Dette opfatter jeg som det centrale i kristendommens lære om næstekærlighed: At der ikke findes noget menneske, som er for fjernt eller for abstrakt til at være vores næste.

af Kjeld Stenum
'Lænkehunden den får dobbelt sul. / Den skal osse mærke, det er jul!' står der i én af vores værste julesange. Én af vores værste, fordi den fanger det værste i dansk julehygge på kornet (hvilket i sig selv er en god ting), men så gør den guddødemig en dyd ud af det. Det er selvtilstrækkeligheds-hyggen, hyggen, som man køber sig til. Hygge, det er det at være inde ved gåsestegen, rødkålen og den fede mados, det at være med inde i varmen, kort sagt, hvilket man kun kan være, hvis man lukker nogen ude.
Ude i yderkanten af varmen, derude hvor det barske og kolde undertiden får overtaget, derude hvor man undertiden må bides med fjenden og dæmonerne og undertiden må glamme vildt ud i det bundløse mørke for at holde modet oppe hos sig selv og modet nede hos alle andre, derude, hvor hyggens yderste grænser værnes, der befinder lænkehunden sig. Og det er en karakteristisk ting, at selvom vi selv holder den i dens lænker, for at den ikke skal rømme af sin modbydelige plads, så er vores hygge inde i varmen ikke fuldkommen, før vi også har gjort lidt ekstra for den.
I julen skal vi jo være gode ved hinanden! Er julen måske ikke kristnes vigtigste højtid? Og er næstekærlighed måske ikke det allervigtigste i hele det kristne budskab?

Præcis som vores aflad til den lænkehund er Dansk Folkeparti-præsten Søren Krarups begreb om næstekærlighed.
Kærlighed, det er noget, vi kun kan føle overfor de mennesker, vi er sat iblandt, mener han. Næsten er den, der er placeret næst til os, det vil sige ved siden af os, altså den, som ligner os mest. Den yderste 'næste', vi overhovedet kan have, er den lænkehund, der er sat til at vogte vores grænser og sørge for, at der i det hele taget er noget, der hedder 'inde i varmen' og noget, der hedder 'udenfor'. Og den næstekærlighed, der får folk til at donere penge til for dem fuldstændig ukendte ofre for en katastrofe i Pakistan eller Darfur, den har Søren Krarup kun fnysende foragt tilovers for. Sådan en 'næste' er noget abstrakt, og for det abstrakte kan man ifølge Krarup ikke have ægte følelser.
Personer, som ikke er med i varmen, er ikke-personer og kan ikke være næster. Og i det syn placerer den fundamentalistiske lutheraner Søren Krarup sig fuldstændig på linje med det værste i katolsk kristen tradition. Den tradition, der skabte korsriddere, selvretfærdighed og fremmedhad, inkvisition, hekseforfølgelser og kætterbål. Den lumre kloster-tradition af indspisthed og indadvendthed, som den sene middelalders bondeoprør forsøgte at knuse, men som Luther bjergede frelst med over i den protestantiske kirke, der fortsatte med at brænde hekse. Den tradition, som gjorde Calvin i stand til at gøre arbejdsom ophobning af rigdomme til en from dyd, og som skabte hemmelige selskaber fra frimurere til det Broederbond, der bar Sydafrikas apartheid.
Den tradition, der gjorde kaptajnerne på slavetransporterne til Amerika til fromme religionsudøvere, hvis forestillinger om næstekærlighed var fuldt forenelige med deres modbydelige blodige levebrød. På den måde grundlagdes hinsides Atlanten verdens mægtigste økonomi og mægtigste militærmagt, der i dag viderefører næstekærligheden i Irak, Afghanistan og Guantanamo.

Søren Krarup kan utvivlsomt finde belæg for sin tolkning af næstekærligheden hos såvel Luther som paven, men den er hverken kristen eller moralsk.
Nu har jeg det godt nok sådan med Bibel-exegese, at jeg dels ikke har vildt meget fidus til bibeltekster som pålideligt historisk kildemateriale, dels mener, teksterne indeholder så mange modstridende holdninger, at man kan finde belæg for omtrent en hvilken som helst udlægning. Men de bibeltekster, der efter min ringe viden siger mest om Jesus` opfattelse af næstekærlighed, er dels beretningen om den fattige enke, der gav et meget lille beløb til de fattige, men som Jesus alligevel fremhævede som den største giver, fordi hun gav alt, hvad hun ejede og havde. Og dels er det lignelsen om den barmhjertige samaritan, der forbarmede sig over en jøde, som lå nøgen og forslået i vejgrøften, frarøvet alt i et overfald. Enken gav alt, hvad hun ejede og havde, til abstrakte fattige, som hun ikke kendte og intet vidste om.
Den barmhjertige samaritan var som samaritan en person fra udenfor det jødiske samfund, en person fra en kultur, som jøderne følte fremmedhad og foragt overfor, og som formentlig følte det samme for jøderne.
Men han skrævede over kulturkløften og fattede medlidenhed med den nøgne medskabning i vejgrøften, fordi han rent biologisk lignede ham tilstrækkeligt til ikke at kunne lade være med at sætte sig i hans sted. Dette opfatter jeg som det centrale i kristendommens lære om næstekærlighed: At der ikke findes noget menneske, som er for fjernt eller for abstrakt til at være vores næste. Derfor ved vi også i enhver konkret situation udmærket, hvordan vi kan og ikke kan behandle hinanden, hvis samfund skal bestå.

Så bliver andestegen stikkende i din hals i morgen aften, og får du kvalme af ris a la mande`n, fordi fjerne sultende skygger hjemsøger din hjerne, så bare rolig! Din dårlige samvittighed er særdeles vel anbragt! Glædelig jul! Og velbekomme, skulle jeg vel sige!