I stedet for er Fogh slået ind på en anden taktik, en mere gradvis nyliberalisme, der stadig sigter på at indføre minimalstaten, men nu gør det bagfra ved gradvist at afskære velfærdsydelserne mere og mere fra de fornødne skatteindtægter

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Socialdemokraternes nye ledelse varmer op til accept af regeringens skattestop og skattelettelsespolitik. Det sker med det rent taktiske argument, at man herigennem mener at 'kunne lukke en flanke' overfor regeringen.
Derfor vil man slet og ret overtage regeringens politik, ja nærmest overhale den højre om, for hvor statsministeren jo har udtalt, at der ikke skal gennemføres velfærdsnedskæringer samtidig med skattelettelser, så har Socialdemokraterne åbenbart ikke de skrupler.
S er ifølge Thorning Schmidt parat til samtidig med velfærdsforringelser at diskutere skattelettelser. Det skønt man bør vide, at skattelettelserne vil komme den bedre stillede del af befolkningen til gode, mens velfærdsforringelserne vender den tunge ende nedad.

Skarpt højresving
Hermed føjer dette seneste udspil sig desværre alt for godt ind i den overordnede politiske linie, som Thorning Schmidt siden formandsvalget har forfulgt. Den går tydeligvis går ud på at udkonkurrere regeringen ved at overtage dens politik og i visse tilfælde endog overhale den højre om (for eksempel i reformiver) og ved at vise sig mindst lige så ansvarlig som regeringen til at gennemføre denne politik - også kaldet 'at arbejde regeringen ud af kontorerne'.
Altså en skarp højredrejning af partiet, hvor det politiske arvegods som førhen har kendetegnet Socialdemokraterne, kynisk ofres for at få magten. En magt, som altså skal erobres ved skrupelløst at overtage Fogh Rasmussens nyliberalt prægede politik og som derfor - skulle S herved få magten - næppe kan bruges til andet end at administrere denne politik.
Der er grund til at advare Socialdemokraterne stærkt mod denne kurs. Som den hidtidige række af mislykkede forligsbestræbelser fra den ny ledelses side vidner om, er Thorning Schmidt jo sluppet ekstremt dårligt fra dette projekt hidtil, hvilket måske bare er udtryk for, at regeringen til enhver tid er og vil være bedre til at føre og gennemføre sin egen politik end Socialdemokraterne.

En dårlig kopi
S kan i virkeligheden næppe opnå meget andet end at fremstå som en dårlig kopi af regeringen og dermed ikke få magten ad denne vej.
Men en nok så stor risiko er, at Socialdemokraterne igen risikerer voldsom uenighed og splittelse i egne rækker. Det er jo så meget desto mere sandsynligt, som Helle Thorning Schmidt jo hverken ved formandsvalget eller på den seneste kongres åbent fremlagde og fik tilslutning til en sådan linie, men tværtimod forholdt sig særdeles taktisk, ikke mindst på kongressen, hvor man midlertidig påtog sig en mere 'klassisk socialdemokratisk retorik'.
Men nu er tiden åbenbart inde til at vende tilbage til den højredrejning af partiet, som er Thorning Schmidts grundlæggende bud på en politisk linie. Faren herved er bare - udover som nævnt splittelse internt - at partiet står i stor fare for at støde sin vælgerbasis fra sig uden at vinde noget derved.
At regeringens - og Dansk Folkepartis - vælgere uanset nok så meget parathed til accept af regeringens politik - skulle vælge Socialdemokraterne i stedet for den ægte vare, virker ikke sandsynligt. Og samtidig er det sandsynligt, at Socialdemokraterne vil støde væsentlige dele af sit eget vælgermæssige bagland fra sig, som jo indtil nu har valgt S og ikke regeringen, fordi de ønsker et socialt og velfærdsorienteret alternativ til regeringen. Disse vælgere vil formentlig snart under højredrejningen begynde at føle sig hjemløse.

Til gavn for de rige
Hertil kommer, at en accept af regeringens skattestop og skattelettelsespolitik også er ensbetydende med, at fordelingspolitikken vendes på hovedet til fordel for de bedre stillede i samfundet - det har indtil nu klart været den fordelingspolitiske profil af regeringens skattestop og skattelettelser.
Skattestoppet er endvidere en barriere for samfundsøkonomisk set højst nødvendige reformer af det danske skattesystem, hvor vægten i beskatningen flyttes fra arbejdsindkomster over på kapitalindkomstbeskatning af fast ejendom og af de voksende pensionsformuer i pensionskasserne.
Og endelig er skattestop og skattelettelsespolitikken utrolig farligt for den solidariske velfærdsstat, som Socialdemokraterne jo ellers med rette kan tage æren for opbygningen af. For hvad er regeringens skattestop og skattelettelsespolitik andet end en gradvis og snigende udhuling af den offentlige sektor og velfærdsordningerne, der undergraves nede fra ved at afskære dem fra den nødvendige finansiering.
Socialdemokratiet kunne passende her lytte til den danske befolkning selv, som i en aktuel måling offentliggjort i ugebrevet 'Mandag Morgen' ikke tror på, at Fogh har opgivet sit nyliberalistiske projekt om 'minimalstaten'. Der er der heller ingen grund til at tro han har - Fogh har efter egne udsagn alene lært af sin forgængers fejlslagne forsøg på at gennemføre mere drastiske gennemgribende nyliberale reformer.
I stedet for er han slået ind på en anden taktik, en mere gradvis nyliberalisme der stadig sigter på at indføre minimalstaten, men nu gør det bagfra ved gradvist at afskære velfærdsydelserne mere og mere fra de fornødne skatteindtægter, samtidig med at befolkningen søges holdt i ro ved i stedet at uddele mere og mere heraf som skattelettelser.
Klassekarakteren af denne politik fornægter sig ikke: Forringelserne af velfærdsordningerne vender klart den tunge ende nedad, mens skattepolitikken ligeså klart tilgodeser de bedre stillede dele af befolkningen. Totalt set kan det kun medføre en ting: Voksende ulighed og øget polarisering.
Er det denne politik og dette projekt Socialdemokraterne vil overtage ved at acceptere regeringens skattestop og skattelettelsespolitik?