Trods alt udgør SU ikke et problem, tværtimod har den været med til at sikre et højt uddannelsesniveau i Danmark

af Thomas Ole Brask Jørgensen, stud. mag. art i historie,København
Den for længst afdøde socialdemokrat K.K. Steincke udtrykte sig således om statsmandskab: 'En statsmand leder, en politiker leder efter den offentlige mening'.
Det er en betragtning som er meget passende for den nuværende situation i dansk politik. Dansk politik har med få undtagelser været lappeløsninger, omrokeringer af diverse budgetter eller skattestop. Det danske samfund står over for ganske alvorlige problemer, der skal løses, hvis den eksisterende velfærd skal bevares for fremtiden. Hvordan man skal bære sig ad med at løse disse problemer, ved regeringen tilsyneladende ikke.
Politisk mod er tilsyneladende en mangelvare i kampen om stemmerne. Det ville ellers være en egenskab, som kunne bruges i slaget om velfærden. Et velfærd der skal sikres igennem løsning på fire sammenhængende spørgsmål, der for den danske borger udgør kernen i den danske velfærdsstat: Uddannelsessystemet med fokus på universiteterne, skattesystemet, integrationen og den varme kartoffel efterlønnen.

Uddannelser
Hvordan kommer der flere akademikere i arbejde? Her har politikerne skøjtet hen over det virkelige problem, skal uddannelserne på universiteterne ændres? Man kan betragte de danske universiteter som ensporede: Har den studerende foretaget sit valg, for eksempel historie, kan vedkommende kun, med få undtagelser, bevæge sig rundt inde i et afgrænset område. Burde alsidighed ikke være en dyd, der skal dyrkes mere på de danske universiteter?
Det nuværende uddannelsessystem skaber godt nok eksperter, men de kan alle stort set det samme. Trods alt udgør SU ikke et problem, tværtimod har den været med til at sikre et højt uddannelsesniveau i Danmark.
I vores selvtilfredshed over skabelsen af uddannelse for alle i 1960`erne har vi i vores trance glemt at udvikle universiteterne.

Skatterne
Et andet væsentligt problem er skattesystemet. Det danske skattesystem er en kombination af fordelings- og socialpolitik - velfærdsgoderne skal stadig finansieres over skattebilletten, det er der politisk enighed om.
Problemet med for få akademiske arbejdspladser og et skattesystem med høj marginalskat er interrelateret, den økonomiske fordel ved at bruge fem år eller mere på universitetet er usynlig, når man som højtuddannet betaler mellem eller topskat. En lavere skat vil uden tvivl tiltrække kloge udenlandske hoveder og få danske elitestuderende- og forskere til at tøve en kende inden de emigrerer til stillinger i udlandet med lavere skatteprocent samt få de studerende til at gennemføre deres uddannelse hurtigere.
Problemet er, at det vil skabe et indkomstfordelingsproblem, da alle har ens trækprocent uanset indkomst. Dette er naturligvis et emne der skal debatteres; Hvordan skal de svageste sikres, når de indkomstafhængige fradrag forsvinder. Man må finde en mellemvej, der ikke komplicerer et sådant skattesystem.

Efterløn
Ny-danskerne er et uudnyttet aktiv, de venter blot på at komme i gang.
Den ringe integration hænger også sammen med den dårligere udnyttelse af ny-danske akademikere; deres uddannelse fra deres ophavsland kan ikke bruges, de behøver efteruddannelse og mange skriver flere hundrede jobansøgninger.
Diskussionen om hvad velfærdsstaten har råd til, ville ikke have nået det niveau, som den i dag befinder sig på, hvis integrationen fungerede bedre. Især en velfærdsydelse som efterløn er årsag til opstandelse blandt befolkningen, hvem har ret til ydelsen og hvem har ikke?
Spørgsmålet er naturligvis om efterlønsordningen truer velfærdssamfundets eksistens. Kommer der en 'ældrebyrde', der vil dræne vores samfund for ressourcer, og i så fald skal efterlønnen så afskaffes?
Den intense offentlige debat har tilsyneladende overset, at en privatisering af pensionssystemet har fundet sted. Folk sparer selv op til deres pension, mange pensionister har sikret deres alderdom på den måde. Endvidere udbetaler mange arbejdsgivere en procentandel af arbejdslønnen til pension.
Fremtidens pensionister er ikke så udgiftskrævende som politikerne på Christiansborg angiver. Tal fra EU`s statistiske kontor viser, at der i 2004 var 60,3 pct af danskere mellem 55-64 år i beskæftigelse, det er noget nær Europarekord, kun overgået af Sverige.
Det er et demografisk faktum, at de små unge årgange og færre i den erhvervsaktive alder skal finansiere adskillige flere pensionister, men frygten for velfærdssamfundets sammenbrud, der har sneget sig ind ad bagdøren i form af debatten fra EU og OECD, er ude af trit med virkelighedens Danmark.
I takt med at vi arbejder meget, vil vi også have noget for vores skattekroner, og i vores jagt på sociale ydelser har vi fuldstændig glemt, hvilken grundpille velfærdssamfundet hviler på, nemlig solidaritet. Et fænomen der går ud på, at de der kan klare sig, gør det og giver en hjælpende hånd til dem, der har behov. Det betyder således, at de der har været på arbejdsmarkedet længst og er nedslidte, skal have efterlønnen.

Indlægget er forkortet