De irakiske modstandsfolk giver andre nationer et klart bevis på, at kampen kan blokere for supermagtens drøm om verdensherredømme

af Hind Al Naimi Kjær, herboende iraker, aktiv mod besættelsen
Det er nu to og et halv år siden, at Irak blev besat. I løbet af den tid har besættelsesstyrkerne etableret det regerende råd, en provisorisk regering, et midlertidigt nationalråd og i år gennemført valget i januar samt afstemningerne om både forfatningen og det næste nationalråd.
USA`s mål har lige fra starten været at få en quislingregering til at regere Irak, en regering der har magt til at underskrive en fælles forsvars- og sikkerhedsaftale. Aftalen skal lovliggøre amerikanske baser i landet, med alt hvad dertil hører af efterretningsvæsen, administration med mere. Der er 14 baser under etablering i Irak, de skal sikre USA`s permanente tilstedeværelse i området.
Når det gælder de gennemførte valg, er der i høj grad tale om skindemokrati. For det første er valgloven skrevet af Paul Bremer, USA`s administrator i Irak i starten af besættelsen. For det andet er medlemmerne af valgrådet, der kontrollerer valgene, også udpeget og ansat af Paul Bremer. Der er overhovedet ikke nogen international kontrol af valgene i selve Irak. Kofi Annan har understreget, at FN ikke har noget ansvar for valgenes legitimitet, men udelukkende har virket som rådgivende i forhold til det irakiske valgråd.
Den kendte amerikanske journalist, Simon Hersh, har skrevet en detaljeret rapport i New Yorker om valgfusk i forbindelse med valget i Irak den 30. januar i år.

Plan for opsplitning
Når det gælder Iraks nye forfatning er den baseret på den irakiske administrationslov, der også er dikteret af Paul Bremer. Hovedformålet med forfatningen er at splitte Irak op i delstater, så der ikke er en stærk central regering i landet. Irak er et stort land med to floder, olie og enorme menneskelige ressourcer. Landet har potentialet til at spille en stærk og dominerende rolle i regionen, hvilket bestemt ikke er i hverken USA`s, Israels eller Irans interesser.
USA ønsker en svag regering og et splittet Irak, som det er nemt at kontrollere. De partier, der i dag sidder i den irakiske regering, har USA, for størstepartens vedkommende, selv bragt med til landet i forbindelse med angrebet på Irak.
Med hensyn til olien fastlægger den nye forfatning, at den centrale regering kun kan disponere over de allerede eksisterende olieboringer. Men vi ved, at Irak har de næststørste oliereserver i verden.
USA lægger vægt på, at der skal være fri markedsøkonomi i Irak. Men det betyder ikke, at kapitalen er på irakiske hænder, det er de multinationale firmaer, først og fremmest de amerikanske, der sætter sig på den irakiske økonomi.
Efter at Irak blev besat, er det slut med at tale om irakerne som en samlet befolkning. Nu hører vi om sunnimuslimer, shiamuslimer, kurdere, turkmenere, kildoasourere med flere. Samtidig med nedlæggelsen af den irakiske stat har amerikanerne igangsat en splittelse af irakerne på sekterisk og etnisk baggrund.

Mange forbrydelser
Listen over besættelsesmagternes forbrydelser er lang:
* Brug af hvid fosfor, klyngebomber og napalm mod civilbefolkningen i en række irakiske byer.
* Human Body Count opgør antallet af civile irakiske ofre til over 130.000.
* Total ødelæggelse af over 30 irakiske byer.
* Gruppestraf ved belejring af byer som for eksempel lukning for vand, elektricitet og madvarer.
* Bombning af hospitaler og ambulancer, moskeer og skoler.
* Voldtægt af børn under 18 år.
* Tortur praktiseres bredt i alle amerikanske fængsler samt i 'den demokratiske regerings' fængsler.
* Plyndring og udsmugling af Iraks 8000 historiske rigdomme.
* Likvideringer af irakiske videnskabsmænd og kvinder, lægespecialister, professorer, ingeniører, jurister og på det sidste officerer og piloter, især dem der var med i krigen mod Iran.
* Sikkerheden bliver dårligere og dårligere, der er fri adgang for narkohandlere, mafia og andre kriminelle.
* Infrastrukturen er ødelagt. Skoler og hospitaler fungerer ikke. Der mangler elektricitet og drikkevand og prisen på olie er flerdoblet igen.
* Arbejdsløsheden er mindst 50 procent. Totredjedel af befolkningen er afhængig af den fødevarehjælp, der har eksisteret siden 1994, men den forsvinder nu langsomt, fordi varerne ryger ud på det frie marked.
Den amerikanske besættelsespolitik har spillet fallit. USA har lidt et stort imagetab. Over 63 procent af den amerikanske befolkning er imod krigen i Irak. Cirka 300 milliarder dollars er tabt på krigen og USA er i stor økonomisk krise, de må nu låne penge af Japan og flere arabiske lande.
Der er problemer med at rekruttere nye soldater til krigen efter de store menneskelige tab. Over halvdelen af de sårede amerikanske soldater kan ikke komme tilbage til deres arbejde.
Som en del af besættelsesstyrken er Danmark med til at legitimerer de mange forbrydelser. De danske tropper skal derfor trækkes hjem straks.

USA i knibe
USA har store problemer på grund af modstandskampen i Irak. De kan ikke udøve Bush-doktrinen med præventive krige. Som situationen er lige nu, kan USA ikke føre flere krige og styre verden militært som de ønsker.
De irakiske modstandsfolk giver andre nationer et klart bevis på, at kampen kan blokere for supermagtens drøm om verdensherredømme.
Lige nu er der en fælles interesse mellem USA og Iran. Iran følger kun efter sine egne snævre og kortsigtede interesser. USA vil ikke have en stærk central regering i Irak, det vil Iran heller ikke. Iran ønsker ikke at USA trækker sig ud af Irak. Så længe USA har nok at gøre i Irak, lader de Iran være i fred på trods af rumlerierne omkring atomvåbenprogrammer. USA kan ikke åbne en front til i krigen.

Kampen fortsætter
Men uanset diverse rænkespil så fortsætter modstandskampen i Irak. Jeg er overbevist om, at kampen vil fortsætte, så længe irakerne ikke kan bestemme over deres eget land. Og selvfølgelig har irakerne ret til at kæmpe med alle midler mod dem, der uretmæssigt har besat deres land.
Amerikanerne er hårdt pressede. Uanset hvad der kommer frem i den danske presse, er det en kendsgerning, at modstandskampen samler meget bredt, langt bredere end de nationalistiske og muslimske kræfter vi hører så meget om.
Mange såkaldt almindelige mennesker fra den hårdt ramte befolkning tilslutter sig modstanden. Hovedparten af befolkningen bakker op om modstanden mod besættelsen.
Målet er et demokratisk Irak, et Irak for alle irakere. Der skal vælges en ny regering uden indblanding udefra og de love der er vedtaget under besættelsen, skal afskaffes igen. Samtidig skal besættelsesmagterne erstatte de ødelæggelser på landet og befolkningen, som de er ansvarlige for.