Kulturministeren er lykkelig, fordi han på Fogh-regeringens vegne har sat dagsordenen

Med Fogh-regeringen har man det i stigende grad sådan, at det ikke altid er det, det handler om, som det virkelig handler om.
Tirsdag kom så kanonen for billedkunst, arkitektur, kompositionsmusik, design & kunsthåndværk, litteratur, film, børnekultur, scenekunst, partiturmusik og populærmusik. Kunsten har sine kasser, og vi har fået en debat om, hvad det er for værker, der skal hældes i dem. Hvilket naturligvis er en endeløs debat uden perspektiv andet end netop debatten.
Den borgerlige begejstring for kanonen har afsæt i en opfattelse af kunstens værker, som værende af eviggyldig karakter. Da Brian Mikkelsen satte arbejdet i gang, talte han om, at de syv udvalg hver skulle udpege 12 værker, der er uomgængelige og umistelige. Målestokken er angiveligt, at hvis de står distancen over tid, så er det stor kunst med universelle kvaliteter. Ren kunst, som står sig uden sin sammenhæng. Den anden dimension er den nationalistiske - sådan som denne blev dannet i attenhundredtallet.
Dette er begrundet i en overbevisning om, at det er vor kristne kulturarv, der i lige linie og modsætningsløst, har ført os frem til det stade, vi er på i dag. Dette er ganske enkelt udtryk for en endimensional opfattelse af kultur og samfund. Hvor er konflikterne, trods og kamp?
Brian Mikkelsen var meget klar på formålet med dette på det Konservative Folkepartis landsrådsmøde i det tidlige efterår, da han åbnede 'kulturkampens nye front'. Redskabet var kulturkanonen, som skulle rettes mod de 'minoriteter, der praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange'.

Tilsyneladende befinder projektet sig nu i en fase af polemisk troskyldighed. Kulturministeren er lykkelig, fordi han på Fogh-regeringens vegne har sat dagsordenen. De fleste kaster sig ind i debatten og kommer længere og længere ud i suppedasen.
Alle er budt med til Brians fest - for der er højt til loftet - lover han. Også til en Lars von Trier, der erklærede sine brækfornemmelser, da han hørte, at hans film Idioterne var med i filmkanonen. Han klippede det hvide ud af dannebrog og hejste de sammensyede rester som det røde flag, der gik til tops til tonerne af Internationale. Han vendte sig mod den nationalistiske og totalitære tænkning og kulturpolitik, som de 12 kanoner er i praksis Se hans videohilsen.
Det bemærkelsesværdige er de mange, sikkert velmenende kulturfolk - en del af dem erklærede kulturradikale - der har stillet op til Fogh-regeringens projekt. De har lagt hovedet i løkken. Hvis de skynder sig, kan de nå at få det ud igen. Er de for langsomme vil de for sent opdage, at rebet strammes.
Det nytter ikke at 'skabe en konstruktiv ballade'. Der er andre ting på spil end ytringsfrihed og højloftethed, som Fogh-regeringen taler så meget om for tiden. Lad bare folk snakke!

Vi har vores politik! For eksempel fik vi i tirsdags en ny formålsparagraf for folkeskolen, der drejer den mere i retning af at være et rationelt vedhæng til det endimensionelle erhvervsliv.
Alting skal gøres simpelt og rationelt ud fra denne logik. Det er det modsatte af kultur, der springer ud af mangfoldighed, overvindelse, dynamik, forudsigelighed m.v. Kanontænkningen er en dræber.
Og friheden i det højloftede? Onsdag aften stemte Europarådets parlamentariske forsamling om en antikommunistisk resolution om fordømmelse af den kommunistiske bevægelses historie og styret i nuværende socialistiske lande. Fogh-regeringen støtter denne resolution såvel som de 12 kanoner.