I år var det 20 år siden, at OK-forhandlingerne udviklede sig til omfattende strejker og aktioner. I nogle uger blev der vendt op og ned på, hvem der havde magten

af Hanne Rosenvold
Det er 28.marts 1985, klokken er 7.59. I dag vil Folketinget vedtage det regeringsindgreb, der skal bremse den overenskomstmæssige strejke og lockout, der direkte involverer over 300.000, men som reelt berører hele det danske samfund.
Klokken 8.00 træder omkring 1000 arbejdere i aktion og indleder én af efterkrigstidens mest markante politiske aktioner: Samtlige ni broer, der fører over til Christiansborg, bliver i ét nu blokeret. Hundrede procent effektive blokader, der forhindrer politikerne i at mødes i Folketinget til tiden.

Resultater nu
For alle os, der var med i påskestrejkerne i 1985, står blokaden af Christiansborg som ét af højdepunkterne. Her blev arbejderklassens magt demonstreret.
Op til overenskomstforhandlingerne 1985 var der store forventninger til, at nu skulle der resultater på bordet. Arbejdspladsernes krav var 35 timers arbejdsuge, markante lønstigninger og fuld dyrtids- og taktregulering. Samt krav om fjernelse af en dagpengereform der var vedtaget et par år før og drastisk havde forringet vilkårene for de arbejdsløse.
Året inden havde den vesttyske fagbevægelse fået gennemtrumfet to en halv times nedsættelse af arbejdstiden, så nu skulle det være, også herhjemme.

Storkonflikt
Som vanligt var der langt mellem arbejdspladsernes og arbejdsgivernes krav. Forligsmanden pønsede på en mæglingsskitse og LO-lederne gav signaler til, at man ville acceptere en løsning, selvom den langt fra opfyldte arbejdspladsernes krav. Alligevel lykkedes det ikke at skabe en forhandlingsløsning.
I stedet brød forhandlingerne sammen og 24. marts startede storkonflikten: Over 300.000 arbejdere var i konflikt, mange i strejke, andre lockoutet af arbejdsgiverne.
Aktionerne ramte vitale dele af samfundet såsom kraftværkerne, udkørslen af benzin og offentlig transport og blev meget hurtigt mærkbar for hele befolkningen.

En aktiv konflikt
Fra de faglige lederes side var der planlagt en såkaldt 'kolonihave-strejke': De strejkende skulle blot hæve deres strejkestøtte i fagforeningen og ellers passe sig selv, hver for sig.
Men sådan kom det ikke til at gå.
I årene op til 1985 havde der været en række markante strejker (1.), der dels havde givet en række erfaringer, dels havde gjort, at de aktive tillidsfolk i fagbevægelsen havde lært hinanden at kende.
Og i månederne op til overenskomstforhandlingerne havde der udviklet sig aktive tillidsmandsnetværk i de store byer og der var blevet afholdt flere tillidsmandsmøder.
Her var indstillingen klar: Arbejdspladserne var parat til at kæmpe for de rejste overenskomstkrav. Og der skulle forberedes aktioner, der kunne modstå forbundsledelsernes passivitet og det regeringsindgreb, alle vidste blev forberedt.
Så da storkonflikten var en realitet, gik man på en række arbejdspladser i gang med at gøre det til en aktiv konflikt: Der blev holdt arbejdspladsmøder og der blev etableret blokader overfor arbejdspladser, hvor strejken af den ene eller anden grund ikke var effektiv. Det kunne for eksempel være arbejdspladser, hvor funktionærer eller lærlinge blev sat til at udføre strejkeramt arbejde.
Ligesom der blev holdt møder de aktive tillidsfolk imellem. Det handlede dels om at mobilisere de strejkende, dels om at skabe opmærksomhed og opbakning bredt i befolkningen.
Én aktion, der skabte særlig opmærksomhed, var da 50 strejkende tog til TV-byen, trængte ind i nyhedsstudiet, afbrød TV-avisen og for åben skærm rejste et banner: '35 timers arbejdsuge'.

Vilje til kamp
Som nævnt forberedte den borgerlige regering under Poul Schlüters ledelse hurtigt et regeringsindgreb, som skulle stoppe konflikten. Indgrebet skulle vedtages ved Folketingets samling 28.marts, men så var det Christiansborg blev blokeret!
På forhånd havde man aftalt at holde blokaden til klokken 12, hvis det overhovedet var muligt. Det var det næsten: Da politiet brød den sidste blokade var klokken 11.30 og regeringsindgrebet blev selvfølgelig vedtaget alligevel
Men blokaden af Christiansborg vakte opsigt landet over og for de strejkende var det et signal til modstand. Signalet til at arbejderklassen ikke var indstillet på at slå hælene sammen og acceptere et regeringsindgreb. Man havde fået nok og blokaden af Christiansborg viste arbejdere landet over, at der denne gang var vilje og initiativ til at gøre modstand.

