Tilbagerulningen af de demokratiske rettigheder er fulgt i kølvandet - eller var måske foran - de igangværende krige, hvor Fogh-regeringen har vist sig som dem der vil følge USA længst

I Kina produceres efterhånden alt. De er i gang, længe inden vi er stået op. Højt tempo, lang arbejdsdag, trætte folk og i morgen kommer de igen. Lokalet er absolut ikke større, end det behøver at være. Tastaturerne klaprer med en vedholdende enerverende tikkende lyd. Blindskrift på højt niveau. Tegn for tegn, ord for ord, side for side. Fort går det ned af de 37.778 spalter. Den der har prøvet at hakke roer, har en fornemmelse af hvad det betyder.
Det er en meget vigtig tekst. Ikke for de kinesere der skriver, men for os. Det er vores sprog de oversætter fra tekst på papir til digital form. De forstår ikke en brik af hvad de skriver, men det er rigtigt alligevel. Ordbog over det Danske Sprog er blevet digitaliseret på kinesiske skrivestuer. Det var langt den billigste og mest fejlfri løsning.
Alle mennesker har kommunikeret og talt - ellers var vi ikke blevet mennesker. Nu er det selvfølgelig sådan, at vi ikke bare har udviklet vores eget sprog efter en plan og en beslutning. Regler og principper er først kommet til på et forholdsvist sent tidspunkt. Det danske sprog menes i dag at rumme cirka 250.000 ord. Fuldbyrdelsen af deres nedskrivning i Ordbog over det Danske Sprog (ODS) i 2005 har resultatet i 28 regulære og fem supplementsbind. Det er dem der samtidig nu er skrevet på computer i Kina og lagt på World Wide Web.
Alle disse sprog og ord er tegn på en kompleks, vildtvoksende og facetteret verden. Et af de vigtigste begreber er frihed, der netop forudsætter og genererer den rige mangfoldighed. Det er et dybt begreb med mange dimensioner, fordi det udtrykker en tilstand, hvor et menneske kan være i bevægelse og udfolde sig i et samfund. Dette er ikke en selvfølgelig tilstand. Tværtimod oplever vi, hvordan modsætningen mellem neoliberalismens frihed for eliten og folkenes stræben efter frihed vokser.
Det bemærkelsesværdige er, hvordan neoliberalismen i løbet af de sidste godt 30 år er blevet det dominerende system i verden og er blevet et regime, der har magten i sine hænder. 2005 har været fuldstændigt gennemsyret af det neoliberale regime, der i høj grad er baseret på ord og begreber, der bruges til at fastfryse et bestemt verdensbillede.
Der er ikke tale om en pludselig opstået tilstand. Et kort overblik over processen viser, at der ikke tale om en ensartet tilstand men om en gradvis og foruroligende udvikling. Mens medierne fylder sig med 'det multikulturelle samfund' er vi er på vej ind i et multiautoritært samfund.

Tilbagerulning
Afsættet for neoliberalismen var krisen i 70`erne, hvor verdens rigeste kunne se, at deres andel af nationalindkomsten var blevet kraftigt reduceret i forhold til tidligere. Diagnosen, som den blev stillet af blandt andet økonomerne Hayek og Friedman, var, at økonomien led under en socialisering af samfundet og den keynesianistiske økonomi.
Hayek og Friedman`s økonomiske teori blev blåstemplet, da de fik nobelprisen i 1974 og 1976. Der blev udfoldet mange bestræbelser for at bane vejen for den neoliberale bølge, som i høj grad var en iscenesættelse, der lykkedes, fordi den politiske modstand og alternativet var svagt og utidssvarende.
Den næste afgørende fase var, da Thatcher kom til magten i England i 1979 og Reagan i USA året efter. 80`erne var domineret af, hvad vi kan kalde neoliberalistisk tilbagerulning. Thatcher og Reagan var førende på dette felt og udmøntede de nyliberale økonomiske teorier i politisk praksis via staten og overnationale institutioner.

