Sådan er det, når man vil være rig, du! Så skal man være parat til at være et dumt svin!
af Kjeld Stenum
'Kan I huske vores gamle ven Nicolai?'
'Hvem Nicolai? Ham polakpiskeren ude fra Klampenborg? Ham, der havde opkaldt sit firma efter den grimme røde hund, han rendte rundt med?'
'Ja, ham Nicolai, der scorede Camilla Miehe-Renard. Han er jo blevet berømt siden sidst og er kommet i avisen!' (Arbejderen fra lørdag den 28. januar langes over bordet med bagsiden opad. Teksten studeres.)
'Hold da kæft, var han godt nok med i det der TRIO-huse? Ja, det er et svindelfirma, der vil noget. Og ham der Henryk Thomsen, han er en bandit. Man kan se det på ham!'
'Sådan noget kan du ikke se på folk. Nicolai var jo sådan en pæn og høflig ung mand.'
'Jo, men han kan vel godt være god nok og bare være kommet i dårligt selskab. Det har man da hørt før!'
'Dårligt selskab? Så læs lidt videre, du! Hernede står det, de der polakker, der blev ved med at myldre ud fra ladet på den der bitte varebil hver morgen, de arbejdede 10-12 timer i døgnet, og de fik overhovedet ikke overenskomstmæssig løn, sådan som Nicolai ellers fortalte os. Hvad tror du, de fik? 14 kroner og 55 øre, det var, hvad de i virkeligheden fik. Og her: Nicolai slog en af polakkerne, fordi han forlangte at få sin løn. Nicolai var sgu ikke kommet i dårligt selskab. Jeg tror, det var Nicolai selv, der var det dårlige selskab!'
'Hold kæft, ja, det står der sgu godt nok! Vi skulle have meldt ham, du, sådan som vi snakkede om!'
'Jamen det var der jo andre, der gjorde. Jeg forstod bare på det hele dengang, at der ikke var noget at komme efter. Det var derfor, de brugte det der med stilladset, da de lukkede pladsen.'
'Jomen så var der altså alligevel noget. Det er nok heller ikke sådan lige at finde ud af. Man tror jo på ham, når han står og siger, han betaler dem, hvad han skal. Han virker jo ikke som én, der står og afleverer en lodret løgn, mens han står og kigger én lige ind i øjnene. Og man vil jo helst ikke sætte en masse i gang, hvis der ingenting er, man gør jo bare sig selv til grin!'
'Sådan tror jeg ikke, man skal tænke en anden gang. Vi fik heller aldrig snakket ordentlig med de polakker! Så tror fanden da, at de blev så henrykte for de skaldede 300 kroner, vi gav dem af jernkluns-pengene!'
'Jamen de sagde jo ikke noget, de polakker, når man spurgte dem.'
'Nej, for det havde Nicolai forbudt dem. Det står der også!'
'Ja, han er sgu ikke én af Vorherres heldigste skabninger!'
'Sådan er det, når man vil være rig, du! Så skal man være parat til at være et dumt svin.'
'Ja, det er ikke engang løgn! Det sagde han også, ham Sven Petersen, at hvis man vil være rig, så skal man være parat til hele tiden at stå med det ene ben i spjældet.'
'Ja ja, lad os nu se, om han bliver dømt i det hele taget. Det er jo alligevel sjældent, at de rører dem, der laver de virkelig strenge fiduser. Men et dumt svin, det skal man være parat til at være.'
'Nå, men det er da en o.k. måde, de tager det op på, fagforeningen. Det er da o.k., at polakkerne skal have deres penge. Så ødelægger de da heller ikke noget for os.'
'Hold kæft, kan du huske, du var så tosset på ham, der skar beton med en vinkelsliber, så kælderen blev totalt tåget. Og han brugte ikke åndedrætsværn!'
'Nå, men de har jo været prisgivet! Hvis de brokkede sig, røg de hjem uden løn.'
'Det ved du da ikke!'
'Der var da én, der røg hjem uden løn, fordi han kom til skade. Det er sgu da endnu mere koldt gjort. Jeg tror ikke, du skal regne med nogen skrupler fra sådan nogen som Nicolai og ham Henryk.'
'Jo, men hvad så nu? Det kan godt være, de kan knalde Nicolai, fordi han er gået over stregen. Men nu skal det jo til at være forbudt at tvinge folk til at være i fagforening. Så kan sådan én som ham jo få alle de uorganiserede polakker herop, som han vil!'
'Det tror jeg ikke, du skal regne med. Prøv og læs talen, han holdt, ham polakken! De er sgu ikke bare dumme og ligeglade skruebrækkere.'
'Nej, det er da klart! Når man går til 14 kroner i timen, så finder man sgu hurtigt ud af, hvad det er, en fagforening skal bruges til!'
'Nå, men det er vel også o.k. nok. Det er vel sådan, det er. Det er da godt, der er nogen, der er klar over, hvad fagforeninger skal bruges til, det siger jeg nu!'
'Ja, tænk! Her har vi gået og skældt ud på polakker og andre østeuropæere, fordi de kom og ødelagde vores fagforeninger. Og så er det vores egne unge mennesker, der går og melder sig ud og siger, fagforeningerne ikke kan bruges til en skid! Og det er i virkeligheden det, der ødelægger dem!'
'Ja. Det ender sgu med, vi må importere en masse polakker til at fortælle dem, hvad det handler om!'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278