, ignorerer hinanden, driller hinanden, er blinde for hinanden.
Sommetider føler man, at man har et sandhedens øjeblik i hånden, i næste øjeblik glider det dig af hænde og er tabt.
Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan mine skuespil bliver til. Jeg ved det ikke. Ej heller kan jeg sammenfatte mine stykker udover at sige, at det var det, der skete. Sådan sagde de. Sådan gjorde de.!!!!!!!!!!

Løgn på løgn
Det politiske sprog, det sprog politikere bruger, kommer ikke ind på nogle af de områder, som sproget i drama kommer ind på, eftersom de fleste politikere, i overensstemmelse med de beviser, vi har, ikke er interesserede i sandhed, men i magt og bevarelse af magten. For at bevare magten gælder det om at holde folk hen i uvidenhed, så de lever i uvidenhed om sandheden, endog sandheden om deres eget liv. Vi er derfor omgivet af et væv af løgne, som vi fodres med.
Som alle her tilstede ved, retfærdiggjordes invasionen af Irak med, at Saddam Hussein rådede over et arsenal af meget farlige masseødelæggelsesvåben, hvoraf nogle kunne affyres i løbet af 45 minutter og medføre frygtelige ødelæggelser.
Vi blev forsikrede om, at dette var sandt. Det var usandt. Vi fik at vide, at Irak havde forbindelse med al Qaeda og var medansvarlig for den ugerning, der ramte New York 11. september 2001. Vi blev forsikret om, at dette var sandheden. Det var ikke sandt. Vi blev fortalt, at Irak truede verdens sikkerhed. Man forsikrede os om, at det var sandt. Det var ikke sandt.
Sandheden er noget helt andet. Sandheden handler om, hvordan USA ser sin rolle i verden, og hvordan det vil spille denne rolle.
Men inden jeg vender tilbage til nuet, vil jeg kaste et blik tilbage på den seneste fortid, og hermed mener jeg USA`s udenrigspolitik siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

USA`s forbrydelser
Jeg tror det er nødvendigt, at vi underkaster denne periode i det mindste en begrænset granskning, det alt hvad tiden her tillader.
Alle ved, hvad der skete i Sovjetunionen og Østeuropa i efterkrigstiden: systematisk brutalitet, omfattende grusomheder og hensynsløs undertrykkelse af den frie tanke. Al dette er dokumenteret og verificeret.
Men det jeg vil hævde her er, at USA`s forbrydelser i samme periode kun er overfladisk nedskrevne, udokumenterede, ikke bekræftede, for slet ikke at sige overhovedet erkendt som forbrydelser. Jeg tror dette er noget, vi er nødt til at beskæftige os med, og at sandheden har en væsentlig indflydelse på, hvor verden står i dag.
Selvom USA`s handlen rundt om i verden i et vist omfang havde sine grænser på grund af Sovjetunionens eksistens, viste den, at USA havde sluttet, at man havde frikort til at gøre, hvad man ville.
Direkte invasion af suveræne stater har faktisk aldrig været Amerikas foretrukne metode. USA har i al almindelighed foretrukket det, man kalder 'en lavintensiv konflikt'.
En lavintensiv konflikt medfører, at tusinder dør, men langsommere end hvis man havde smidt en bombe i hovedet på dem. Det betyder, at man inficerer landets livsnerve, etablerer en ondartet svulst og ser koldbranden brede sig.
Når befolkningen er kuet - eller slået ihjel, det kommer ud på det samme - og ens egne venner, militæret og storkoncernerne sidder bekvemt på magten, stiller man sig frem for kameraerne og udtaler, at demokratiet har sejret. Det var hverdagskost i amerikansk udenrigspolitik i den periode, jeg taler om her.

