Det jeg bare vil sige er, at man skal ikke opgive alt det med arbejdskamp på forhånd, selv om vores arbejdsgivere er blevet globaliserede!

af Kjeld Stenum
Det var én af denne vinters mange frostdage. Dagen i forvejen var strømmen til vores arbejdsskure blevet afbrudt cirka midt på dagen. Vi havde klaget over det, men i øvrigt ikke taget os videre af det, for det havde været en stor støbedag, og når vi støber, springer vi ofte pauserne over og tager tidligere hjem i stedet for. Sådan også den dag, så vi havde ikke benyttet skurene alligevel.
Men morgenen efter var der stadig ingen strøm og minus tre grader i skurene, og vi lod derfor være med at klæde om. I stedet blev vi siddende i vores fritidstøj og vinterfrakker alle sammen i det ene skur, og sådan sad vi stadig, da formanden kom en halv time efter arbejdstids begyndelse. 'Nå, I hygger jer nok,' sagde han, det var vist ment som en spids bemærkning, fordi vi ikke var kommet ud.
Men han opdagede på blikkene, han fik tilbage, at der ikke var så langt til, at hyggen ville blive brudt, hvis han kom med mere af den slags. Så han gik med det samme igen, han glemte helt at sige det, han var kommet for, men det var nok noget med tidsplanen, for vi får dagligt at vide, at vi er bagud. Der var tavshed en stund, da han var gået. Skulle vi gå hjem eller klæde om? Så begyndte folk én efter én at sive ud til omklædning, det var modvilligt, men vi kunne jo ikke sidde der og fryse hele dagen.

Der var heller ikke megen varme inde i hallen, hvor vi arbejdede, men vi arbejdede os varme. På den måde får arbejdsgiverne gang på gang mere ud af os, end de fortjener. Efter halvanden times forløb var én omme i et af skurene og skide. Det var vist koldt. Da han kom igen, var han i hvert fald blevet gal i skralden. Det var fandeme for dårligt, sagde han, han syntes, vi skulle gå hjem, når det blev frokost. Det samledes vi lidt efter lidt i en klynge for at diskutere. Da vi ikke kunne diskutere i larm fra hamre og arbejdsmaskiner, måtte vi standse dem, der fortsatte, så ret hurtigt stod vi der alle sammen.
Han mente, vi skulle gå hjem, sagde han igen, ham, der havde været ovre at skide, hvad sagde vi andre? De folk, der kørte sammen med ham, sagde som han, de er en ret sammenspist flok, og i øvrigt kommer de helt ovre fra Vestsjælland, og det er jo ikke sådan lige at komme til Vestsjælland, hvis éns kørelejlighed er kørt.
Jeg sagde selvfølgelig også, at det var rimeligt nok, jeg følte mig gal i hovedet over, at det skulle være et flerdøgns-problem at skaffe strøm til vores skure, når vi nu arbejdede på et kraftværk. Vi har også et par franskmænd i sjakket, vi lever vel i et EU-land, de stod lidt for sig selv, men da de blev spurgt, sagde de: 'Selvfølgelig, vi går hjem!' Pariser-kommunen længe leve!

Og så gik vi. Halvvejs nede ved skurene rendte vi ind i formanden og ingeniøren, det var blevet for koldt for dem inde på deres kontorskur, og desuden havde de jo ikke mulighed for at lege med computer. 'Vi går hjem!' sagde vi. 'Nu har I vidst siden i går før middag, at der ikke var strøm. Vi er ikke hunde!' De tabte både næse og mund. En del af os gik bare videre ned mod værktøjs-containeren, vi havde jo taget værktøjet med, så de kunne godt se, at det ikke var nogen vittighed.
Før vi var helt væk, hørte vi, at formanden fik fundet ud af at sige noget om, at der jo var sat folk på sagen. To af dem fra Vestsjælland blev tilbage for at forklare ham og ingeniøren, at det bare ikke var godt nok. Vi andre fortsatte. Der skulle ikke være tvivl om, at der ikke var noget at diskutere. Og sådan opstod den første arbejdsnedlæggelse, jeg har været med til i mere end femten år.
Da jeg cyklede hjem, så jeg, at omtrent hele Damhussøen var lukket af is. Der var lige en våge på nogle få kvadratmeter tilbage, og der var en halv million fugle omkring den våge. Men ænderne vraltede af en eller anden grund ind mod bredden, den ene efter den anden, det lignede en hel kolonne, og de skræppede godt op. Jeg kendte engang en sømand, der påstod, han kunne andesprog. Det kan jeg ikke. Men jeg syntes alligevel, jeg kunne høre dem sige: 'Vi går hjem! To skaldede kvadratmeter åbent vand at finde mad i for så mange fugle, og så er der isklumper i! Og så i sådan en stor sø! Det er fandeme for dårligt! Kom, vi går hjem!'

Morgenen efter brændte lyset i skurene som i små julehytter. Og der var masser af varme. I øvrigt var det lige blevet tøvejr. Vi blev enige om at skrive hele den foregående dag på ugesedlen, det var jo ikke vores skyld, at der ingen strøm havde været.
Det skulle formanden lige have skudt en spids bemærkning ind om nogle dage senere, men han skrev da under. Og det, som jeg gerne vil drage frem som en lære i denne skærveknuser, er, at vi har i hvert tilfælde heller ikke fået en fyreseddel. Tværtimod fik vi samme dag ros for den smule af arbejdet, som vi har nået at få færdigt. Og jeg har fra sædvanligvis velunderrettet kilde, at der rumsterer nogle tanker i byggeledelsen om at tilbyde os en bonus, hvis vi klarer at holde tidsplanen, og det endda selvom vi næsten lige har fået lønnen forhøjet med en ti`er i timen.
Nu giver jeg ikke meget for sådan noget bonus-fis. Og jeg ved selvfølgelig heller ikke, om det hele pludselig alligevel går i kage, og vi ender på gaden. Det jeg bare vil sige er at man skal ikke opgive alt det med arbejdskamp på forhånd, selv om vores arbejdsgivere er blevet globaliserede og i teorien skulle kunne finde billige polakker eller kinesere til at erstatte os. Virkeligheden er sjældent så enkel som teorierne, det gælder også for arbejdsgiverne.

Da jeg senere den dag cyklede hjem forbi Damhussøen, var vågen allerede blevet meget større. Også ænderne var gået i gang igen med det, som nu er deres tunge lod: at svømme rundt og æde. Efter frost kommer der altid tø!