Da overenskomst-forhandlinger stod for døren for 50 år siden, i 1956, var der i arbejderklassen store forventninger til, at nu skulle der resultater på bordet.

af Hanne Rosenvold
Socialdemokratiet støttede efter krigen en såkaldt 'genopbygningspolitik', hvor hele befolkningen skulle samarbejde! Konkret gav det sig udslag i, at den socialdemokratiske fagbevægelse støttede oprettelsen af samarbejdsudvalg, der kunne forvalte genopbygningen; man støttede rationaliseringer og holdt bevidst tilbage med lønkrav ved overenskomstforhandlinger.
Det fik alvorlige konsekvenser for arbejderklassen, der kom til at bære byrderne ved genopbygningen. Lønnen blev trykket, arbejdstempoet steg voldsomt, arbejdsløsheden var stigende og boligmangelen udtalt.

Philips-stejken
I efteråret 1954 udbrød en markant strejke på Philips radio- og fjernsynsfabrik på Amager og gav luft for den udbredte utilfredshed i arbejderklassen.
På Philips arbejdede omkring 500, en stor del af dem var kvinder, ved samlebånd. I 1954 planlagde ledelsen rationaliseringer og iværksatte tidsstudier af de enkelte arbejdere.
Det var i sagens natur voldsomt provokerende, at én person stod og holdt øje med én i flere timer. En arbejder blev beordret til at øge produktiviteten, hvilket han afviste og så blev han fyret. Reaktionen kom omgående: Alle nedlagde arbejdet i protest.
Det var starten på det, der blev en fem uger lang, hård og bitter konflikt om tålelige arbejdsforhold. I løbet af strejken udviklede der sig et omfattende solidaritetsarbejde på fabrikker landet over. Inden konflikten var slut, var alle strejkende fritstillet, men alligevel endte strejken med sejr - først og fremmest på grund af den omfattende solidaritet fra andre arbejdspladser.
Philips-arbejderne havde fået sat fokus på den umenneskelige rationalisering, og der var med arbejdsgiveren aftalt nogle rammer for kommende rationaliseringer. Oveni blev alle strejkende genansat.

Resultatløse forhandlinger
Philips-strejken blev startskuddet til en øget fagligt aktivitet i 1954 og -55 og betød, at der var lagt i kakkelovnen til de næste overenskomst-forhandlinger i 1956.
Arbejdspladsernes krav var ligetil: Væsentlige lønforhøjelser og en nedsættelse af arbejdstiden fra 48 til 44 timer om ugen. Forhandlingerne endte resultatløse og midt i marts blev der iværksat strejker og lockout`er, der omfattede omkring 100.000 arbejdere. Blandt de strejkeramte områder var nøgleområder som olie- og benzinfirmaer, transport og dagbladene.
Situationen var kritisk for den socialdemokratiske regering, hvor H.C.Hansen var statsminister. Han greb personligt ind og fik forligsmanden til at udarbejde et mæglingsforslag. Det opfyldte på ingen måde arbejdspladsernes krav - blandt andet indeholdt det ikke nogen former for forkortelse af arbejdstiden. Alligevel opfordrede Eiler Jensen, formanden for DSF (datidens LO) arbejderne til at stemme ja til mæglingsforslaget. Med den begrundelse, at en fortsat konflikt ville kunne vælte den socialdemokratiske regering!

Rekordstort nej
Men arbejderne rettede sig ikke efter Eiler Jensen. Med en rekordstor stemmedeltagelse - på omkring 66 procent - blev forslaget massivt stemt ned ved urafstemningen. Nej`et var så stort, at selv da stemmerne fra de såkaldte kompetente forsamlinger blev lagt oveni, var der stadig flertal for et nej.
Et sådant arbejder-nej var regeringspartiet, Socialdemokratiet, dog ikke til sinds at respektere. Samme dag resultatet forelå, stillede regeringen i Folketinget forslag om, at mæglingsforslaget skulle ophøjes til lov. Det blev vedtaget. Kun kommunisterne og én socialdemokrat stemte imod.
Et regeringsindgreb var helt uhørt og det var selvfølgelig hamrende udemokratisk, at Socialdemokratiet på den måde omgjorde en fuldt lovlig faglig afstemning.

Kæmpedemonstration
Vreden i arbejderklassen var enorm og udløste en kæmpestor demonstration foran Christiansborg. Op mod 200.000 mennesker var samlet til protest. På demonstrationen talte blandt andet DKP`s formand, Aksel Larsen, der udpegede tillidsmændene til 'situationens generalstab', som efterfølgende skulle mødes og aftale konfliktens videre forløb.
Så langt, så godt. Problemet var 'bare', at blandt flertallet af tillidsfolk var der ikke stemning for at fortsætte strejkerne. Heller ikke blandt DKP-tillidsfolkene, først og fremmest fordi DKP ikke ønskede at komme i et modsætningsforhold til Socialdemokratiet.
Uden ledelse var det umuligt at fortsætte strejkerne og konflikten ebbede ud i løbet af nogle dage. Men der var undervejs sat et grundigt spørgsmålstegn ved Socialdemokratiets linie for genopbygning - en genopbygning, som det i høj grad var arbejderklassen, der kom til at betale.