Nicaragua
Nicaraguas tragedie er et særdeles vigtigt tilfælde. Jeg har valgt at tage det op her som et markant eksempel på, hvordan USA ser sin rolle i verden, dengang som nu.
Sidst i 1980`erne deltog jeg i et møde på USA's ambassade i London.
USA`s kongres var ved at beslutte, om man skulle bevillige flere penge til Contraernes kamp mod Nicaraguas regering. Jeg var medlem af en delegation, der talte Nicaraguas sag, men det vigtigste medlem af denne delegation var fader John Metcalf.
Lederen af den amerikanske delegation var Raymond Seitz (dengang nummer to på ambassaden, senere selv ambassadør). Fader Metcalf sagde:
'Sir, jeg leder en menighed i det nordlige Nicaragua. Mine sognebørn har bygget en skole, et sundhedscenter og et kulturcenter. Vi har levet i fred og fordragelighed. For nogle måneder siden angreb en Contra-styrke sognet. De ødelagde alt: skolen, sundhedscenteret, kulturcenteret. De voldtog sygeplejersker og lærere, slagtede læger på den mest brutale måde. De opførte sig som vilde. Bed venligst den amerikanske regering om at ophøre med sin støtte til denne chokerende terrorvirksomhed'.
Raymond Seitz ansås for at være et rationelt, ansvarligt og særdeles kultiveret menneske. Han var dybt respekteret i diplomatiske kredse. Han lyttede, holdt en pause og svarede så med nogen alvor.
'Fader', sagde han, 'lad mig fortælle Dem noget. I krig lider uskyldige mennesker altid'.
Der opstod en iskold tavshed. Han ikke så meget som blinkede.
Ja i sandhed, uskyldige mennesker lider altid.
Endelig sagde nogen: 'Men i dette tilfælde blev 'uskyldige mennesker' ofre for en grufuld ugerning, en af mange sådanne ugerninger. Hvis kongressen bevilliger flere penge til Contraerne, vil flere af disse ugerninger finde sted. Er De ikke enig i det? Er deres regering så ikke medskyldig i at finansiere mord og ødelæggelse, rettet mod borgere i en suveræn stat?'
Seitz lod sig ikke rokke. 'Jeg er ikke enig i at de facts, der her er fremlagt, støtter Deres påstand', sagde han.
Da vi forlod ambassaden fortalte en af ambassadens ansatte, at han satte pris på mine skuespil. Jeg svarede ham ikke.

Sandinisterne var ikke perfekte!
Jeg skal minde om at præsident Reagan på det tidspunkt udtalte:
'Contraerne er det moralske modstykke til Unionens Fædre (Founding Fathers).'
USA støttede det brutale Somoza-diktatur i over 40 år. I 1979 styrtede det nicaraguanske folk dette diktatur, anført af sandinisterne, i en folkelig rejsning uden sidestykke.
Sandinisterne var ikke perfekte. De kunne være arrogante, og deres politiske filosofi indeholdt en række indbyrdes modstridende elementer. Men de var intelligente, fornuftige og civiliserede.
De gik i gang med at skabe et stabilt, anstændigt og pluralistisk samfund. Dødsstraffen blev afskaffet. Hundredtusinder af forarmede bønder genoprejstes fra de døde. Over 100.000 familier fik tildelt jord. 2000 skoler blev bygget. En bemærkelsesværdig kampagne mod analfabetisme reducerede denne til mindre end en syvende del af befolkningen. Der indførtes gratis skolegang og sundhedstjeneste. Børnedødeligheden mindskedes med en tredjedel. Polioen blev udryddet.

USA fordømmer fremskridt
USA fordømte disse fremskridt som marxistisk/leninistisk undergravningsvirksomhed. I US-regeringens øjne var et farligt eksempel ved at blive sat.
Hvis Nicaragua fik lov at indføre grundlæggende normer for social og økonomisk retfærdighed, hvis det fik lov at højne standarden for sundhedsvæsenet og undervisningen og opnå social enhed og national selvrespekt, ville nabolandene stille de samme spørgsmål og gøre det samme. Netop på dette tidspunkt var der som bekendt voldsom modstand mod tilstandene i El Salvador.
Jeg talte tidligere om det 'væv af løgne', der omgiver os. Præsident Reagan beskrev tit Nicaragua som et totalitært fangehul. Dette opfattede medierne. Og i særdeleshed den britiske regering, som en fair og præcis kommentar.
Men i virkeligheden var der ingen dokumentation for, at der var dødspatruljer under den sandinistiske regering. Ingen dokumentation for tortur. Ingen dokumentation for systematisk eller militær brutalitet. Ingen præster blev myrdet i Nicaragua. Faktisk var der tre præster i regeringen, to jesuitter og en Maryknoll-missionær.
De totalitære fangehuller fandtes i virkeligheden i nabostaterne El Salvador og Guatemala. USA havde styrtet den demokratisk valgte regering i Guatemala i 1954, og det skønnes et mere end 200.000 mennesker er blevet ofre for de efterfølgende militær-diktaturer.
Seks af verdenens mest fremstående jesuitter blev i 1989 brutalt myrdet ved Central American University i San Salvador af en bataljon fra Alcatl-regimentet, der var uddannet på Fort Benning i USA. Den ekstremt modige ærkebiskop Romero blev myrdet midt under messen. Det formodes, at mere end 75.000 mennesker døde.

