Velfærdskommissionen er kommet med en teknisk rapport, der opgør alt i kroner og ører. Der mangler både vision og en dybere analyse af, hvad velfærd er

af Henrik Herløv Lund, Jesper Jespersen og Per Schultz-Jørgensen, Den Alternative Velfærdskommission
Mens medievirakken omkring Velfærdskommissionen begynder at lægge sig, kan man konstatere, at dens reformforslag blev en fuser.
Der er også flere gode grunde til, at politikerne skal lægge kommissionens reformforslag i syltekrukken: De skaber ikke øget beskæftigelse, men sender kun flere over i arbejdsløshedskøen, og de vil over en bred bank øge uligheden i samfundet.
Velfærdskommissionens beskæftigelsesforslag sigter primært mod at øge arbejdsudbudet, især ved at forlænge arbejdslivet gennem udfasning af efterlønnen og forhøjelse af pensionsalderen.
Men kommissionen har ingen bud på det vigtigste: nemlig at skabe arbejdspladser. Uden arbejdspladser, ingen øget beskæftigelse. Dermed vil Velfærdskommissionens tilbagetrækningsforslag blot virke som en omvendt efterlønsreform: Ved at lukke for muligheden for tidlig tilbagetrækning sendes folk bare over i arbejdsløshedskøen.
Det danske samfund har i stedet brug for bud på, hvorledes vi får de mere end 300.000 personer, der i dag helt unødvendigt står uden for arbejdsmarkedet, i beskæftigelse? Men det har Velfærdskommissionen ingen forslag til. Kommissionens løsning er i stedet, at de som allerede er i arbejde, skal arbejde længere/mere, og de der er arbejdsløse, skal have forringet deres i forvejen beskedne indkomstgrundlag. Det er fantasiløst og ubrugbart.

Øget ulighed
Hertil kommer, at en række af kommissionens forslag vil bidrage til en betydelig øget ulighed i samfundet. Afkortning af dagpengeperioden vil således sende endnu flere på kontanthjælp og skabe øget fattigdom.
Udfasning af efterlønnen vender også den tunge ende nedad, fordi det er noget, der rammer arbejdsgrupper med i forvejen kortest restlevetid hårdest.
Også forslagene til brugerbetaling på sundhedsområdet og uddannelsesområdet øger uligheden.
Vi har forståelse for målet om at forhindre 'hjerneflugt til udlandet', men samtidig vil brugerbetaling på uddannelse have endnu større skadevirkninger. Det mindsker incitamentet til at uddanne sig, skævvrider rekrutteringen og øger dermed ligeledes uligheden.
Endelig er Velfærdskommissionens meget omtalte indkomstskatteforslag galt afmarcheret. Det store problem i dagens indkomstskattesystem er, at de højeste effektive marginalskatteprocenter ligger i bunden af indkomstpyramiden på grund af modregning af offentlige overførsler i lønindkomst. Det er ydermere her det største potentiale for forøgelse af arbejdsindsatsen ligger.
Der er derfor brug for en skattereform, der letter indkomstskatten for de mindste indkomster, også overførselsindkomster. Velfærdskommissionens forslag om at sænke skatten på mellem- og topindkomst vil blot øge uligheden i fordelingen af disponible indkomster og vil næppe kunne øge arbejdsindsatsen fra nogle i forvejen fuldt arbejdende grupper.

Glemte børnefamilier
Kommissionens forslag er i det hele taget uden nytænkning og fremtidsperspektiver, det gælder ikke mindst på skole og børneområdet. Forslagene her er helt fantasiløse, de bygger på øget disciplinering og skruer fagligt set tiden 30-40 år tilbage. Og så den store forglemmelse: Kommissionen har stort set negligeret børnefamiliernes vilkår og dermed glemt de betydningsfulde første år i livet. Det er jo her grundlaget skabes - også for den negative sociale arv.
Kommissionsrapporten er en teknisk rapport, der opgør alt i kroner og ører. Det er ikke alene alt for snævert, det er også uden både vision og dybere analyse af, hvad velfærd er.
Forslagene blev en fuser, men så meget mere er derfor behov for noget helt andet end et snævert taktisk spil om kommende velfærdsreformer. Der er brug for en dybtgående analyse og bred diskussion af de reelle problemer i det danske velfærdssamfund: udstødelsen, integrationen, kvaliteten i velfærden, arbejdsmiljøet og børns opvækstforhold. Der er spørgsmål nok til at nedsætte en egentlig velfærdskommission, som vil beskæftige sig med befolkningens velfærd i stedet for at have blikket stift rettet mod de offentlige finanser.