Skid hul i kulturkanonen, den er ikke til dig

af Mattias Tesfaye
Kulturministeriets litteraturkanon består af 11 værker og en antologi. De er alle sammen af den dér slags, man ydmygt bøjer hovedet til, for det har man nu engang lært, at man skal til både Kierkegaard og Præsten i Vejlbye.
Men lad det være sagt med det samme - opfat det som en serviceoplysning til Arbejderens læsende læsere: Skid hul i kanonen, den er ikke til dig.
Den er godt nok udarbejdet af fem anerkendte litteratur personligheder. Men det virker som om, Brian Mikkelsen har samlet cremen af gymnaiseskolens dansklærerkorps, og bedt dem om at anrette en kanon af den slags, man plejer at servere, når gæsterne skal skrubbe hjem. Spørg blot en tilfældigt udvalgt 3G- klasse, om de kender bedre sovemiddel end Kongens Fald og Herman Bang.

Boks og skema
Det virker desværre som om, at et ellers godt borgerligt og dejligt provokerende initiativ med at sætte kulturen i boks og skema, er endt i elitært navlepilleri.
Jeg mener, hvis formålet var, at kultureliten i Danmark skulle få lejlighed til at demonstrere sin alvidenhed om tendenser i 1800-tals litteraturen, så ok, der er stadig masser af spalteplads i Information. Men det behøver vi andre da vist ikke indblandes i.

Berufsverbot
Mere interessant er faktisk den liste, der er udarbejdet af 2750 brugere på DRs hjemmeside. Her er ikke bare vedkommende litteratur, af den slags der stadig læses frivilligt i busser, parker og lufthavne.
Men denne folkets smagsdommerliste, er også udarbejdet uden brug af det berufsverbot, der har udrenset Kirk, Scherfig og alle tiders (næst)bedst sælgende danske forfatter, verdensmanden, Nexø, fra minister Mikkelsens liste.
Omvendt er det vel næppe en opgave for denne avis, at tromle kanonerne ned. Jeg mener; at de borgerlige fremhæver det bedste litteratur, fra kapitalismens mest progressive periode, kan vel ikke overraske. Og Lykke Per er sgu en god historie om de konflikter, borgerskabet tumlede med for hundrede år siden.
Vores opgave bør vel snarere være at skrive arbejderbevægelsens 'greatest.' Et godt sted at starte kunne være, hvor Lykke Per sluttede. Nemlig med Pelle Erobreren, der ikke alene er fortællingen om arbejdsmandsforbundets stiftelse. Men også skrevet i en tid, der minder mistænkeligt meget om vor egen.