Er jeg den eneste, der håber, at Anders Fogh skulkede fra bare en af Margaret Blairs samfundsfagstimer?

Mattias Tesfaye
1. januar blev Storbritanniens postvæsen liberaliseret. Nu kan ethvert firma ansøge om licens til at udbringe post til Hr. og Fru Johnson.
Det tidligere monopol, Royal Mail, vil altså møde konkurrence i trappeopgangene. Først det røde postbud op på 5. og aflevere en rudekuvert, dernæst det grønne postbud op på 5. og aflevere en rudekuvert, dernæst det gule postbud op på 5... Eller hva?
72 forskellige postkasser opstillet overalt i gadebilledet, og bag på kasserne store reklameskilte: Vi garanterer udbringning før kl. 11.00!; vores frimærker er flottest! Eller send nu - betal senere!
Det rene forbrugerslaraffenland. Tænk Dem engang, kære læser, helt selv at kunne bestemme farven på den uniform, der bringer brevet ud.
Wauw. Det kan man da kalde frihed.
Og når du går ind i kiosken og vil købe et frimærke, forestil Dem:
- How can I help you, sir? - I just want to send a letter to my mom back home in Grindsted,
- And which company do you want to use, sir?, siger kioskmanden og peger op på de 38 hyldemeter med frimærker bag ham.
- Can I have the fine red one, with the Thames River? Det bliver så fedt: 'Wir fahren gegen Engeland' og helst så hurtigt som muligt. - Good choice sir, it will be £ 51,50 to Grindsted.
Er jeg den eneste, der håber, at Anders Fogh skulkede fra bare en af Margaret Blairs samfundsfagstimer?

Når der pludselig står en underbetalt polak ved siden af dig på stilladset. Når han nægter at fortælle, hvem der har ansat ham, og hvad han får i løn. Når du kan se frygten i hans ansigt over at kollegerne stimler sammen på blandepladsen og på et for ham fremmed sprog, diskuterer situationen.
Ja, så er det ikke blot et udtryk for østudvidelse i alle tænkelige retninger. Nej, så er det såmænd også en helt naturlig udvikling. Faktisk skal ordet siges i bestemt ental og med stort begyndelsesbogstav: Udviklingen.
Det er det samme store U, der rammer danske industriarbejdspladser, der flytter østpå. Det er ligesom hår på pikken - det kommer på et tidspunkt, om man kan lide det eller ej.
Et forsøg på at arbejde mod Udviklingen, er som at intim-barbere Erik Clausen. Håbløst.
Sådan siges det i hvert fald, når Udviklingen rammer os lønmodtagere. Anderledes forholder det sig selvfølgelig i samfundets højere luftlag.
Både lovgivende, udøvende, dømmende og den 4. statsmagt hjælper hjertens gerne i kampen mod Udviklingen, når den rammer i Whiskybæltet.

For en uge siden lagde jeg en oversat tekst af Bertolt Brecht ud på en hjemmeside. En ven orienterede mig om, at den slags faktisk balancerer på grænsen af, hvad der er lovligt.
Musikindustrien vil bruge 2006 til at udvide deres jagt på folk, der bryder reglerne om copyright. Og folketingsflertal, justitsminister, domstole og medier støtter gerne op om de såkaldte antipiratgruppers arbejde.
Man skal ikke alene forfølges, hvis man uploader en musikfil, men minsandten også hvis man lægger sangtekster eller noder ud på nettet. Sig mig, hvad regnede de egentlig med?
Kunne alverdens regeringer ikke bare blive enige om, at musikindustrien er blevet ramt af Udviklingen. Og at det både er håbløst og perfidt at jagte folk, der lægger en kunstners digt ud til fri inspiration.
Salig Marx mente, at alle begreber var en bestemt klasses begreber, til at forstå og fortolke virkeligheden. Jeg tror Udviklingen er overklassens begreb til at dunke folkedybet lidt oveni hovedet. Fair nok.
Men skulle vi ikke finde på et andet ord, for eksempel Intim-barberingen, og lade det være en fælles betegnelse for vores kamp mod underbetaling af udenlandske kolleger, og for fri vidensdeling på internettet.