Troen på et bedre liv
Hvorfor blev de dræbt? De blev slået ihjel, fordi de troede at et bedre liv var muligt og kunne opnås. Denne tro stemplede dem straks som kommunister.
De døde, fordi de vovede at sætte spørgsmålstegn ved status quo, den endeløse fattigdom, sygdom, fornedrelse og undertrykkelse, de havde levet under siden deres fødsel.
Det lykkedes til sidst USA at styrte den sandinistiske regering. Det tog nogle år og skete under betydelig modstand, men en hensynsløs økonomisk forfølgelse og 30.000 døde udhulede slutteligt kampviljen hos det nicaraguanske folk.
De var atter udmattede og forarmede. Kasinoerne flyttede tilbage. Det var slut med gratis skolegang og lægehjælp. Storkapitalen vendte tilbage i fuldt omfang. Demokratiet havde sejret.
Denne politik blev på ingen måde begrænset til Centralamerika. Den førtes over hele verden. Den føres stadig. Og det er som om intet nogensinde er sket.

Tusinder dør på grund af USA
USA har støttet og i mange tilfælde skabt hvert eneste højreekstreme militær-diktatur i verden efter Anden Verdenskrig.
Jeg tænker her Indonesien, Grækenland, Uruguay, Brasilien, Paraguay, Haiti, Tyrkiet, Philipinerne, Guatemala, El Salvador og selvfølgelig Chile. Den rædsel, som USA udsatte Chile for i 1973, kan aldrig sones, kan aldrig tilgives.
Hundredtusinder mennesker mistede livet i disse lande. Gjorde de virkelig det? Og skyldes alle dødsfald USA's politik?
Svaret er ja, det gjorde de, og ja det skyldes USA's udenrigspolitik. Men det er der ikke mange, der ved.
Det skete aldrig. Ingenting skete. Selv mens det fandt sted, skete der i virkeligheden ikke. Det var betydningsløst. Det var uden interesse.
USA`s forbrydelser har været systematiske, konstante, brutale og skånselsløse, men det er kun et fåtal, der faktisk har snakket om dem.
Det må man lade USA. Det har gennemført en ren klinisk magtmanipulation over hele verden, samtidig med at det har udgivet sig for at være en kraft i det universelt godes tjeneste. Det er et lysende, ja virtuost og særdeles succesrigt hypnosenummer.

Det største show
USA er uden for enhver tvivl det største show, der findes. Brutal, ligegyldig, fuld af foragt og hensynsløs kan man synes, men også meget klog.
Som en handelsrejsende er det ude på en enmandsturne, og dets mest letsælgelige vare er egenkærlighed. Det er blevet en kæmpe succes.
Prøv at lytte til alle de amerikanske præsidenter, når de på TV udtaler ordene det amerikanske folk, som for eksempel i sætningen:
Jeg siger til det amerikanske folk, at tiden er til at bede og forsvare det amerikanske folks rettigheder, og jeg beder det amerikanske folk om at have tillid til deres præsident og de skridt, han må tage på det amerikanske folks vegne.

