Om forholdene umiddelbart efter den tyske besættelse og hvad det betød for DKP`s arbejde

Fra Villy Fuglsangs erindringer
For kommunisterne fulgte den første tid efter besættelsen et mærkeligt mellemspil. Danmark var besat af den mest hadefulde antikommunistiske magt, Hitler-Tyskland. Men samtidig søgte Hitler overfor verden at optræde som den, der holdt ord og ikke blandede sig ind i Danmarks indre forhold.
Derfor kunne kommunisterne en tid, og naturligvis inden for snævre rammer, fortsætte sit virke. Vi kunne holde indendørs møder og fester. Vi kunne ikke mindst fortsat udgive Arbejderbladet og ugebladet 'Ugens Ekko', og solgte især ugebladet i ganske store mængder på arbejdspladserne. Her igennem og gennem diskussioner afslørede vi krigens sande karakter som en imperialistisk krig. Vi kunne uden direkte at pege på Tyskland fortælle om Tysklands rolle og hensigter på en måde, så vi blev forstået.
Vi viste også i hvor høj grad Stauning-regeringens politik i virkeligheden var en hjælp til tyskernes krigsførelse: Jo mere den danske befolknings forbrug blev begrænset, des flere fødevarer kunne vi levere til Tyskland, og des mere kunne vor industri omstilles efter deres behov og krav.
Vi vendte os også mod bestræbelser for i størst muligt omfang at presse danske arbejdere til at tage på arbejde i Tyskland. Formelt blev det af tyskerne gjort til en betingelse for at få kul som betaling for vor eksport. I praksis betød det også, at udnyttelsen af dansk arbejdskraft gjorde det muligt for Hitler at frigøre flere mennesker til fronten.

Øget tilslutning
Vore tre folketingsmedlemmer benyttede også Folketingets talerstol til at afsløre og modvirke de foranstaltninger, den 'nationale' regering gennemførte til gavn for kapitalister, godsejere og tyskere.
Vi talte og stemte imod, da regeringen efter forslag af den socialdemokratiske finansminister Bramsnæs fratog arbejderne den dyrtidsregulering, de havde opnået i tiden mellem krigs-udbruddet og den tyske besættelse. Vi gik i tinget og udenfor imod, da lønningerne blev fastfrosset, og der gennemførtes tvungen voldgift.
Vi gik mod kornordninger, der fik alle priser til at stige voldsomt. Og som medførte stigende foderpriser for husmændene og derved i praksis flyttede hundreder af millioner kroner fra husmændene over i godsejernes lommer.
Vort arbejde var ikke forgæves. Ligesom vort bladsalg øgedes, viste den store tilslutning til vore møder en stigende forståelse for vor politik. Vi mærkede i fagforeningerne det omsving, der skete fra den hadefulde indstilling der var indpisket under 'Finlandskrigen'.
I Aalborg valgte Arbejdsmændenes Fagforening med over 2000 medlemmer den kun 24 år gamle kommunist Olaf Redder til formand. Han havnede senere ligesom jeg i den tyske koncentrationslejr Stutthof.

Snart illegale
Ideologisk havde vi et stort salg af den nylig udgivne 'Sovjetunionens Kommunistiske Partis historie'. Visse sider ved den er senere kritiseret og rettet. Men trods dette spillede den og dens skildring af bolchevikernes erfaringer en uhyre rolle for de kommende år. Noget lignende gjaldt udgivelsen af bind 7 af Lenins udvalgte værker: Netop det bind, der behandler årene omkring afslutningen af Første Verdenskrig og gennemførelsen af den russiske revolution.
Alt dette var samtidig led i vore forberedelser til at imødegå den dag, vi vidste ville komme, hvor partiet blev tvunget over i illegalitet.
Med dette for øje foretog vi i landsmålestok og lokalt en omorganisering af partiet og dets ledelse. Blandt andet skabtes også ny, for myndighederne ukendte, ledelser, der kunne træde til i tilfælde af de bestående lederes arrestation.
Foruden dette gjaldt det om at få ryddet op i kartoteker, medlemslister og andet internt partimateriale og hindre, at det faldt i myndighedernes hænder. Dernæst gik vi i gang med at oplagre og skjule litteratur, papir, trykkemuligheder med mere. Jeg og blinde Ras - og med Ras som vejviser - trak med en slæde rundt til forskellige adresser: Fra Sølyst ude ved Rørdal-cementfabrikken i øst til Munkholm i Hasseris i vest, hvor der på forhånd var indrettet skjulesteder.
Det kunne være lidt svært med den organisatoriske omstilling. Blandt andet måtte vi, fordi så mange kammerater måtte arbejde på skiftehold, holde vore møder på alle mulige tidspunkter: Det kunne være om formiddagen i et baglokale til restaurationen 'Søren og Valborg' henne ved rutebilstationen - og sent om aftenen i bælgmørke, så vi ikke kunne se hinanden, i Lager- og Pakhusarbejdernes opholdsstue nede ved havnen.