Islam er også andet end terrorisme, afhuggede hænder og kvindeundertrykkelse!

af Kjeld Stenum
Uh, jeg havde håbet, jeg kunne undgå at skrive om det. For jeg synes, det er sådan en pinlig historie.
Pinlig for mit lands kultur og dermed også for mig, som identificerer mig med denne kultur og gerne vil være stolt af den. Men jeg drukner snart i alt det forvrøvlede sludder, der er blevet sagt om denne sag, og nu må jeg kæmpe mig op til overfladen efter en bid luft. Om ikke andet så for min egen skyld.
Hvad jeg snakker om? Jo, altså. Først så sparker en privat avis en religiøs minoritet i ansigtet. Det har den friheden til. Man har friheden til meget i vores land, for frihed er noget, vi sætter meget højt. Men det er ikke alt det, man har frihed til, som man også har ære af. Blandt andet har man absolut ikke ære af at sparke dem i ansigtet, der er svagere end én selv, og som man måske i hvert fald for nogles vedkommende burde skylde en smule gæstfrihed, da de er ret nye borgere i landet.
Man er også i vores frihedselskende land fri til at nægte at sige undskyld, hvis man på en uværdig måde har krænket nogen. Men det bliver ærestabet absolut ikke mindre af. Nu har vi så også en frihedselskende regering, som stålsat bakker op bagved, at der ikke skal siges undskyld.
Men den onde spiral af pinlighed på pinlighed bliver ikke mindre ved, at man får sin regerings billigelse af den æreløse handling. Tværtimod. Jo mere massiv en overmagt man er, desto mere æreløst er det af én at krænke en svagere minoritet. Så får den lille krænkede minoritet pludselig og uventet for os, der havde håbet at have lov til at krænke dem i fred, en mægtig allieret. For vores lille danske indenrigspolitiske batalje viser sig at blive udkrystalliseringspunkt for hele Mellemøstens ophobede antivestlige og antiimperialistiske vrede.
Islam er en religion, som sætter retfærdigheden meget højt. Og der demonstreres og brændes dannebrogsflag, og en arla-direktør græder, fordi salget er gået helt i stå. Og da handelen tager skade, får det danske diplomati travlt. Og avisen vender på en tallerken, glemt er alle de høje idealer, og en undskyldning kommer på bordet.

Altså, jeg har svært ved at se, hvordan man kan drive sin selvfornedrelse dybere, end vi har gjort i denne sag. Nu lever vi i en kultur, hvor begrebet 'ære' ikke længere har nogen moralsk funktion, og derfor har mange af os måske meget ringe forståelse for, hvad det handler om.
Vi mener, at vores moralske regler er universelle og kan indses af alle uanset deres kulturelle, sociale og historiske baggrund, blot man anvender sin fornuft. De, der følger andre regler end os, handler derfor efter vores opfattelse umoralsk. Denne moralforståelse kan vi takke den organiserede kristne kirke for. Jeg mener ikke, den er specielt kristelig, nærmest tværtimod, men den er i hvert fald kristen. Den er udviklet i sammenhæng med arvesyndslære, korstog, forfølgelse af kættere og hekse og så videre, altså i sammenhæng med, at kirken styrkede sin militære magt, udryddede sine modstandere og opbyggede sit jordiske gods.
Man nedbrød menneskenes selvrespekt og dermed også den mellemmenneskelige respekt med arvesyndslæren, og man gjorde moralreglerne til overjordiske guddomsforkyndte idealer, som ingen ganske vist kunne leve op til, men i hvis navn man alligevel gerne måtte slå ihjel, for de, der hyldede andre regler, var djævelens repræsentanter på jorden.

Æren er et begreb, der hører hjemme i kulturer uden denne absolutte opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.
Vi er tilbøjelige til at anse ære for at være et primitivt begreb, der hører hjemme i primitive kulturer med endeløse slægtsfejder og blodhævn, og som i vores tid er noget dybt reaktionært, der kun forekommer i højreekstreme kredse og rockermiljøer. Men det er en enøjet opfattelse af begrebet ære.
Æren var i tidlige kulturer det redskab, hvormed man opbyggede moralske spilleregler mellem parter, hvor sådanne regler ikke fandtes. Æren var at være gæstfri og generøs overfor fremmede. Æren var det, der fik os til at respektere dem, der var anderledes end os, endda selv om de måtte blive vores modstandere i en fejde. Og æren var ikke hævnens skrupelløse blodrus, men kun den hævn, som betalte øje for øje og tand for tand.
Efter i to tusind år at være blevet belært om at vende den anden kind til, når vi bliver slået, er vi blevet tilbøjelige til at anse reglen om at betale forvoldt uret tilbage i samme mål for at være et brutalt fortidslevn, der forpligtede menneskene til de endeløse slægtsfejder. Men det at handle ærefuldt også i hævnens øjeblik var tværtimod måden, hvorpå man i et samfund uden ordentlig øvrighed satte en stopper for uretten uden at starte en ond spiral.

Vores forfædre vikingerne forstod det. Vi forstår det næsten ikke mere. Måske forstår man mere af det i den muslimske kultur.
I modsætning til vores gængse forestillinger så har islam nemlig aldrig haft en så udbyttende og undertrykkende gejstlig overbygning, som kristendommen fik med den katolske kirke (en rolle, der blev overtaget af de jordiske fyrster og siden af kapitalister, hvor protestantismen sejrede). Og derfor holdes en del af de gammeldags æresbegreber i hævd i Koranen og forpligter muslimen til såvel gæstfrihed som religiøs tolerance, hvor vi er forpligtet til at udrydde djævelens repræsentanter på jorderig og gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til den kristne guddoms disciple. Og måske er muslimernes hensigter med deres aktioner snarere at belære os lidt om gammeldags ærefuld opførsel, gæstfrihed og religiøs tolerance, end at gå til angreb på vores hellige ytringsfrihed.
Måske tog vi ikke skade af at lytte lidt. Islam er også andet end terrorisme, afhuggede hænder og kvindeundertrykkelse.