Offentligt ansatte kommer med
Regeringsindgrebet trådte i kraft 1. april. Meningen var selvfølgelig, at strejker og lockout`er så skulle stoppe. Men ingen steder blev arbejdet normaliseret. Tværtimod! Strejkerne udviklede sig og nye grupper gik i konflikt. Nogle i få timer, andre én dag og andre igen i flere dage.
Blandt andet gik tusinder af offentligt ansatte, hvis overenskomstmæssigt varslede strejke skulle være trådt i kraft få dage senere, nu også med. Daginstitutioner blev lukket, undervisningen på skoler og andre læreanstalterne indstillet, arbejdet på sygehuse reduceret til det livsnødvendige og den offentlige transport blev mange steder lammet.
I København samledes langt over 100.000 mennesker til demonstration foran Christiansborg. Også i Aalborg, Århus og Odense var der store demonstrationer og i byer som Stege, Odder, Skjern, Ringkøbing, Silkeborg, Grenå og Tarm var der strejker, aktioner og/eller demonstrationer.
Påskestrejkerne 1985 blev i sandhed landsomfattende og folk i en lang række mindre byer oplevede for første gang nogensinde strejker og demonstrationer på nært hold. Der var en fælles følelse af, at her og nu lå magten i Danmark ikke på Christiansborg eller direktionsgangene.
Et eksempel sås blandt andet på Handelsbankens Hus i Århus, hvor der almindeligvis vejede et dansk flag. I de første dage af april 1985 fjernede aktionerende flaget og erstattede det med den røde fane!

Lokalradioernes betydning
I en konflikt er information til offentligheden altid af enorm betydning. Det gjaldt også i 1985, hvor en stor del af befolkningen var potentielle aktivister, hvis de vidste, hvad der foregik andre steder i landet. Det vidste ledelsen af DR selvfølgelig også og der er flere eksempler på decideret misinformation:
* På et tidspunkt, da mere end 50 mennesker stod og blokerede udkørslen fra Benzin-øen i København, blev der meddelt i Radioavisen at blokaden var hævet! Jeg deltog selv i den blokade og vi stod hovedrystende og lyttede til radioens oplysninger: Blokaden var nemlig 100 procent effektiv.
* Radioavisen meddelte på et tidspunkt, at renovationsarbejdet var blevet genoptaget på Frederiksberg. Virkeligheden var, at renovationsarbejderne kørte nødkørsel fra hospitalerne.
* I en 22-udsendelse blev det i Radioavisen nævnt, at blokaden af Mols-linien var blevet ophævet. Man 'glemte' at fortælle, at der slet ikke sejlede færger efter kl. 22!
DR`s misinformationer omkring konfliktens udvikling blev kendt af mange. Det var jo en konflikt, som mange hundredtusinder selv var en del af og folk forlangte reel information. Og fandt ud af, at så skulle man ikke lytte til DR.
I stedet fik de mange lokalradioer, der eksisterede, et kolossalt opsving. Her sad ofte entusiastiske og mobile journalister, der var parat til at give reelle reportager om, hvad der foregik i lokalområdet. Og det blev hurtigt kendt, at ville man vide, hvad der virkelig foregik i forbindelse med strejkebevægelsen, ja, så skulle man lytte til lokalradioerne.
Lokalradioernes betydning fik en sådan karakter, at Jyllands-Posten så sig nødsaget til at fortælle sine læsere: 'De to århusianske sendere er omdannet til veritable kommandocentraler for kommunistisk styrede initiativer, der ikke bare opfordrer til ulovlige arbejdsnedlæggelser, men direkte til selvtægt, gadeuorden og blokadevold mod virksomheder.'
Om aviserne er der ikke så meget at sige. Langt de fleste var nemlig strejkeramt. Kun Arbejderen, Land og Folk, Aktuelt og Jyllands-Posten udkom under hele konflikten.

Mangel på ledelse
Nu var det en overenskomststridig arbejdskamp og det var ikke længere fagforeninger og forbund, der havde ledelsen af strejkerne. Aktiviteterne blev organiseret af de tværfaglige tillidsmandsringe, der var etableret. Det var én af strejkernes store styrker, men udviklede sig også til dens svaghed.
En styrke, fordi entusiasmen var stor, fordi der var stor samhørighed og vilje til at kæmpe.
En svaghed, fordi det aldrig lykkedes at få udviklet en landsdækkende ledelse, der med autoritet kunne lede strejkebevægelsen.
Dagen efter regeringsdiktatet var trådt i kraft - men altså ikke efterlevet - mødtes over 4000 københavnske tillidsfolk i KB-hallen. Her blev den fortsatte udvikling af konflikten diskuteret. Der var forskellige synspunkter og en livlig debat, som endte med at man besluttede et nyt tillidsmandsmøde 9. april og en landsdækkende aktionsdag 10. april, altså umiddelbart efter påske.

Kæmpestor aktionsdag
Aktionsdagen 10. april blev kæmpestor. Der var arbejdsnedlæggelser og demonstrationer i hvert fald i følgende byer: Esbjerg, Viborg, Roskilde, Silkeborg, Skive, København, Århus, Horsens, Slagelse, Frederiksværk, Nykøbing Falster, Vordingborg, Aalborg, Næstved, Maribo, Rønne, Randers, Kolding, Helsingør, Odense, Frederikshavn, Herning, Vejle, Odder, Ringsted.
Formentlig dagen med det største antal strejkende på én gang. Men det blev samtidig starten på afslutningen: De kommende dage ebbede strejkerne ud.
Det er umuligt præcist at opgøre, hvor mange, der deltog i påskestrejkerne, men opgørelse peger på et tal mellem 500.000 og 750.000! Det gør påskestrejkerne til én af historiens største arbejdskampe herhjemme og for alle, der deltog, gav det en fornemmelse af den styrke, arbejderklassen besidder.

Noter:
1. Af markante strejker i årene op til 1985 kan nævnes havnearbejderstrejken 1982, HT-konflikten i 1984 og konflikten på de københavnske hospitaler også i 1984.

Kilder:
'Intet er så levende som en død by', Forlaget Arbejderen
Hans Jørgen Vad: 'Påskestrejkerne 1985', SFAH