'Der finde ikke en sådan ting som et samfund, kun individuelle mænd og kvinder', sagde Thatcher. Og, hun lagde ikke skjul på det autoritære perspektiv: Økonomi er metoden, men målet er at forandre sjælene.
Tilbagerulningen skete både nationalt, politisk og globalt geografisk. Det var en periode med deregulering og utallige angreb på keynesianismen, velfærdsstaten samt stater og folk, der havde egne ideer. Målet var også, at knække øst-blokken. Den militære oprustning nåede nye højder til et niveau, der er holdt lige siden.
Indadtil var store dele af statssystemet og dets institutioner - samt en række politiske logikker og moralske spørgsmål - under pres med deres opløsning som formål. Velfærdsstaten var et hovedmål med kampagner mod det overregulerede arbejdsmarked, statsejendom og kollektive institutioner som for eksempel fagforeninger. Selv borgerne blev omdefinerede og fik nye roller som individer på et marked reguleret af kontrakter.
Målet var en højere profitrate, der især blev nået ved at trykke lønningerne, ved at gøre markedet større, ved at forskyde balancen mellem den private og offentlige sektor (også udmøntet via skattestop eller ligefrem skattenedsættelser for de velstillede) samt ved at gøre det nemmere at investerer lige netop der, hvor profitten er højest. Det blev her til lands solgt under slagordet 'fra socialstat til minimalstat'.

Udrulning
Herfra gik neoliberalismens aktører over til
udrulningsfasen. I 90`erne har de neoliberalistiske reformer gennemsyret både de økonomiske systemer og de statslige og mellemstatslige institutioner. Der er dannet nye strukturer og teknokratier, reguleringsformer og rutiner.
Når nedbrydningen af velfærdsstaten er opnået, viser det sig, at neoliberalisterne alligevel ikke har noget imod staten, bare de selv sidder med den i hænderne. Den skal blot omformes til deres formål og principper, der bankes igennem - som indiskutable sandheder. Hvis man ikke følger denne kurs, så vil verden bryde sammen - kun neoliberalismens kan redde verden.
Det er en voldsom diskurs, der bliver sat igennem med stor kraft af verdens førende magtcentre og deres netværk. Neoliberalismen er på den måde ikke blot en politik, der er udmøntet i et eller andet borgerligt partis program. Det er i den grad en internationale, der sætter spillereglerne for flere partier og strømninger, herunder socialdemokratierne, de socialliberale partier og såmænd også de venstresocialdemokratiske partier.
Karl Marx`s tese om at modsætningen mellem den private tilegnelse og samfundsmæssiggørelsen af produktionsprocessen tilspidses, er stadig korrekt. På et neoliberalt grundlag kan det kun føre til en politik, der i stigende grad deformerer den samfundsmæssige udvikling. Selv det politiske liv deformeres under dette regime. De virkelige og store problemer i samfundet fejes til side eller under gulvtæppet - man kan dårligt tale om dem, fordi der i den neoliberale verden ikke findes dækkende ord og begreber.

Globalisering
Neoliberalismen har sine egne begreber. 'Globalisering' er et af nøglebegreberne, der er med til at danne den neoliberale ideologi. Globaliseringen er ikke en beskrivelse af verden som den er, men et billede af hvordan den ønskes skabt.
Begrebet globalisering har haft mange betydninger, men oftest er det brugt som et vestligt begreb, hvor globen er set fra de rige lande. Logikken er, at globaliseringen i denne form er en naturlig og dermed uundgåelig tilstand. Det er på én gang et geografisk perspektiv og et perspektiv, hvor den globale udvikling beskrives lineært i forhold til udviklede og tilbagestående lokaliteter.
Globaliseringsbegrebet har indbygget nogle logikker, der udelukker andre, og sætter en dagsorden i medierne, i de internationale organisationer og på de hjemlige politiske dagsordener. For eksempel er globaliseringens logik både blevet et vilkår i de fattige lande, hvor produktionen etableres og i de vestlige lande, hvor arbejdspladserne forsvinder, mens det 'globale' arbejdsmarked siver ind i form af en vedvarende glidende sænkning af bundniveauet for arbejds- og lønvilkår. Globaliseringen er en imperialisme, der er er blevet global og som både retter sig mod ude- og hjemmebanen.