Sproget kan holde tanken i skak
Det er en forførende strategi. Sproget bruges faktisk til at holde tanken i skak.
Ordene det amerikanske folk er en blød pude af tilforladelighed. Du behøver ikke tænke. Bare læn dig tilbage på puden. Det kan godt være, at puden kvæler din intelligens og din kritiske sans, men den er meget behagelig.
Dette gælder selvfølgelig ikke for de 40 millioner, der lever under fattigdomsgrænsen eller de to millioner mænd og kvinder, som sidder fængslede i det enorme gulag af fængsler, der strækker sig ud over hele USA.
USA bekymrer sig ikke mere om lavintensitive konflikter. Det har ikke længere nogen mening at være tilbageholdende eller endog vildledende.
Man lægger kortene på bordet uden frygt. USA giver fanden i FN, international lov eller fordømmende kritik, som man anser for at impotent og irrelevant.
Det har også sit eget lille lam traskende efter sig i snor, det patetiske og føjelige Storbritannien.
Hvad er der sket med vor moralske finfølelse? Har vi nogen sinde haft nogen? Hvad betyder ordene?
Står de for et i vore dage sjældent benyttet ord - samvittighed? En samvittighed, der ikke kun vedkommer vore egne handlinger, men også angår vor fælles ansvarlighed for andres handlinger? Er alt dette uddødt?

Guantanamo
Se på Guantanamo Bugten. Hundreder af mennesker indespærret uden tiltale i mere end tre år, uden adgang til advokatbistand og lovmedholdelig rettergang, teknisk set indespærrede til evig tid. Denne fuldstændig ulovlige fremgangsmåde følges stadig, selv om den er i strid med Genev-konventionen.
Det ikke alene tolereres, men giver knap nok anledning til enkelt strøtanke i det, der kaldes det 'internationale samfund'. Dette kriminelle retsovergreb begås af et land, som selv erklærer, at der er den frie verdens leder.
Tænker vi på fangerne i Guantanamo? Hvad fortæller medierne om dem? De dukker af og til op - som et lille notat på side seks. De er anbragt i et ingenmandsland, som de sikkert aldrig vender tilbage fra.
I øjeblikket sultestrejker mange af dem - inklusive britiske statsborgere - og tvangsfodres. Tvangsfodring uden nogen hensyntagen. Ingen bedøvende eller beroligende midler. Bare en slange gennem næsen og ned i halsen. Du kaster blod op. Det er tortur.
Hvad har den britiske udenrigsminister sagt om dette? Ikke et ord. Hvorfor ikke? Fordi USA har sagt: at kritisere vor optræden i Guantanamo er en uvenlig handling.
Enten er I med os, eller I er mod os. Så Blair holder kæft.

Banditoverfald på Irak
Invasionen af Irak var et banditoverfald, et udtryk for klar statsterrorisme og udviser total foragt for internationale retsprincipper. Invasionen var egenmægtig militær aktion inspireret af løgn på løgn og grov manipulation af medierne og dermed offentligheden.
Det var en handling, der efter at alle andre undskyldninger ikke kunne retfærdiggøres længere - som en sidste udvej - skulle konsolidere amerikansk militær og økonomisk kontrol i Mellemøsten under dække af befrielse. Et formidabelt opbud af militær styrke, der resulterede i død og lemlæstelse af tusinder uskyldige ofre.
Vi har udsat det irakiske folk for tortur, klyngebomber, forarmet uran, utallige tilfælde af tilfældige drab, elendighed, fornedrelse og død og kalder det at indføre frihed og demokrati i Mellemøsten.
Hvor mange mennesker skal man slå ihjel, inden man har gjort sig fortjent til titlen massemorder og krigsforbryder? Hundredtusind? Det skulle være mere end nok, ville jeg mene.

Stil blair og bush for retten i Haag
Derfor er det ikke mere end rimeligt, at Bush og Blair stilles til ansvar ved Den International Domstol i Haag.
Men Bush har været smart. Han har ikke ratificeret aftalen om Den Internationale Domstol i Haag. Så hvis en amerikansk soldat eller for den sags skyld politiker finder sig selv på anklagebænken, har Bush advaret om, at han sender marinekorpset.
Men Blair har ratificeret aftalen og godkendt domstolen og kan derfor anklages. Vi kan godt sørge for, at domstolen får hans adresse, hvis den er interesseret. Det er Downing Street 10, London.

