Hvad betyder det egentlig - dette med at tage ansvaret. Har det overhovedet nogen betydning?

af Erik Stubtoft, Snekkersten
Så var den der igen!
'Det er mit ansvar', blev der sagt - og hvad så? Også denne gang er det de ypperste folk fra forsvaret, der står frem med klare blå øjne og siger: 'Det er mit ansvar!'.
Sidste gang var den barokke sag fra forsvaret, hvor der var postet flere hundrede millioner kroner ud til nogle flymaskiner, som alligevel ikke kunne bruges. Både forsvarsministeren og forsvarschefen stod der foran tv-kameraet og de øvrige medier for med alvor i stemmen at sige ordene: 'Det tager jeg/vi ansvaret for'.
Denne gang var det efter Hommel-dommen i sidste uge, hvor det viste sig, at forsvaret havde båret sig tumpet an, at tre fremtrædende repræsentanter for det danske forsvar stod frem og sagde det igen.
Først den ansvarlige oberst for den danske kommando i Irak, dernæst forsvarschefen, der tidligere havde kaldt Hommel-sagen for en møgsag - og som rosinen i pølseenden forsvarsministeren. Alle tre sagde klart: 'Det er mit ansvar'.
Gennem tiderne har vi hørt ministre, fremtrædende politikere og højt lønnede embedsmænd, som har sagt det samme. Hvem husker ikke sagerne fra Udlændingestyrelsen med fremme af sagsbehandling til firmaer og fodboldklubber og senere sagen om kineserne, der købte sig til ophold på højskoler. Hver gang stod en minister eller en direktør frem med ordene: 'Det er mit ansvar!'
Hver gang jeg hører det tænker jeg i mit stille sind: Hvad betyder det egentlig - dette med at tage ansvaret. Har det overhovedet nogen betydning? Hvis den almindelige borger gør noget forkert i forhold til samfundsværket og myndighederne, så hjælper der ingen kære Mor. Så falder skattefars eller socialkontorets hammer med det samme.
Jeg ved egentlig ikke, hvad forventningen kunne være i forhold til dem, der bare klarer beslutningsfejl eller budgetoverskridelser med et: 'Det tager jeg ansvaret for' - men jeg ved, hvad der sker med den lille mand, som for eksempel klager over en myndighedsafgørelse blot fem dage efter klagefristens udløb. Her nytter det i hvert fald ikke noget, at han siger: 'Det tager jeg ansvaret for'. Han bliver simpelthen straffet for sin forseelse!
Nu kan man jo ikke nødvendigvis sammenligne den ene fejl med den anden - og slet ikke dem jeg her nævner. Men at der er forskel på behandlingen af de personer, der siger de berømte hule ord: 'Jeg tager ansvaret', hersker der vist ingen tvivl om.