Det multiautoritære samfund
I den nuværende fase kæmper den neoliberale elite, på at cementere den magtposition de har opnået. Her kommer de undertiden i konflikt med deres egne idealer om frihed. Frihed for eliten fastholdes ved at begrænse friheden for andre. Netop den neoliberale elites selvopfattelse om det liberale samfund som den definitive og absolutte samfundsmodel gør, at alle andre måder at lave samfund på erklæres for tilbagestående, fjendtlige eller nedgøres under betegnelsen autoritære regimer.
USA har sat sig i spidsen og erklærer, at de neoliberale universelle værdier - blandet op med neokonservativt autoritært gods - er værd at dø for, og dræbe for. Arrogancen er så stor, at den neoliberale elite behøver at forsvare sig selv eller forklare sig. Alle midler er legitime, fordi det anvendes i en retfærdig sags tjeneste, for eksempel krigen i Irak - verdensøkonomien har brug for olie, og hvor der er olie, er der ofte muslimer, som vi jo ved er en trussel mod den frie verden. Mere skal der ikke til.
Tilbagerulningen af de demokratiske rettigheder er fulgt i kølvandet på - eller måske foran - de igangværende krige, hvor Fogh-regeringen har vist sig som dem der vil følge USA længst. Militariseringen på de fjerne slagmarker er gået hånd i hånd med en militarisering af hjemmefronten. Tilbagerulningsstrategien mod de demokratiske rettigheder følges af en udrulning af den autoritære magt på alle felter og niveauer.
Denne fase blev for alvor indledt med
krigen mod terror. Rækken af terrorlove og tilsidesættelser af internationale aftaler taler sit sprog. Bushs, Blairs og Foghs krig i Irak er tilsidesættelse af normer på grundlag af noget de kalder moral - kampen for det gode mod det ondes akse. Den neoliberale verden udvikler sig som en kopi af filmene om Harry Potter og Ringenes Herre - eller er det omvendt?
Men endnu mere fundamentalt er erklæringerne om ideologiernes død, fordi magten så udfoldes pragmatisk på grundlag af det hellige og ukrænkelige marked, der forsvares med alle midler. Ikke mindre ekstremt end mullahernes insisteren på koranens bogstav.
Et fænomen ved neoliberalismen i denne fase er, at magten fastholdes principløst. Fogh-regeringens udstrakte alliance med Dansk Folkeparti og nedtoning af den åbne erklærede liberalismen er udtryk for det. Med magten i hånden erklærer Fogh de små skridts liberalisme. For ham er det afgørende ikke programmet men magten til at sætte neoliberale reformer igennem - uden at lægger projektet frem.
Den erklærede kontraktpolitik er fastholdelsen af magten gennem en fordækt politik, som da Fogh undsagde socialminister Eva Kjer Hansen, fordi hun - tro mod neoliberalismen sagde:
'Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet'. Hun blev sat på plads og Fogh blev siddende.
Konsekvensen af den demokratiske neddrosling er, at der banes vej for en autoritær kurs i forhold til indvandrerspørgsmålet med fokus på 'den truende islam' og på 'vores kulturarv', uden at nogen vil redegøre for, hvorfor nedbrændingen af kirker, overmaling af billeder, korstog med videre er så vigtige i dag.
De centrale politiske spørgsmål i forhold til økonomi og demokrati forskydes til andre felter. Når religionen både her og andre steder har fået en voksende betydning, hænger det sammen med og er en del af den neoliberale multiautoritære samfundsudvikling.

Og hvad så!
De mange modsætninger, der er i den neoliberale lejr, viser, at der ikke er tale om en så monolitisk magt, som det kan se ud til. Selvom neoliberalismen har været en succes - målt på elitens indtjening - så er der virkeligt alvorlige krisetegn, der viser, at det har været et dyrekøbt projekt. USA og Kina er i dag de største magter i den globale økonomi, men de bygger deres position på et skrøbeligt fundament af gældsætning.
I øjeblikket foregår en sammenvoksen mellem den kinesiske og den amerikanske økonomi. Faktisk er det nået så langt, at der ikke er nogen vej tilbage for USA. Kinesisk kapital har købt sig ind i, eller har helt overtaget amerikanske virksomheder. Og omvendt er multinationale amerikanske firmaer nu helt afhængige af produktion til lavpris i Kina.
Hvordan denne tiltagende sammenvævning vil udvikle sig, kan ingen forudsige præcist. Men det er indlysende, at både USA og Kina er to politiske magter, der forbereder sig på, hvad der må komme med en militær opbygning. USA har således omstruktureret sine baser, så de nu i høj grad er rettet i forhold til Kina. Samtidig er den store ulighed i løn- og produktionsvilkår mellem Kina og for eksempel Europa en alvorlig udfordring for arbejderbevægelsen, der er ved at tilpasse sig til situationen i slut-80`erne.
Økonomien er skrøbelig og faldet kan blive gigantisk. Kampen for frihed og demokratiske rettigheder er nu knyttet tæt sammen med kampen imod neoliberalismen og dens regeringer. Ideerne om opbygning af samfund med solidaritet og frihed trænger sig på. Hvad kommer efter afslutningen på det senborgerlige samfund.