Kernepunkterne i borgerlig ret er ejendomsrettens ukrænkelighed og individets frihedsrettigheder, og de to ting kan ikke passes sammen!

af Kjeld Stenum
Skærveknuseren er godt nok lidt længe undervejs, for det er jo kun en cykel. Og den halvtrætte trekvartgamle stodder, der cykler rundt på den, har en del andre ting at passe også, så der er lidt lang leveringstid på skriftligt materiale fra min side. Jeg når først frem til de aktuelle temaer, når de er ved at være uaktuelle igen, og aktualitets-kommentarer og avis-ledere allerede er ved at have fundet nye græsgange.
Men jeg skriver om de ting, der ligger mig mest på sinde, aktuelle eller ej. Og et af de temaer, jeg har vendt tilbage til flere gange, har været eksklusivaftalerne. Derfor skal den efterhånden ugegamle dom ved Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg heller ikke få lov til at passere uomtalt forbi denne gang.
Jeg tror, at Menneskerettighedsdomstolens dom vil føre til en lovændring her i Danmark inden ret længe, en lovændring, der vil forbyde eksklusivaftaler.
Det eneste bolværk mod sådan en lovændring er jo Dansk Folkeparti. Og hvad Dansk Folkeparti angår, så har jeg altid ment, de var farlige højreekstreme populister, der kun forsøger at slå sig op på arbejder-sager for at høste stemmer nok til at komme til magt og indflydelse. Når de fik magten og indflydelsen, skulle de nok kaste masken. De er ved at have de to første ting nu, og de er også ved at kaste masken. Og selv om det betyder, at vi arbejdere må indkassere nogle drøje hug over nakken - som partiets nylige flugt fra deres garanti for efterlønnen - så lad os dog alligevel glæde os over, at det også næsten uundgåeligt må blive en anledning til, at vi holder op med at rende efter højreekstreme lygtemænd og begynder at koncentrere os om vores egne samfundsvisioner igen.

Hvad det juridiske indhold angår, så viser selve forløbet jo, at det selvmodsigende i borgerlig retsopfattelse er fanget på kornet i denne sag.
Danske domstole valgte at respektere retten til eksklusivaftaler, Menneskerettighedsdomstolen valgte det modsatte. Og begge instanser har ret, set fra et borgerligt synspunkt. For kernepunkterne i borgerlig ret er ejendomsrettens ukrænkelighed og individets frihedsrettigheder, og de to ting kan ikke passes sammen.
Man skal huske på, at eksklusivaftalerne jo ikke er noget, der er trukket ned over hovedet på arbejdere og arbejdsgivere af nogen overordnet myndighed, de er en del af det frivillige aftale-system på det danske arbejdsmarked. Eksklusivaftaler er noget, arbejdsgivere helt frivilligt går ind på at lave. Og det gør de selvfølgelig ikke for ingenting. Det gør de, fordi det er i deres interesse. Fordi de får ro på deres arbejdspladser til gengæld.
Når Menneskerettighedsdomstolen nu fradømmer dem retten til at gå ind på den slags aftaler, så krænker den samtidig deres borgerlig set meget grundlæggende ret til at disponere frit over deres ejendom, herunder deres ret til at bestemme, hvem de vil ansætte og hvem ikke.

Så siger nogle (ja, jeg tror sågalt, at jeg kom til at læse det i denne avis` ellers kloge leder), at det, Menneskerettighedsdomstolen havde prioriteret, var individets frihedsrettigheder. Og med det tænkte man på arbejderes ret til at være på en arbejdsplads, uanset hvor de var organiseret. Ja, gid det var så vel!
Men kære venner, sådan en ret har vi arbejdere da aldrig haft. Og vi har heller ikke fået den nu. Om arbejdsgiverne vil have os eller ej, det er og har altid i kapitalistiske samfund grundlæggende været deres afgørelse. At der nu skal være en begrundelse mere, de ikke har lov til at sige højt, ændrer intet ved dette.
Du kan blive smidt ud af dit arbejde for at være for rød, for at have sort hår, en anden religion og et mærkeligt efternavn, eller for at være for højreekstrem også, det er altsammen noget, arbejdsgiverne går og træffer beslutninger om, alt efter hvad der bedst sikrer en rolig produktiv arbejdsplads. Det er ikke alting, de må skrive direkte på fyresedlen. Men sådan har det jo også været længe, og de kan jo bare skrive noget andet. Og det ændrer ikke meget, at Menneskerettighedsdomstolen nu har føjet én ting mere til den forbudte liste.

Frivilligheden i hele sagen omkring eksklusivaftaler så de danske domstole, og de så, at det var noget, man ikke kunne pille ved uden at komme i klemme, sådan rent retsfilosofisk set. De så nok også noget andet. Nemlig at en del af hele historien jo er, at arbejdsgiverne ikke siger ja til eksklusivaftaler af godgørenhed overfor arbejderne, men fordi de får noget igen. Nemlig de ansattes pligt til at holde fred på arbejdspladserne og lade de anerkendte organiserede kanaler tage sig af tvisterne. Det er det, eksklusivaftalerne har betydet. Nu må vi altså ikke have dem mere.
Det betyder også, at der ikke længere vil være nogen af begge parter særligt anerkendte organiserede kanaler til at tage sig af tvisterne. Jeg håber, at de nede i Strassbourg har tænkt på, at med et forbud mod eksklusivaftaler kaster man også fredspligten på det danske arbejdsmarked på porten.
Som arbejdere i Danmark vil vi nu blive stillet overfor den udfordring at genopdage, at vores eneste virkelige garanti for at have nogen som helst ret det er at holde sammen og kæmpe for den. Det er ikke en udfordring, vi kan vælge at tage op eller lade være. Det er en udfordring, vi vil være tvunget til at tage op.
Ellers bliver vi meget hurtigt trampet helt flade i skidtet af at konkurrere med kristeligt organiserede, der ikke må nedlægge arbejdet, eller med uorganiserede polakker, der kun behøver halvfems kroner i timen. Og pas nu på, kære menneskerettighedsdommere i Strassbourg, at vi ikke genopdager for meget!