Hvert år på denne tid, når solen netop har stået lavest på himlen og de mørke nætter igen bliver kortere for hver dag, bliver der tænkt tilbage og gjort status. Således bliver vi i stand til at sætte os nye mål for det kommende år

Leif Randeris, Indvandrerrådgivningen Århus
Men for en del mennesker kan 2005 sagtens have været året, hvor mørket for hver dag blev mørkere og troen på, at solen nogensinde ville hæve sig igen, svandt.
Udlændingepolitikken har i det forgangne år taget form som en skruetvinge med det formål at gøre pladsen mere trang for etniske minoriteter i Danmark.
Gennem året har aggressiviteten i omtalen af de etniske borgere været midlet til at stramme skruetvingen, så vi er blevet blinde for mordet.
Et mord, der har lovgivningen som våben og retorikken som skjold.
Den danske lovgivning er i 2005 blevet strammet så markant, at det er blevet lovligt at splitte familier ad og sende flygtninge i tortur. På et enkelt år har vi undermineret de rettigheder, som Danmark har kæmpet for i adskillige årtier. Rettigheder, som har skabt Danmark og gjort det til et land, vi alle kunne være stolte af. Det kan vi ikke længere.
Rygtet har spredt sig, og vore europæiske brødre peger fingre ad os. I en ny resolution langer samtlige 45 af Europarådets øvrige medlemslande ud efter den danske politik over for etniske og religiøse grupper. Men ikke mindst langer de ud efter intolerancen i det danske samfund. Et angreb som går direkte i den danske folkesjæl, hvor ligestilling, respekt og tolerance tidligere har været nøgleord.
Men så længe regeringen baserer sin politik på Dansk Folkeparti i særdeleshed, og Socialdemokratiet i almindelighed, vil disse nøglebegreber i dansk selvforståelse være forstenet. Dette såkaldte folkeparti har i Søren Krarup en indfødsretsordfører, som bevidst modsætter sig de rettigheder, vi har oparbejdet.
Med regeringens carte blanche har han for nylig gennemført at torturofre, som på grund af skader fra torturen ikke kan lære dansk, nu ikke længere skal have lov til at få dansk statsborgerskab. Når en folkevalgt politiker og præst prædiker denne næstekærlighed, bliver det farligt. Den bunder nemlig i en afgrundsdyb mistro til medmenneskelighed, som betyder, at vi kun skal hjælpe andre, hvis vi kan få noget igen.
Når vi lader mennesker som ham forvalte den danske stats tolerance, forståelse og kærlighed til andre mennesker, risikerer vi netop et samfund så mørkt, at troen på lysere tider forsvinder.
Men heldigvis er ikke alle præster i Danmark som Søren Krarup. Kort før juleaften havde mere end 230 præster tilsluttet sig at bruge deres juleprædiken på at sætte fokus på den danske udlændingedebat. Ikke siden 1943, hvor anledningen var den nazistiske forfølgelse af jøder, er danske præster gået sammen om at prædike et fælles tema i deres juleprædiken.
Det er et sympatisk træk, som viser, at ikke alle er blevet blinde og stumme af regeringens korstog mod normens afvigere.
Ligeledes har 12 kendte danske forfattere beklaget sig i Politiken over den stramme lovgivning og den hårde tone i debatten. De er siden blevet bakket op af mere end 250 af deres kollegaer.
Disse tilkendegivelser fra forskellige hverv i det danske samfund vidner om medmenneskelighed og tro på, at mennesket er godt uanset kulør. Men det vidner samtidig om, at noget er galt. Når samtlige medlemslande i Europarådet beklager den danske intolerance. Når op mod 300 danske forfattere råber vagt i gevær og beder om anstændighed. Og når danske præster for første gang siden 1943 samles om at prædike et fælles tema i deres juleprædiken, så er der noget galt.
Selvom man synes, at det ikke kan blive værre med grove umenneskelige angreb på etniske borgere, så skal mennesker, der søger om opholdstilladelse i Danmark for eftertiden underskrive 'Erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund.' Denne indeholder blandt andet, at ansøgeren skal erklære sig bevidst om, at det i Danmark er forbudt at slå sin ægtefælle eller sine børn, at tvangsægteskaber og omskæring af piger er forbudt, og at diskrimination på grund af køn, hudfarve, tro eller seksuel orientering er ulovligt i Danmark.
Denne erklæring vidner om så stor mistillid til ansøgeren, at årsagen til Europarådets bemærkning, forfatternes opråb og præsternes fælles tunge virker åbenlys. Selvfølgelig er et forbud mod disse handlinger en grundlæggende del af de danske værdier, som vi til enhver tid må værne om. Men hvilken ret har vi til på forhånd til at mistænkeliggøre andre mennesker på denne måde? Hvordan kan vi tro på et forenet og demokratisk samfund, hvis vi allerede fra begyndelsen betvivler dets eksistens?
Med denne mistænkeliggørelse danner vi en skudsikker vest, som skal værne om og beskytte vores samfund. Men hvad hjælper den skudsikre vest, hvis døden kommer fra hjernen?
Vi har i det forgangne år også oplevet, at et såkaldt dagblad har deltaget i regeringens leg med musen og dermed yderligere forskubbet den demokratiske anstændighed.
Morgenavisen Jyllands-Posten forsøgte gennem 12 tegninger at portrættere profeten Muhamed. Årsagen var, at Jyllands-Posten ville vise, at dette faktisk kunne lade sig gøre i Danmark, uden at nogen skulle frygte for liv og lemmer. Men avisen opnåede kun at provokere de muslimske indvandrere i Danmark, pakket ind som en kamp for ytringsfriheden. Der er ingen tvivl om, at avisen er i deres lovmedholdige ret til at afbilde den muslimske profet, men hvad er formålet? Avisen behøver ikke støde de etniske mindretal for at bevise sin ret. Men det er problematisk, at ytringsfriheden er den eneste menneskeret, som Jyllands-Posten kæmper for.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsvarer Jyllands-Posten og påpeger, at ytringsfriheden er grundpillen i vores samfund. Og uanset hvad Jyllands-Postens hensigt har været, vil han forsvare afbildningen af Muhamed.
Det er vel nærmest blevet et mantra for regeringen, at målet til enhver tid helliger midlet.
En gruppe på 22 tidligere danske ambassadører har siden rettet en skarp kritik af statsministeren. De forhenværende diplomater kritiserer Anders Fogh Rasmussen for ikke at ville mødes med en gruppe af ambassadører fra muslimske lande for at tale om Jyllands-Postens Muhamed-tegninger. Samtidig gør ambassadørerne opmærksom på, at tonen i den danske indvandrerdebat er tilspidset i en sådan grad, at det kun kan opfattes som en forfølgelse af det mindretal, som udgøres af muslimske medborgere.
Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen har støttet ambassadørernes kritik af Anders Foghs handlemåde.
Men lige meget hjælper det. Døden er åbenbart kommet fra hjernen. Vi må erkende, at vi lever i et land, der besegler de etniske borgeres skæbner i en prøve på danskkundskaber. Vi må erkende, at de demokratiske principper bliver gradbøjet så betragteligt, at selv Søren Krarup kan være med til at sætte dagsordenen.
Men hvor går grænsen for, hvad vi vil tillade over for os selv? Der må vel være en grænse for, hvor skændigt vi kan tillade os at behandle de etniske medborgere uden selv at blive medskyldige.
Med håbet om, at den danske tolerance vil følge solens bane højere og højere på himlen for til sidst at skinne, så vi atter kan være stolte i Danmark, vil jeg ønske alle etniske borgere i dette land et godt og bedre nytår.