Om arbejdet med at opbygge det kommunistiske parti i Aalborg og omegn.

Fra Villy Fuglsangs erindringer
For mit vedkommende var jeg ikke ked af det, da Hartvig Sørensen en dag sagde til mig:
'Nu har vi fundet ud af, hvad vi skal med dig. Du skal tage til Aalborg. Det går ikke alt for godt med partiet deroppe. Der er ligesom nogen personlig rivalisering, men det må du prøve at finde ud af.'
Jeg cyklede derop. Jeg tog over Grenå og overnattede på vejen i det fri i en granplantage i Auning mellem Grenå og Randers. Jeg var jo fra Spanien vant til at sove i det fri. Men det var unægtelig ikke helt det samme: jorden var kold og fugtig, og det begyndte oven i købet at regne.

I en periode havde Villy Fuglsang arbejde på St.Restrup Husmandsskole.
Efterhånden var der ikke mere arbejde til mig på St. Restrup. Så måtte jeg melde mig på det overfyldte kontrolsted i Nørresundby. Vi skulle dengang gå til kontrol og blive stemplet hver dag. Det havde politisk den betydning, at vi daglig var i forbindelse med de mange arbejdsløse og kunne tale med dem om deres forhold og om politik. Som tidligere halvtbetalende, ugift landarbejder var min understøttelse den første tid 12 kroner om ugen. Af dem gik de fire kroner til et kælderværelse. Der var følgelig ikke meget at slå om sig med til at føre et lystigt liv for.
Mine og ligestilledes udskejelser strakte ikke stort længere end til lidt varme og samvær på datidens kaffebarer.
Ind imellem kunne jeg have nogle dages arbejde: Kartoffeloptagning for en bonde, ved havnen, slagteriet, og om vinteren med at rense gaderne for sne. I fagforeningen fik vi nummererede snekort, og efter dem fik vi snekastning efter tur.

Kommunistisk agitation
Hovedparten af tiden var Villy Fuglsang arbejdsløs.
Men jeg kedede mig som sagt ikke. Jeg havde masser af partimøder, studiekredse og offentlige møder. Ikke blot i Aalborg men ud over landet. En gammel lommebog, der overlevede krig og besættelse fortæller om, hvordan jeg (og vi) arbejdede.
Vi fulgte blandt andet efter mulighed nazisternes møder op og deltog i deres diskussioner. Og selv om de i visse områder stod ganske stærkt, var de ikke svære at hamle op med. Dels var det ikke svært at afsløre deres demagogiske misbrug af den nordjyske befolknings desperate situation, dels var mange af deres talere moralsk temmelig anløbne.
Jeg kørte ikke så lidt rundt på cykel på de nordjyske veje. Dagen efter Dorf-mødet cyklede jeg først til Als ved nordsiden af Mariager-fjordens udmunding i Kattegat og derfra til Hadsund. Begge steder opreklamerede jeg møder, satte sedler op på telefonstolper og talte med folk. Den 23. januar cyklede jeg så til Als og talte ved mødet.
'Ikke værst'; noterede jeg i lommebogen. Og det skal nok passe, for jeg fik aftalt et nyt møde 11. marts. Og her kan jeg notere: '35 deltagere' . Mødet i Hadsund dagen efter det første Als-møde betegnes som 'ganske godt. Der var 56 betalende deltagere, og vi fik to medlemmer'. Også der aftales et nyt møde til 24. marts, men nu: 'Ret dårligt besøgt. Kun 35 tilhørere'.
Om en fest den 21. januar i Aalborg i afholdsbevægelsens bygning 'Møllegården': 'det gik godt, men tilslutningen kunne have været bedre.'
Nord for Limfjorden var jeg 31. januar i Hals: 'Et godt møde. Tilhørerne var tilfredse. syv tegnede sig som medlemmer'. Og 17. marts i Aså: 'Et mægtigt møde. God stemning. 97 betalende deltagere'. Den gode stemning kom blandt andet til udtryk i, at nogle fiskere korporligt fjernede en lokal nazist, der søgte at forstyrre mødet med tilråb.
9. marts fortalte jeg i fagforeningen om Spanien: 'Jeg fik 12 kroner, de første penge jeg til dato har fået for et foredrag'.
Om partilivet fortalte jeg i et brev hjem: 'I Aalborg leder jeg en ugentlig studiekreds med fast mellem 50 og 70 deltagere. Og ligeledes en gang om ugen deltager jeg i en aften med 40-50 kvinder. Jeg læser et afsnit af Ostrovskis roman 'Stålet blev hærdet'. Derpå diskuterer vi indholdet og snakker aktuel politik'.

Nordisk Ungdomsstævne
Højdepunktet i sommeren 1938 var det 'Nordiske Ungdomsstævne' i Aalborg 6. og 7. august. Mange hundrede kammerater fra hele landet og fra Norge og Sverige satte deres præg på byen og dens liv. Det gjaldt ikke mindst nordmændenes flotte orkester 'Kampen' fra Oslo, med deres skinnende instrumenter, hvide bukser, blå trøjer og sømandskasketter. Hvor mange af den følgende tids aftener fik de lokale DKU-unge ikke til at gå med at fantasere om, hvordan vi kunne stable noget tilsvarende på benene. Et særligt indslag udgjorde også en gruppe spaniensfrivillige med vor fane fra Spanien i spidsen.
Deltagerne var anbragt i en teltlejr, hvor der var liv med underholdning, idræt og badning. Og der var en udflugt til Nibe i et helt særtog.
Men det afgørende ved stævnet var naturligvis det politiske indhold: at demonstrere Nordens kommunistiske ungdoms vilje til i fællesskab at deltage i kampen mod den fascisme og krigsfare, der kastede deres mørke skygger over verden.
Dette var også hovedindholdet på det store møde, der blev afholdt i den daværende Aalborghal. Talere var DKU`s formand, Alvilda Larsen, som jeg havde været sammen med i Moskva, Aksel Larsen samt kammerater fra Norge, Sverige og Spanien.