Om hvorfor Villy Fuglsang meldte sig til de internationale brigader.

Fra Villy Fuglsangs erindringer
Dimitrovs tale og beslutningerne fra den 7. verdenskongres var det altoverskyggende emne den første tid på skolen. Ikke alene skeptikere udenfor partiet, men i partiet selv gav kongressens 'taktiske nyorientering for de kommunistiske partier' med folkefrontpolitikken mod fascisme og krigsfare anledning til mange og lange diskussioner.
Det havde gået livligt til blandt de unge i Bjelkes Alle (DKP-mødested i København, red.): Hvad indebar denne brede folkefrontpolitik og opfordringerne til at gøre de kommunistiske partier til massepartier for partierne selv? Kunne det forenes med partiets rolle som den bevidste fortrop, eller ville det ikke betyde en ideologisk udvanding af partiet? Ville det ikke yderligere svækkes ideologisk og organisatorisk ved bredt samarbejde med andre?
- Tværtimod, sagde Dimitrov: 'De kommunistiske partier kan kun være sikre på med held at mobilisere det arbejdende folks bevidste masser, hvis det alsidigt styrker sine egne rækker.
Vi må befæste de kommunistiske partier alsidigt og øge deres medlemstal, netop fordi vi vil befæste enhedsfronten. Befæstelsen af de kommunistiske partier er ikke nogen snæver partiinteresse, men i hele arbejderklassens interesse'.

Revolutionære dialektikere
Fra borgerlige og socialdemokraters side søgte man at mistænkeliggøre folkefrontpolitikken som ren og skær taktik: havde kommunisterne ikke hidtil bekæmpet det borgerlige demokrati og afsløret det som en form for kapitalisternes magtudøvelse over arbejderne! Og nu opfordrede de til at forsvare det! Havde de ikke kaldt socialdemokraterne for 'borgerskabets sociale hovedstøtte' og endog 'socialfascister' (som modstykke mod socialdemokraterne, der satte lighedstegn mellem 'brun' og 'rød' fascisme).
Denne diskussion gik overalt, og det var som svar på den, at Manuilsky, sovjetisk ledende medlem af Komintern, sagde på et partiaktivmøde i Leningrad:
'Vi kommunister har aldrig været absolutte modstandere eller absolutte tilhængere af det borgerlige demokrati. Vi behandler spørgsmålet om det borgerlige demokrati som revolutionære dialektikere. I den tyske revolutions år (1918/19), da kampen drejede sig om, hvorvidt Tyskland skulle være en borgerlig republik eller en sovjetrepublik, da Noske i sit forsvar for den borgerlige skød arbejderne sønder og sammen, i den tid var den borgerlige republik det banner, som alle kontrarevolutionære grupper samledes om. I dag står proletariatet i de fleste lande ikke overfor valget om borgerlig republik eller proletariatets diktatur, men: enten borgerlig republik eller fascisme.

De internationale brigader
Mens Villy Fuglsang er i Moskva, går general Franco til angreb på den lovligt valgte spanske republik og den spanske borgerkrig er en realitet.
Jeg deltog med nogle af mine skandinaviske kammerater i et af de solidaritets-møder, som blev afholdt overalt i Sovjetunionen. På dette - på Dynamo stadion - hørte vi taler af sovjetiske kammerater - og derudover foruden af kineseren Wan Min også en spansk kammerat.
Han fortalte blandt andet om de unge frivillige, der var begyndt at strømme til Spanien fra mange lande for i praksis at vise deres sympati med spanierne. Han understregede betydningen af denne hjælp: ikke blot en vigtig militær hjælp i en periode, hvor republikken endnu ikke havde nogen egentlig hær, men kun grupper af frivillige 'milits-soldater', men ikke mindst moralsk: disse unge viste, at selv om de 'demokratiske' regeringer forrådte det spanske folk, stod det ikke alene, men havde venner ude i verden.
Vi var nogle, der følte denne tale som en appel til os personligt - og tog den til os på en sådan måde, at vi besluttede at melde os blandt disse frivillige: fra Danmark mig sammen med Harald Jacobsgaard Hansen fra Hillerød samt nordmanden Randulf Dalland og Niels Olsen.
Naturligvis henvendte vi os først til det danske partis repræsentant ved Komintern; Arne Munch Petersen. Det var jo gennem partiet, vi var kommet til Moskva. Men lige så naturligt blev vor anmodning imødekommet: det var helt i overensstemmelse med Kominterns holdning til dette spørgsmål.

Militær træning
Vi kom imidlertid ikke til umiddelbart at rejse til Spanien. Til vor overraskelse gik toget i første omgang i modsat retning - mod sydøst til byen Rajsan.
Her gav vore sovjetiske kammerater os mulighed for at få en ganske vist kort, men koncentreret militær uddannelse. Det kunne også være påkrævet. Mange kammerater kom fra lande, hvor der ikke var værnepligt og som derfor var uden nogen form for militær uddannelse.
Det var et ganske hårdt program, vi i de få uger kom igennem: fra det grundlæggende kendskab til våben og enkeltmandsuddannelse til samarbejde og ledelse i delings-, kompagni- og bataillonsmålestok. Dertil kom vi til at lære den russiske vinter at kende: udenfor faldt temperaturen til under minus 30 grader. Vi var ganske vist mest indendørs, men også her var der for eksempel om morgenen kuldegrader.
Men det var dygtige og erfarne lærere, vi havde. Og skulle vi føle programmet hårdt, trøstede de os med den store russiske militærleder Surorovs ord: 'Den sved, vi ofrer på vore studier, kan vi komme til at spare i form af blod på slagmarken.'