døden er sat på undtagelseslisten
Døden er uvedkommende i denne sammenhæng. Både Bush og Blair har sat døden på undtagelseslisten.
Mindst 100.000 irakere nåede at blive dræbt af amerikanske bomber og missiler, inden det irakiske oprør startede.
Disse mennesker er uden betydning. Deres død eksisterer ikke. Den er fiktiv. De er end ikke registrerede som døde. Vi giver os ikke af med at tælle lig, som den amerikanske general Tommy Franks har udtrykt det.
I en tidlig fase af invasionen var der et foto på forsiderne af de britiske aviser, hvor Tony Blair kysser en lille irakisk dreng på kinden. Et taknemmeligt barn lød billedteksten.
Nogle dage senere var der igen en historie og et foto - på en side inde i bladene - af en irakisk dreng på fire år uden arme. Hans familie var blevet dræbt af et missil. Hvornår får jeg mine arme tilbage? spurgte han.
Historien blev droppet, det var jo ikke Blair, der holdt ham i sine arme, ej heller holdt han kroppen af et andet lemlæstet barn eller en blodig krop. Blod er beskidt. Det sviner din skjorte og dit slips til, når du skal holde en alvorlig tale på TV.
De 2000 døde amerikanere er et pinligt faktum. De transporteres til deres grave i nattens mulm og mørke. Begravelserne sker ubemærket. De lemlæstede rådner op i deres senge, nogle af dem i resten af livet. Så både de døde og de lemlæstede rådner op i forskellige slags grave.
Her er et uddrag af et digt af Pablo Neruda:
'Jeg forklarer et og andet':

Og en morgen stod alt i flammer, og en morgen brød luernefrem af jordenfor at fortære det Levende,og siden hen ild,krudt siden hen,og siden hen blod.Banditter med flyvemaskiner og maurere, banditter med ringe og hertuginder,banditter med sorte, velsignende munke kom fra himlen for at slå børn ihjel, og gennem gaderne løb børnenesblod, simpelthen, som børns blod.Sjakaler som en sjakal ville have væmmedes ved, sten som den tørre tidsel ville have spyttet ud, snoge forhadt mellem snoge!For jeres øjne har jeg set Spaniens blod løfte sigfor at drukne jer i en eneste bølge af stolthed og knive!Generalerforrædere:se mit døde hus, se Spanien kvæstet:men fra hvert af de døde huse springer glødende metali stedet for blomster,og fra hvert hul i Spanienspringer Spanien,og fra hvert eneste myrdet barn springer et gevær med øjne, og af hver eneste forbrydelse fødes kugler,som en dag skal finde et hjertesbeliggenhed.Nu spørger I hvorfor dette digtIkke fortæller om drømme og grønne blade,Om mit fædrelands store vulkaner.Kom og se blodet i gaderne, kom og seblodet i gaderne,kom og se blodeti gaderne!
Lad mig understrege, at jeg ved at citere Nerudas digt ikke på ingen måde sammenligner det republikanske Spanien med Saddam Husseins Irak.
Jeg citerer Neruda, fordi jeg ingen andre steder i moderne digtning har kunnet finde så kraftfuld og rent fysisk skildring af bombning af civile.

'Total dominans'
Jeg har tidligere sagt, at nu spiller USA med helt åbne kort. Sådan er det. Dets officielt erklærede politik defineres nu som 'total dominans'. Det er ikke mig, der har fundet på dette ord, det er dem selv. 'Total dominans' betyder herredømmet over land og hav, luft og rum og alle dertil hørende ressourcer.
USA er nu i besiddelse af 702 militære installationer fordelt på 132 lande verden over med Sverige som ærefuld undtagelse. Man ved ikke rigtigt, hvordan de er kommet der, men de er der.
USA har 8000 aktive og operationsklare kernevåben. 2000 af disse er i højeste beredskab, kan affyres med 15 minutters varsel. Man er i gang med at udvikle nye kernevåben, de såkaldte bunker busters.
De altid tjenstvillige briter planlægger at udskifte deres egen raket Trident. Man kan fundere over, hvem de vil sigte på? Osama bin Laden? Dig? Mig? Jensen? Kina? Paris? Hvem ved?
En ting ved vi med sikkerhed, og det er, at dette barnagtige vanvid - besiddelse af og trussel om at bruge kernevåben - er centralt i USA`s nuværende politiske filosofi.
Vi bør minde os selv om, at De Forenede Stater er i permanent krigstilstand og ikke viser nogen tegn på afspænding.

