Formanden for 3F Frederiksborg, Tue Torzen, skriver et indlæg i Arbejderen den 18. januar om eksklusivaftalerne, som nu er blevet dømt ude af menneskerettighedsdomstolen. Han er tydeligvis stærkt utilfreds med dommen
af Per Holbo Rasmussen, medlem af Kristendemokraterne
Det er sådan set også i orden, om end jeg personligt ikke er enig i betragtningerne. Men jeg vil gerne have sat et par ting på plads, for der sker i al raseriet en frygtelig sammenblanding af fakta.
For det første er eksklusivaftaler ikke kun at forlange medlemskab af en fagforening. Det er tvang til at være medlem af en bestemt af slagsen.
Dernæst beskyldes Ove Rasmussen, som er medlem af Kristelig Fagbevægelse (KRIFA), for at tilhøre den yderste højrefløj. Men det er nu altså fysikeren Morten Sørensen, der er liberal og ikke Ove Rasmussen, som i øvrigt er en ganske almindelig gartner.
Og endelig påstår Tue Torzen, at pengene til de store annoncer, som KRIFA kører, ikke skulle kunne dækkes af kontingentet på blot 70 kroner, men jeg kan oplyse, at KRIFA forlanger 561 kroner om måneden, og at de på grund af en strømlinet organisation kører med så få udgifter som muligt. Faktisk satte de kontingentet ned med fire kroner for nylig, da de havde fået et nyt datasystem, som sparede dem for nok penge, til at kunne sætte kontingentet ned.
Hvor Tue Torzen har sine oplysninger fra, om at politikere og arbejdsgivere skulle begave KRIFA med store pengebeløb, skal jeg ikke kunne sige, men hvis de data er indhentet med samme omhu, som læserbrevet er skrevet med, så tillader jeg mig nok at betvivle hans udsagn.
Hvad han ellers siger om K og V, kan jeg i øvrigt kun tilslutte mig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278