Om hvordan kommunisterne stod sammen under opholdet i Horserød-lejren

Fra Villy Fuglsangs erindringer
Fængselsinspektøren i Horserød hed Bentzen og var berygtet for sine straffeforanstaltninger overfor fangerne.
Typisk ramte en sådan forfatteren Hans Kirk så tidligt som i november 1941. Det virkede som en typisk hævnakt overfor den moralsk-åndeligt overlegne Kirk. Den blev fra vor side besvaret med en kollektiv sultestrejke, som efter tre dages forløb førte til delvise indrømmelser fra myndighedernes side. Hans smålige forsøg på ydmygelser ramte også vore pårørende, når de kom på besøg. Og han forstod ikke, i hvor høj grad han gjorde sig selv til genstand for foragt og til grin, når han omhyggeligt klippede de røde blomster af medbragte buketter eller stoppede breve, der for eksempel citerede salmen: I Østen stiger solen op...
Det var i høj grad mod hans vilje, at forholdene efterhånden blev mere tålelige. Men han og myndighederne måtte erkende, at de her ikke stod som almægtige overfor individuelle fanger. Det blev ham, der kom til at trække det korteste strå, fordi han her stod over for en samlet gruppe af bevidste kammerater, som i livet havde mødt ganske anderledes voksne modstandere end ham.

Uddannelse
Som noget naturligt brugte vi tiden til at dygtiggøre os. Vi havde blandt os lærere, der underviste i elementære skolefag: Dansk, regning og skrivning med mere. Mange kammerater havde i deres barndom kun haft en nødtørftig skolegang. Men vi benyttede naturligvis også vore mange erfarne og skolede kammerater til politisk oplysningsarbejde. Både af fysiske og psykiske grunde udnyttede vi alle muligheder for at drive idræt.
Naturligvis fulgte vi i det omfang, det var muligt, med i, hvad der skete på fronten. Vi læste de stort opsatte tyske 'særmeldinger' om de tyske sejre og kunne følge, hvordan de rykkede frem. Men alligevel tvivlede vi ikke på sovjetfolkets styrke. Jeg husker en ganske lille notits i Politiken, gemt bort inde i bladet: 'Voldsomme russiske angreb ved Orel!' Det fortalte mig mere end særmeldingerne. Når den røde hær er i stand til at foretage så store modangreb, at de indrømmes af tyskerne, så er de ikke slået. Så er de i stand til selvstændige initiativer, selv om det måske kun er for at aflaste andre fronter.
Mest led vi vel under vor tvungne isolation og uvirksomhed, samtidig med at der var brug for os udenfor lejren. Det førte til, at en kammerat, en mand, der som arbejdsmand havde levet i det frie, tog livet af sig. Hertil kunne vore koner, selv om vore besøg blev overvåget, give os et indtryk af den modstands-bevægelse, der voksede frem, og også takket være demokratisk og dansk tænkende betjente kunne vi læse om det i illegale blade. Vi var måske, netop fordi vi fik besøg fra hele landet, nogle af dem, der var bedst orienteret om det, som skete.

Flugtforsøg
Der var fra partiledelsens side udstedt forbud mod individuelle flugtforsøg, selv om der skulle opstå muligheder. Men som følge af udviklingen udenfor kom der i juni 1942 udefra besked om at organisere en kollektiv flugt af en gruppe navngivne kammerater.
Nogle ganske få kammerater gik i gang med forberedelserne. De kunne her udnytte, at mens de oprindelige barakker hvilede på pæle, var en nyopført barak bygget på et lukket murstensfundament. Herved opstod et hulrum mellem gulv og jordoverfladen. Fra denne barak gravedes nu en tunnel under hegnet ind i skoven og sådan, at den udmundede ved en dyb grøft, der førte ned til Gurresøen.
Det var først umiddelbart før flugtdagen (10. juni), at Martin Nielsen gav mig besked om, at jeg skulle gøre mig klar til at være med. Jeg havde netop den dag haft besøg af mine forældre fra Svendborg - for øvrigt første gang de besøgte mig. Under vor samtale kom vi til at snakke om et tidligere flugtforsøg, der var mislykkedes.
'Ja, sådan noget betaler sig ikke. Det går altid galt, og så bliver det værst for både en selv og for kammeraterne', var min faders konklusion. Han anede ikke, at jeg få timer efter skulle forsøge.
Den 19 meter lange tunnel (cirka en meter i diameter) var forsynet med en lampe. Ved hjælp af denne kunne man inde fra barakken give tegn, når vagten, der gik frem og tilbage langs hegnet, vendte ryggen til tunnelens munding. Så var tiden inde til at springe ud, ned i grøften og komme bort. Det gik også efter planen både for mig som den første og Martin Nielsen som den næste. Men netop som nummer tre dukkede frem, strøg en kat tæt forbi betjenten og tog retning mod tunnelens åbning. Og da betjenten vendte sig om og fulgte den med øjnene, blev flugten opdaget.
Naturligvis blev der stor alarm, udrykning med hunde og opstilling af vagt-kæder omkring hele lejren. Efterhånden blev vi fanget og ført i triumf tilbage på nær Ib Nørlund. Vi blev under stort halløj kørt til Vestre Fængsel med skærpende forhold, enecelle og ingen besøg, ingen aviser, ingen breve.