Afbrændingen af den danske ambassade i Syrien viser, hvor galt det kan gå, når de kræfter, der ønsker at optrappe konflikten, får lov at styre udviklingen.
fra Nej til Krig
Det er virkelig lykkedes Jyllands-Posten, Dansk Folkeparti og Dansk Front i fællesskab at opbygge de fjendebilleder, de selv har brug for.
Vi afviser dæmoniseringen af muslimerne. Jyllands-Postens tegninger var dråben, der fik frustrationen til at flyde over herhjemme: Siden 11. september 2001 er muslimer kollektivt blevet stillet til ansvar for alverdens ulykker og er blevet mål for racistiske politikeres selv-promovering.
I Mellemøsten har tegningerne udløst mange års opsparet utilfredshed med udenlandsk dominans og egne regimer. Nogle af disse regimer har set en egen interesse i at score billige points på den konto. Dette retfærdiggør selvfølgelig ikke afbrænding af ambassader og flag.
Tilsvarende vil vi, sammen med fredsbevægelser i de arabiske lande, sige til arabere og muslimer, at danskerne ikke er onde. Et flertal af danskerne har længe krævet de danske tropper hjem fra Irak. Titusinder har demonstreret mod Irak-krigen og mod Bushs, Blairs og Foghs verdensorden. Trods Jyllands-Postens provokation og regeringens og Dansk Folkepartis politik så ønsker langt de fleste danskerne hverken at håne eller komme i konflikt med muslimer.
Der er ikke brug for fjendebilleder og syndebukke, men for gensidig respekt. Den globale anti-krigsbevægelse er bygget på dette princip.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278