tusinder føler afsky
Tusinder, hvis ikke millioner, mennesker i selve USA føler åbenlyst afsky, skam og vrede over deres regerings opførsel, men de udgør ingen samlet politisk kraft - endnu. Men den uro, usikkerhed og angst, vi ser vokse dag for dag i USA, vil ikke blive mindre i tiden fremover.
Jeg ved at præsident Bush råder over mange særdeles kompetente skribenter til sine taler, men jeg vil gerne melde mig frivillig til jobbet som taleskriver.
Jeg vil foreslå følgende korte henvendelse til nationen på TV. Jeg kan se ham for mig højtidelig, velfriseret, alvorlig, sympatisk, oprigtig, ofte afvæbnende, ind i mellem med et påtvunget smil på læberne, underligt tiltrækkende, et rigtigt mandfolk:
'Gud er god. Gud er stor. Min Gud er god. Osama bin Ladens Gud er ond. Han har en ond Gud. Saddams Gud var ond, selvom han ingen havde. Han var en barbar. Vi er ikke barbarer. Vi hugger ikke hovedet af folk. Vi tror på frihed. Det gør Gud også. Jeg er ikke barbar. Jeg er demokratisk valgt leder i et frihedselskende demokrati. Vi er et barmhjertigt samfund. Vi har barmhjertige henrettelsesmetoder. Vi er en stor nation. Jeg er ikke diktator. Det er han. Jeg er ikke barbar. Det er han. Og han. Det er de alle. Jeg er i besiddelse af moralsk autoritet. Ser du denne knytnæve? Den er min moralske autoritet. Glem ikke det.'
En forfatters liv er sårbart, næsten nøgent. Der er ikke noget at beklage sig over.
Forfatteren foretager sit valg og hænger på det. Men det er rigtigt at sige, at du er blottet for alle vinde, nogle af dem særdeles iskolde. Man står fuldkommen alene og udsat. Uden beskyttelse, uden noget tilflugtssted - for så vidt at man ikke lyver - for i det tilfælde har man konstrueret sit eget gemmested og er, kunne man sige, blevet politiker.
Jeg har talt meget om døden i aften. Nu vil jeg læse et af mine egne digte som jeg har kaldt 'Døden':

Hvor fandtes den døde krop?Hvem fandt den krop?Hvor var den døde krop da den blev fundet?Var den døde krop død da den blev fundet?Hvem var den døde krop?Hvem var den døde forladte kropsFar eller datter eller brorEller onkel eller søster eller mor eller søn?Hvorfor var den krop forladt?Var den døde krop forladt?Hvem havde efterladt den døde krop?Var den døde krop nøgen eller rejseklædt?Hvad fik dig til at erklære den døde krop død?Erklærede du den døde krop død?Hvor godt kendte du den døde krop?Hvordan vidste du den døde krop var død?Vaskede du den døde kropLukkede du dens øjneBegravede du kroppenLod du den ligge forladtKyssede du den døde krop

Når vi ser os selv i spejlet, tror vi at det billede, vi ser, er præcist. Men hvis vi flytter os nogle millimeter, ændres billedet. Vi ser i virkeligheden på en uendelig række spejlbilleder. Men nogle gange må en forfatter knuse spejlet - for det er på den anden side af spejlet, sandheden stirrer på os.
På trods af meget dårlige odds tror jeg, at en urokkelig, klippefast og hårdnakket intellektuel beslutsomhed om at fastslå, hvad der virkelig er sandt i vore liv og i samfundet, er en grundlæggende forpligtigelse, som påhviler os alle som medborgere. Den er nødvendig.
Hvis ikke en sådan beslutsomhed er en integreret del af vor politiske vision, har vi meget lidt håb om at genoprette noget, vi næsten har tabt - menneskets værdighed.

Oversættelse fra engelsk/svensk: Jan Flemming Madsen

Nerudas digt er oversat af Ivan Malinovski i: Pablo Neruda, Digte, Oversættelser Ivan Malinovski, Borgens Forlag.