Velfærdskommissionens indkomstskatteforslag kan kritiseres for fordelingspolitisk primært at tilgodese højindkomstgrupperne i samfundet

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm. og medlem af Den Alternative Velfærdskommission
Et hovedelement i Velfærdskommissionens nyligt offentliggjorte reformpakke er en række skatteforslag. De indebærer, at mellemskatten fjernes, topskattegrænsen øges med cirka 60.000 kroner og topskattesatsen sættes til 17 procent. Endvidere skal beskæftigelsesfradraget øges til 11 procent med en maksimal skatteværdi på knap 15.000 kroner.
Herudover har Velfærdskommissionen fremlagt forslag om, at ejendomsværdiskatten hæves langsomt over 20 år til 1,5 procent. Men det er med det samme blevet politisk afvist og spørgsmålet er vel også, om forslaget er et rent paradeforslag.
Hvad angår indkomstskatteforslagene har statsministeren afvist at lade dem indgå i de aktuelle forhandlinger, men muligvis er her alene tale om en udskydelse. Derfor er en diskussion heraf stadig relevant.

Tvivlsom konklusion
Velfærdskommissionen hovedbegrundelse for indkomstskatteforslagene er, at de vil give en forøgelse af beskæftigelsen med i alt 40-45.000 personer, men det er meget tvivlsomt, om det holder?
Forøgelse af beskæftigelse skulle opnås ad to veje:
1) Skattelettelserne vil 'øge den enkeltes tilskyndelse til at yde en ekstra indsats'.
2) Og de vil forbedre lønkonkurrenceevnen.
Det første argument er imidlertid ikke konsistent med økonomisk teori. For skattelettelser kan få modsatte virkninger: De kan være incitament til at øge arbejdstiden for at tjene mere. Men skattelettelser muliggør også, at man kan fastholde forbrugsmulighederne og alligevel arbejde mindre. Hvad vi vælger, er det ifølge økonomisk teori umuligt at sige noget om?
Reelt vil valgmulighederne være begrænsede, for de fleste som får skattenedsættelsen arbejder allerede 100 procent af arbejdstiden eller mere, hvilket jo lægger op til at fastholde eksisterende arbejdstid. Men det giver ikke øget beskæftigelse.
Velfærdskommissionens andet argument handler om lønkonkurrenceevne. Når skatten falder, reduceres lønkravene, lønkonkurrenceevnen forbedres og det skulle give øget beskæftigelse.

Rene ord
Men konkurrenceevne er langt mere end om lønomkostningernes højde. Hvor store økonomier konkurrerer på teknologisk og effektivitetsmæssig konkurrenceevne, konkurrer små økonomier på deres institutionelle konkurrenceevne. Virksomhederne opnår komparative fordele ikke mindst gennem kollektive goder for eksempel en veluddannet arbejdsstyrke, et effektivt sundhedssystem, en smidig daginstitutionssektor og gennem et offentligt dagpengesystem, der kombinerer social sikkerhed med fleksibilitet på arbejdsmarkedet (flexicurity).
Men når Velfærdskommissionen vil sænke lønniveauet gennem lavere skatter, kan det kun finansieres gennem offentlige besparelser. Men så bliver prisen for bedre lønkonkurrenceevnen, en modsvarende svækkelse af den institutionelle konkurrenceevne. Det er tvivlsomt, om det gir en samlet set øget beskæftigelse?
Endelig kan Velfærdskommissionens indkomstskatteforslag kritiseres for fordelingspolitisk primært at tilgodese højindkomstgrupperne i samfundet. Kommissionens egen vurdering er, at: '..den største relative lempelse vil blive tildelt højindkomstgrupperne. Det skyldes, at lempelserne i mellem- og topskatten primært kommer højindkomstgrupperne til gode'.
Ja, rene ord for pengene.