Jeg vil godt anmode udvalget om at tage skridt til at hjælpe de ældre med snerydning, men udført at de rigtige mennesker og med de rigtige redskaber og maskiner
fra Jørgen Tved, sekretær i Ældrerådet Frederiksværk
Til Det Sociale Udvalg v/Henry Larsen.
Flere har henvendt sig til mig og oplyst, at hjemmehjælperne har fået både skriftlig og mundtlig besked på, at tilbyde hjemmehjælpsmodtagerne at få ombytte den visiterede tid til rengøring med mere til snerydning.
Jeg er overrasket. Det er ikke mit indtryk, at der er givet for lang tid til de enkelte besøg i hjemmene. Den hjælp der ydes, er, efter min opfattelse, meget nødvendig.
Hvis der er sket en så afgørende ændring, at man kan ombytte visiteret tid til for eksempel rengøring med snerydning - og til somme måske til græsslåning, så burde denne ændring have været til høring i Ældrerådet.
Jeg har meget stor forståelse for, at mange pensionister i denne tid har behov for hjælp til snerydning. Jeg kan også forstå, at hjemmehjælpen og andre skal kunne komme frem uden alt for stor risiko for fald og så videre.
Jeg finder det også helt i orden, at kommunen tilbyder denne hjælp, men så må det være med folk fra de tekniske afdelinger, med det rigtige materiel, der på minutter kan rydde, hvor hjemmehjælperne med håndkraft måske skal bruge timer.
Det er vigtigt for mig at slå fast, at vore hjemmehjælpere gør et stort og godt stykke arbejde. De har meget stramme arbejdsplaner, der skal klares på meget kort tid. De hører til den gruppe, der, ifølge deres faglige organisationer, har det hårdeste fysiske og psykiske arbejde. De bliver alt for hurtigt nedslidte, med for meget sygdom der igen betyder tidlig efterløn eller førtidspension.
Jeg kan af gode grunde ikke vide, om det tilbud hjemmehjælperne nu har fået besked på at give hjemmehjælpsmodtagerne, er besluttet af det Sociale Udvalg, eller om det er forvaltningen, der her har handlet på egen hånd.
Jeg vil godt anmode dig og udvalget om at tage skridt til at hjælpe de ældre med snerydning, men udført at de rigtige mennesker og med de rigtige redskaber og maskiner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278