Programmet skitserer, hvordan der kan sikres en mere smidig vekselvirkning mellem parti og bevægelse, så det fremmer den demokratiske proces

af Lars Ulrik Thomsen, medlem af DKP
Der er nu gået 30 år, siden DKP fik sit nuværende program, og meget er forandret både ude i verden og i de hjemlige forhold. Min nye udgivelse, 'En kommunistisk vision for det 21. århundrede', er et forslag til nyt program, der bygger på en analyse af samfundsudviklingen siden 1976.
Det nye forslag er præget af de meget store forandringer i produktionen, som en følge af, at videnskaben er blevet en selvstændig produktivkraft. Samt af den nye etape i den statslige styring gennem EU.
Konklusionen er ikke, at det fører til 'videnssamfundet', men at arbejderklassen fra tidligere at omfatte det rent fysiske arbejde, nu udvides til at omfatte forskere, ingeniører og teknikere i produktionen. De nye teknologiske muligheder gør det samtidig nødvendigt, at det omsiggribende monopolvælde må erstattes af nye former for demokrati, som giver borgerne mulighed for aktiv medbestemmelse på deres egen tilværelse.
Den demokratiske proces er afgørende for menneskehedens beståen. Kun hvis vi formår at lede samfundet ind i en udvikling, hvor den enkelte er inddraget i beslutningerne, vil vi kunne afværge den krise, som menneskeheden står ansigt til ansigt med i form af krige, trusler mod miljøet og klimakatastrofer. Det er ensbetydende med at realisere det socialistiske samfund.
Det betyder et nødvendigt opgør med de store banker og monopoler, hvis interesser går på tværs af en sådan udvikling, og her er programmet en videreudvikling af tankerne i 1976-programmet om en samlet økonomisk politik vendt mod storkapitalen.
Arbejderbevægelsen er international i sin oprindelse, alligevel er det begrænset, hvad der er udviklet af internationalt samarbejde i de senere år mellem arbejderpartier og fagbevægelse. Det er en kendsgerning, at samarbejdet langtfra modsvarer det, som de internationale koncerner præsterer.
Derfor er en anden vigtig konklusion i programforslaget at 1976-programmets tese om antimonopolistisk demokrati, må udvides til at blive internationalt. Det vil sige fælles krav, der går på tværs af de nationale grænser. Det vil styrke kampen mod EU og de multinationale selskaber.
Sidst men ikke mindst har det kommunistiske parti været begrænset i sine muligheder på grund af Enhedslistens politik. Den har i alt væsentligt betydet, at arbejderklassens er erstattet af mellemlagene som politisk basis.
Programmet foreslår, at man genetablerer den oprindelige ide med en fællesliste for venstrefløjen ved siden af et selvstændigt kommunistisk parti. Her skitserer programmet, hvordan der kan sikres en mere smidig vekselvirkning mellem parti og bevægelse, så det fremmer den demokratiske proces.