Der kan laves mange slags fiduser, når man som globalt firma opererer på tværs af landegrænser!

af Kjeld Stenum
Det entreprenørfirma, jeg er ansat i, er fra en egn af landet og har sin oprindelse i en tid, hvor man ikke gjorde så meget ud af at føre sig frem med ord. Om man var til at stole på eller ej, og om man duede til sit arbejde eller ej, var noget, man viste i praksis, og anden reklame var om ikke ligefrem af det onde, så i hvert fald overflødig.
Den, der havde brug for ligefrem at sige i ord, hvor god man var, havde nok tit svært ved at overbevise om det i gerning. Så det har moderne koncerner nok. De opfinder værdisæt og iørefaldende slogans og betaler for reklamekampagner på tv. Det skal til, hvis man overhovedet vil bemærkes i dag, siger de.
Larmen på især det internationale marked er så øredøvende, at vil man overhovedet høres, må man råbe højere end de højestråbende. Og nu er det firma, jeg er i, efterhånden både blevet så stort og så specialiseret, at det er voldsomt interesseret i at være noget på det internationale marked. Så dets solide baggrund i forrige århundredes jyske muld blev for lidt, og den jyske modvilje mod at reklamere for sig selv måtte vige for globaliseringens glitter. Man måtte have et moralkodex, som så mange af de andre entreprenørfirmaer, jeg har været i, fik det. Og i seneste nummer af medarbejderbladet kom det.
Og hvad står der så i sådan et moralkodex? Der står vældig lidt at hænge sin hat på, faktisk. Eller i hvert fald, det, der står, er vældig skuffende for dem, der havde ventet saftige afsløringer af den globaliserede kapitalismes hensynsløshed.
Hvad man skriver er, at man forpligter sig på FN`s menneskerettighedserklæring, på ILO`s konvention om arbejdernes rettigheder, og på UNICEF`s konvention om børns rettigheder. Man respekterer, at alle har ret til at organisere sig. Man respekterer de nationale love, hvor man arbejder. Man anvender hverken børn eller slaver. Man forpligter sig på et godt og sundt miljø for alle ansatte. Man forpligter sig på gældende miljølovgivning både fra firmaets egen og fra eventuelle samarbejdspartneres side. Man ønsker at være kendt for at overholde indgåede aftaler. Man respekterer gældende konkurrencelove og forpligter sig på hverken at give eller modtage bestikkelse. Og - man er jo jyde, så man vil meget hellere vise alt dette i gerning end i snak. Snakker man.
Skal man karakterisere disse punkter, så er det hele vejen igennem yderst fornuftig politik for den, der ønsker at etablere sig langsigtet på et marked, og i øvrigt også moralsk forsvarligt.
Det, som er interessant, er heller ikke så meget selve indholdet som det, at det efterhånden synes at være nødvendigt i det hele taget at hælde den slags vand ud af ørerne, hvis man har globale ambitioner. Hvorfor er det det?
Af samme grund som det for mange, mange år siden overhovedet blev nødvendigt at udskille et specielt felt af menneskelig adfærd, som man kaldte moral, og opbygge lokale eller nationale statsmagter. Sålænge menneskene kunne leve i fred og udveksle produkter uden overordnede myndigheder og skrevne love, fandtes disse ting ikke, og moral var ikke udskilt som regler, man var særlig forpligtet overfor.
Men efterhånden som ejendomsretten udviklede klasser, og den mellemmenneskelige adfærd blev så rå, at samfundet begyndte at gå i opløsning, blev det nødvendigt at regulere den adfærd med moral-kodexer, skrevne love og dømmende myndigheder.
Vi har ingen global stat til at sørge for, at de globale koncerner ikke ødelægger det hele for sig selv, fordi de ikke kan holde fred. Så vi kan vel godt sammenligne situationen på det globale marked i øjeblikket med den forhistoriske situation, hvor overklassens mellemmenneskelige omgangstone var ved at blive så rå, at freden kun kunne opretholdes med overordnede regler og en overordnet myndighed til at tage vare på dem.
I øjeblikket er det sådan, at det er nødvendigt for et firma med globale ambitioner at sige, hvilke regler det føler sig forpligtet overfor. Og sådan er det kun blevet, fordi det ikke er en given ting, at man føler sig forpligtet overfor den slags regler.
Der kan laves mange slags fiduser, når man som globalt firma opererer på tværs af landegrænserne, og den billige import af østeuropæisk arbejdskraft, vi ser i for eksempel Danmark og andre 'gamle' EU-lande, er kun et meget lille hjørne af problemet.
Når et solidt jysk firma fra forrige århundrede føler sig nødt til at sige, at det ikke vil anvende børn og slaver eller arbejde sammen med nogen, som gør, så er det fordi det på den globale scene ikke er ualmindeligt, at firmaer anvender børn og slaver. Og kommer en global koncern til et udviklingsland med den politik, kan det skabe social ustabilitet og national protektionisme, og globaliseringsprocessen kan blive sat i stå.
Derfor er der megen moraliseren på det globale marked i disse tider, både fra koncernernes egen side og i de tilløb til overnationale statsdannelser, vi har for eksempel i EU.
Det handler kun om, at ingen firmaer ønsker at tabe det internationale markeds muligheder, hvis de har tilstrækkeligt med muskler til at lege med. Hvis det virkelig handlede om, at de ønskede at være humanistiske, vise miljøhensyn og moralsk adfærd og alt det der, ville man som gammel jyde tro mere på dem, hvis de nøjedes med at gøre tingene og snakkede lidt mindre om det.