Næsten alle de problemstillinger, Huxley og Orwell rejser i deres fremtidsromaner, er uhyggeligt aktuelle

af Kjeld Stenum
'Der er lavet mange fremtidsromaner både før og efter Huxley og Orwell. Men så mange år efter at deres bøger er skrevet, er det stadig dem, der kaster det klareste lys ind over verdens udvikling.'
For et par måneder siden købte jeg på et loppemarked et eksemplar af Aldous Huxleys Fagre Nye Verden til min datter. Så fik jeg også lyst til at genlæse den selv og lånte den af hende. Nu har den fået mig til at tænke på en klumme, jeg læste i den norske avis Klassekampen vist helt tilbage i det magiske George Orwell-år 1984. En klumme, der var en status over tiden i lyset af de to fremtidsskribenters visioner. Hvem havde fået mest ret?
Og så kom jeg til at tænke på vores tid og hvordan sådan en status ville se ud nu. Så det vil jeg forsøge at se på. Jeg ved godt, årtusind-skiftet - eller måske Kubrick-året 2001 - havde været en mere passende anledninger. Men det skider jeg på. Her i Skærveknuseren er det min hastighed og ikke kalenderens, der sætter dagsordenen. Og jeg kører som bekendt på cykel.

Både Orwell og Huxley synes at ane konturerne af et samfund, hvor det er de menneskelige individer, der skal laves om for at passes ind i samfundet og ikke samfundet, der skal laves om, så det passer til menneskene.
Men i Huxleys vision er det muligt at manipulere mennesket fuldstændigt, så det tilpasser sig samfundet og føler lykke ved det, selvom dette samfund er et hårrejsende uretfærdigt kastesamfund.
Man blander sig ved hjælp af teknologien så dybt i menneskenes biologiske tilblivelse og tidlige personlighedsdannelse, at de enkelte individer får egenskaber, der gør, at de føler størst lykke i lige netop den kaste, de produceres til. Afvigere er egentlig ufarlige, de stiller simpelthen sig selv udenfor samfundet.
Samfundsstrukturen i Orwells vision kan kun sættes igennem med omtrent ubegrænset kontrol og magtanvendelse, altså ved hjælp af en despotisk centraliseret stat. Selv om Big Brother har ministerier til at manipulere med sprog, historie og sandhed, så klarer han kun at opretholde magten ved at kunne kigge ind i alle sine undersåtters stuer og sjæle og tortere afvigere. En stat er kun nødt til at tortere afvigere, hvis de er farlige for den. Hos Huxley begår afvigeren frivilligt selvmord.

Som skrevet i Klassekampen: 'Der er lavet mange fremtidsromaner både før og efter Huxley og Orwell. Men så mange år efter at deres bøger er skrevet er det stadig dem, der kaster det klareste lys ind over verdens udvikling.'
Teknologien er rendt milevidt videre end nogen af dem havde fantasi til at tænke. Det virker for eksempel komisk, når bilfabrikanten Henry Ford fyldte så meget i Huxleys hoved, at han regnede årstallene i Fagre Nye Verden fra Fords fødsel. Hvem gider mindes Ford i dag?
Men deres samfundsvisioner har vi endnu ikke indhentet. Det var vel også i håbet om at vaccinere imod, at det blev sådan, at de skrev deres bøger. Men næsten alle de problemstillinger, de rejser, er uhyggeligt aktuelle. Og Orwell har uden diskussion scoret nogle væsentlige points på det seneste.
Jeg har i sagens natur endnu ikke hørt vores statsministers nytårstale. Men tillad mig at komme med den spådom, at den er skrevet i blomstrende orwellsk nysprog. Nysprog var det kunstigt opfundne sprog, man talte i 1984-samfundet, hvor krigsministerium blev kaldt fredsministerium, ministeriet for historieforfalskning blev kaldt for sandhedsministeriet og så videre.
Vi ved jo for eksempel alle, at 'velfærdsreformer' betyder afvikling af velfærd. Og lur mig, om ikke Anders Fogh vil tale om at 'hjælpe irakerne med at opbygge stabilitet og demokrati', hvilket jo består i mord på civile og omtrentlig anstiftelse af borgerkrig.
Og der laves 'anti-terrorlove' til at terrorisere Europas befolkninger med. Meget få tror på dette nysprog, men det er for Kompromitterende for magthaverne direkte at udsige de overgreb, det dækker over. Hvilke fornyede muligheder får vor tids Big Brother ikke for eksempel ved hjælp af de nye 'anti-terrorlove' for at sidde hjemme bag sin computer og med loven i hånd kigge dybt ind i vores dagligstuer?
Vi kan ikke være ret meget afvigere her i vores samfund, uden at de elektroniske medier i én eller anden sammenhæng registrerer vores afvigelse. Og der er efterhånden ikke mange registrerede afvigelser tilbage, som fætter Petter ikke uden videre har lov til at kigge i og hviske Lene Espersen, Rikke Hvilshøj eller Anders Fogh i øret.

Alligevel mener jeg, som for øvrigt vistnok også Klassekampens skribent i 1984, at det var Huxley, der så dybest. Hvorfor? Vi har jo dog ikke udviklet det uhyggelige kastesystem, som Fagre Nye Verden havde. Nej. Ikke endnu. Men de fleste af os tror på, at vi lever i en stedse mere retfærdig verden, på trods af at ulighederne og skellene rent faktisk vokser og vokser.
Og det er symptom på, at vi lever mere og mere lukket inde i netop vores egne nicher af samfundet og har mindre og mindre overblik over helheden. Spørgsmålet om livslykke ser vi som et spørgsmål om at finde sin rette hylde i samfundet, selve samfundets beskaffenhed stilles mere og mere udenfor debat. Vi gifter os med vores arbejde og prioriterer det over for eksempel familie eller venner. Børneopdragelsen er efterhånden mest et samfundsanliggende.
Og snart ville mange vel føle det som en lettelse, hvis man som hos Huxley fandt ud af at operere livmoder og æggestokke ud af kvinderne og holde disse organer kunstigt i live på fabrikker og producere børnene der, og uforpligtende forhold så blev samfundsdyden.
Endnu forekommer der oprør, som vi så det i Frankrig for et par måneder siden. Men på trods af et tydeligt klassepræg ligner de mere desperate afmagtsreaktioner end målrettet oprør. De isolerer i længden sig selv og bliver aldrig farlige. Visionerne om et alternativ er væk, og det skyldes blandt andet, at det er lykkedes for borgerskabet at få fremstillet det efterhånden femten år gamle østeuropæiske sammenbrud som socialismens definitive historiske nederlag.
Og kan folk ikke komme af med anklagerne udadtil, vender de dem indad, som Huxleys afviger jo også endte med at gøre. WHO har nylig konstateret, at antallet af depressioner vokser og vokser og truer med at blive den mest livsødelæggende sygdom i såvel den rige som den fattige verden i løbet af ganske få år. Heldigvis har vi lykkepiller og talløse andre former for dulmende drugs.

Så Huxley fører stadig på points. Udviklingen går mere mod kastesamfundet end mod den centraliserede kontrollerende stat, der jo for øvrigt også har fået sig et par drag over næsen bare her i det forløbne år. Jeg tænker især på franskmændenes og hollændernes nej til den europæiske forfatningstraktat. Med håbet om, at også kastesamfundet vil få noget af den slags, vil jeg ønske Skærveknuserens læsere et godt nytår her ved indgangen til år 143 efter Ford!